’Godzilla x Kong: The New Empire’: Ny monsterfilm er både ekstremt simpel og enormt kompliceret

Nu sidder vi i saksen igen.

I sommer anmeldte jeg ’Transformers: Rise of the Beasts’, som på mange måder var et makværk af gigantiske ting, der slog på andre gigantiske ting, og havde meget lidt emotionel slagkraft, hvis overhovedet noget.

Alligevel gav jeg den tre stjerner, da jeg også måtte sande, at det er den præmis, man altid har købt sig ind på, når man har afsat et par timer af sin dag på hver af de nu syv film, der er i serien. Og, credit where credit is due, hvis det er den slags film, Hollywood har sat sig for at lave, og det er den slags film, folk vil have, så har de jo ramt nogenlunde inden for skiven.

’Godzilla x Kong: The New Empire’ er endnu en film af den kaliber. Og uanset hvor meget det irriterer mig på et personligt niveau, så er der jo tydeligvis penge i at producere blockbusters, der er 95 procent CGI, 5 procent historie og 0 procent karakterudvikling.

Så de tre fulde stjerner i denne anmeldelse er endnu engang en belønning for at have skabt en eksplosiv oplevelse til det store lærred, som nok vil underholde rigtig mange mennesker. Og de tre tomme stjerner er straffen for endnu engang – og her med fare for at fremstå alt for hovskisnovski – at bruge et par hundrede millioner dollar på at tilfredsstille laveste fællesnævner (Man ville kunne lave fem ’Poor Things’, 20 ’Pulp Fiction’s eller 3.000 ’Blair Witch Project’s for samme budget).

Lad os lige hurtigt komme rundt om handlingen, der på én og samme tid er ekstremt simpel og enormt kompliceret: Godzilla hygger sig på jordens overflade, hvor han forsøger at holde det menneskelige tab af liv til et minimum (uden den helt store succes, ville jeg mene), når han kæmper mod diverse titaner. Samtidig hygger Kong sig i Hollow Earth, hvor han gradvist afsøger området for føde og artsfæller (ikke nødvendigvis i den rækkefølge). Konglomeratet Monarch holder lav profil og skarpt øje med samtlige monstre.

Men den svært prøvede ligevægt bliver pludselig udfordret, da Ilene Andrews (Rebecca Hall) og hendes adoptivdatter Jia (Kaylee Hottle) opsnapper et mystisk SOS, Godzilla påbegynder en længere vandretur til en ukendt destination, og Kong støder på nogle skabninger, der minder meget om ham selv.

Hermed startskuddet til et hæsblæsende eventyr, der involverer tyngdekraftsmanipulation, Dan Stevens som monster-tandlæge, en oldgammel civilisation, et 80’er-klingende soundtrack, en lettere påduttet profeti og mere ligegyldig eksposition end i en humaniora-studerendes Speciale. Summa summarum: Hvis vores helte ikke redder dagen i tide, går verden nok under.

Og der er da smæk for skillingen, hvis man er kommet for at se på nogle tårnhøje aber slå på nogle tårnhøje øgler i en farverig underverden. Instruktør Adam Wingard har bestemt ikke opfundet den dybe tallerken her, men det er, til en vis grad, underholdende.

Problemet er bare, at fisticuffs i kæmpeskala ikke bør være en films eneste grundpille – ligesom Omaha-scenen i ’Saving Private Ryan’ eller selve kæntringen i ’Titanic’ ikke er det. Det er baggrundstapetet, der sætter det menneskelige og det følelsesmæssige i relief.

’The New Empire’ har et øredøvende fravær af patos. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad der overgår vores hovedpersoner, hvilket er et resultat af, at hver og én er reduceret til en arketype, der kan beskrives med få eller færre adjektiver (Men en enkelt undtagelse: En computergenereret biperson, der af uransagelige årsager er filmens eneste indehaver af karakterudvikling).

Man savner helt konkret at være følelsesmæssigt investeret i det ellers til tider underholdende rabalder. Kong og Godzilla er i sidste ende dem, man hepper mest på, hvilket man godt kan have det lidt ambivalent med. Det er jo dem, der med længder har den største bodycount på samvittigheden.

---

Kort sagt:
’Godzilla x Kong: The New Empire’ er tilsyneladende blevet til på baggrund af en meget simpel målsætning: Kog så meget suppe som muligt på storladne effekter, og distraher seerne med ting, der går i stykker, så vi slipper for at bruge tid på bagateller såsom plot og karakterer.