‘Transformers: Rise of the Beasts’: Har man elsket de seks foregående ’Transformers’-film, vil man også elske denne
Når man går ind og ser den syvende ’Transformers’-film, kan man have en af to briller på.
Enten er man kommet og blevet for den spektakulære, bombastiske højspændingsactionbasker, eller også er man kommet og hurtigt gået igen for den intetsigende, småkedelige, puerile CGI-eksplosion, der endnu engang fortæller en banal ’historie’ om nogle store robotter, der vil have fat i en himstregims, der kan redde og/eller decimere Jorden.
Måske skinner det allerede igennem, hvilke briller jeg selv havde på, men jeg skal gøre mit bedste for også at se filmen gennem de andre brilleglas, fordi jeg ved, at der er mange, der sætter stor pris på to timers harmløs eskapisme i denne dur. Og det skal der også være plads til.
I ’Transformers: Rise of the Beasts’ har Michael Bay givet stafetten videre til Steven Caple Jr. (’Creed II’), der instruerer i sin forgængers fodspor, men med én meget vigtig, meget tiltrængt forbedring: Caple lider ikke under for den illusion, at han laver stor kunst. Han tager ikke sig selv eller de enorme, transformerende robotter for seriøst. Han hygger sig og har en fest med at adaptere forlægget.
Kampsekvenserne er storladne og flotte (hvis man altså ikke har CGI-lede), replikkerne hurtige, humoren … delvist til stede, og plottet, ja, der var noget med en himstregims og verdens undergang.
I filmen bliver vi introduceret til en ny form for transformer – Maximalerne – der for længe siden (eller måske langt ude i fremtiden, jeg må blankt erkende, at jeg tabte tråden lidt, hvad angår filmens time-y wimey-eksposition) flygtede fra deres hjemplanet ved hjælp af en dingenot kaldet The Transwarp Key, da den blev invaderet og efterfølgende slugt af filmens ultimative bad guy, Unicron.
I årtusinder har de søgt ly på Jorden, men nu har Unicron og håndlangeren Scourge (Peter Dinklage) opsporet dem og deres eftertragtede Transwarp-macguffin. Kun jordboerne Noah og Elena, samt gode gamle Optimus Prime og hans slæng af gokart-robotter (heriblandt Pete Davidsons rapkæftede Mirage og fanfavoritten Bumblebee), og selvfølgelig en lille håndfuld dyrelignende Maximaler, står i vejen for Jordens og muligvis universets udryddelse.
Der er med andre ord intet nyt under solen her. Plottet er så generisk, som det overhovedet kan blive – og karaktererne lige så. Jeg er stor fan af Anthony Ramos, men trods et par sjove replikker her og der formår selv han ikke at puste liv i papirtynde Noah Diaz, hvis karakterark bliver stoppet ned i halsen på ham, som var det foie gras (han skal af en eller anden årsag lære at være en teamplayer …).
Dominique Fishbacks Elena er dog markant værre. I hvad der formentlig har været en fodnote i drejebogen, bliver hun påduttet et par torskedumme karaktertræk. Hun synger for eksempel TLC-sange, når hun er nervøs, selvom situationen – og hendes overlevelse – umiddelbart opfordrer til komplet stilhed. Hun får også en floskel af en baggrundshistorie, der er »carpe diem« i en nøddeskal.
Men nok om det. Vi er her jo for de kolossale robotter, ik? Det håber jeg i hvert fald, for det er trods alt her, filmen er bedst og sjovest. De vanvittige over-the-top-slag, der udkæmpes mellem tårnhøje maskiner, der suser rundt på slagmarken, som var det VM i jazzballet – det kan faktisk noget.
Effekterne er hypnotiserende lækre, og jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at beundre det minutiøse arbejde, der er blevet lagt i at få transformationerne mellem bil og robot til at se så levende ud. Tilføj en rødglødende kæmpeøkse og en morgenstjerne på størrelse med en minibus, og så er der altså lagt op til storstilet underholdning for alle pengene.
Har man det rigtige sæt briller på, når man går ind og ser ’Transformers: Rise of the Beasts’, så vil man bestemt finde 120 minutters gedigen, virkelighedsflygtende adspredelse her.
Personligt kedede jeg mig næsten fra start til slut – jeg savnede en konflikt, der var interessant, og karakterer, der vækkede følelser i mig (ud over irritation).
Men har man med fornøjelse set de foregående seks ’Transformers’-film, vil denne opfølger utvivlsomt falde i god jord.
Kort sagt:
’Transformers: Rise of the Beasts’ er en parade af banale pyntegenstande (såsom plot, karakterer, konflikter), der kun er til stede for at berettige det, filmen egentlig handler om: tonstunge robotter, der tæsker løs på hinanden, laver sig om til fede biler, kører rigtigt stærkt fra a til b og begynder at tæske løs på hinanden igen. Køber man den præmis, er der valuta for pengene.