Fertilitetsbehandling på slap line har vist sig at være et populært dansk bidrag til Netflix-kataloget.
Først fik serien ‘Skruk’ premiere på streamingtjenesten med Josephine Park som fertilitetslæge, der inseminerer sig selv i en brandert, der er på vej med sæson to.
Nu har den danske komedie ‘Bytte Bytte Baby’, hvor to kvinder bliver gravide med hinandens befrugtede æg, vist sig så populær en titel på tjenesten, at Netflix nu producerer en opfølgende film, selvom de ikke stod bag den første.
‘Bytte bytte barn’ lyder titlen på toeren, hvor vi genforenes med filmens to par, hvis kaosgraviditeter ligger et par år tilbage. I stedet er både økoflipperne Liv og Malthe (Katinka Lærke Petersen og Kasper Dalgaard), og det konservative karrierepar Cecilie og Andreas (Mille Dinesen og Lars Ranthe) nu forældre til toårige børn.
Men under en lægeundersøgelse opdager forældrene, at børnene faktisk aldrig blev forbyttet. I forsøg på at forbinde tumlingerne med deres biologiske ophav, flytter alle sammen i et familiekollektiv, hvor de to pars forskellige syn på mad, indretning og børneopdragelse endnu engang sættes på spidsen.
De fire hovedrolleindehavere fortsætter i rollerne, ligesom Thomas Bo Larsen, Magnus Haugaard og Troels Lyby atter er med.
Barbara Topsøe-Rothenborg sidder igen i instruktørstolen. Hun er desuden ikke ny i Netflix-universet, hvor hun tidligere har leveret filmen ‘Kærlighed for voksne’.
Se videoen, hvor Netflix teaser deres kommende skandinaviske projekter:
‘Bytte bytte barn’ får premiere i 2024.