‘The Gentlemen’: I Netflix-serie med Dar Salim er Guy Ritchie tilbage i storform
Når han er bedst, laver Guy Ritchie film som ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ og ‘Snatch’, der skildrer gangstere i krimikomedier med skarp dialog og en fusion af brutal vold og karikeret humor.
Desværre er hans bundniveau tilsvarende ringe, og med film som ‘The Man From U.N.C.L.E.’ og sidste års ‘Operation Fortune’ fremstår han mere som en parodi på sig selv.
Hvis der endelig skal laves en spinoff over en af hans film, er det kærkomment, at det er en af hans bedste, nemlig ’The Gentleman’ fra 2019. Heldigvis med Ritchie selv ved roret på de to første afsnit.
Netflix-serien foregår i samme univers som filmen og handler om militærmanden Eddie (Theo James), der vender hjem til familiens gods, da hans far ligger for døden.
Da farens testamente læses op, er både Eddie og hans storebror Freddy (Daniel Ings) til stede, og til sidstnævntes store overraskelse tilfalder godset Eddie. Udover at være et luksuriøst landsted har marihuanagangsteren Bobby fabrik på ejendommen. Her gror han sine produkter. Også denne lukrative aftale tilfalder Eddie, der pludselig står med et enormt ansvar med sin nye titel som Hertug af Halstead.
Tilbage står Freddy med en kæmpe gæld til gangstere fra Liverpool.
Samspillet mellem brødrene drives af fremragende skuespil og knivskarp dialog af den slags, der repræsenterer alt det fede ved Guy Ritchie.
De er velcastet som hinandens modsætninger. På den ene side udstråler Eddie konstant coolness og overskud, og Theo James er perfekt i rollen, som han tilfører både charmerende elegance og rå attitude. Hvilket er nødvendig for at kunne håndtere Freddy, der er en småbøvet, cokesniffende ludoman – og alt andet end cool.
Eddie beslutter sig for at hjælpe Freddy med at betale hans gæld. Det går også efter planen, indtil Freddy (iført kyllingekostume) som ventet fucker det op i en mindeværdig scene, der både er rørende og på grænsen til at være plat. Guy Ritchie formår heldigvis at opretholde balancen.
Eddie er ikke interesseret i, at hans landsted bruges som hashfabrik og tilbyder gangsterne en god handel, hvis de blot vil forlade hans ejendom. Det går heller ikke helt som planlagt, og Eddie bliver viklet mere og mere ind i en verden, han ikke er vant til at færdes i.
Mens gangsterbossen Bobby er i fængsel, er det hans datter Susie (Kaya Scodelario), der med hård hånd styrer slagets gang. Scodelario er ligeledes perfekt castet, og hun gør Susie både uimodståeligt indtagende, kynisk og kontrolleret.
Trekløver Eddie, Freddy og Susie er konstant underholdende. Det skyldes i høj grad Ritchies velskrevne manuskript, der konstant byder på udfordringer for de tre – både i form af overraskende hændelser og nye karakterer, man med det samme betages af på godt og ondt.
Heriblandt den charmerende godsforvalter Geoff (en blændende Vinnie Jones), der har viet sit liv til at arbejde for hertugen og samtidig agerer dyreelsker, der tager sig af de mange tilskadekomne dyr, han finder rundt omkring på det store gods’ enorme areal.
Også danske Dar Salim spiller en af de mange spændende karakterer, der pludselig dukker op. I rollen som Felix, der arbejder som håndlanger for Susie, er han en lille, men vigtig del af historien. Uden at gøre unødigt meget væsen af sig formår Salim med dansk underspillethed at tilpasse sig Ritchies univers.
Også Giancarlo Esposito dukker op som den amerikanske meth-konge Stanley Johnston. Når man nu alligevel ikke kan se Esposito uden at tænke på hans glansrolle fra ‘Breaking Bad’ og ‘Better Call Saul’, kan man lige så godt gå all in og typecaste ham i samme retning. Og Esposito henter da også herligt stor inspiration fra … sig selv.
Otte afsnit er trods alt lige i overkanten til den fortælling, ’The Gentlemen’ har i ærmet. Men efter ‘Operation Fortune’ havde jeg dømt Guy Ritchie ude, og med serien er han tilbage i storform. Det er måske en overdrivelse at sige, at han fornyer sig, men han genopfinder i hvert fald sig selv.
Kort sagt:
Guy Ritchie var blevet en parodi på sig selv, men hans Netflix-spinoff over ‘The Gentlemen’ har alt det, man elsker instruktøren for – og lidt til.