Ny sæson af ‘Serial’ beskriver Guantánamo som helvede og »La la land«

Ny sæson af ‘Serial’ beskriver Guantánamo som helvede og »La la land«
Serial sæson 4. (Foto: The New York Times.)

PODCAST. Når jeg hører Sarah Koenigs stemme, får jeg helt ærligt kuldegysninger.

For det tager mig med det samme tilbage til 2014, hvor første sæson af ’Serial’ tog verden med storm. Historien om mordet på Hae Min Lee banede vejen for podcastmediet og indledte true crime-genrens storhedstid.

I dag vil nogle måske kalde ’Serial’ for podcastmediets pionerende bedstemor. Og med en noget haltende sæson 2 og en lidt for omstændig afdækning af det amerikanske retssystem i tredje ombæring, vil andre kalde Koenigs banebryder for passé.

Men i sin fjerde sæson forsøger ‘Serial’ at skærpe fokusset. Det handler stadig om de amerikanske institutioners smertelige svigt, men i denne omgang om et af de mest mystiske og egenrådige projekter USA nogensinde har kastet sig ud i: Guantánamo.

Jep. Det afsidesliggende fængsel på Cuba som George Bush fik hastet igennem efter 11. september, så det amerikanske militær kunne tilfangetage, afhøre og ”retsforfølge” mistænkte medlemmer af Taliban og Al-Qaeda. Og nu vil ’Serial’ fortælle historien om Guantánamo indefra: Fra de vagter og indsatte, der har gennemlevet Gitmo, som de kalder det.

Første afsnit i den nye sæson starter helt tilbage i 2015, hvor Koenig og hendes nye medvært Dana Chivvis besøger Guantánamo-fængslet, hvor de forsøger at finde kighullerne ind til et lukket land.

Noget af det første Koenig og Chivvis deler med os, er at Guantánamo har tre souvenirbutikker. Og selvom den reaktion først får dem (og os) til at græmmes, så er Koenig et par dage senere totalt klar på at få et Fidel Casto-bubblehead med hjem.

‘Serial’-vært Sarah Koenig. (Foto: Taylor Hill/Getty Images)

Det lyder måske som en noget useriøs start på en granskning af, hvad mange kalder en torturlejr, men i virkeligheden giver det os fornemmelsen af, hvorfor Guantánamo er så fascinerende. Hvorfor Koenig og Chivvis har ønsket at afdække Guantánamo i mere end et årti. Hvorfor nogle vagter kalder stedet for »La la land« og en college-lignende oplevelse med alkohol i stride strømme og seksuelle eskapader.

Denne indgangsvinkel viser, hvorfor ’Serial’ stadig er i særklasse, når det kommer til inciterende historiefortælling. Sæson 4 er en eksplorativ og fortællelysten udforskning af Guantánamo som både abstrakt idé og brutal institution. Det er den fortællestil, som ’Serial’ er så hamrende god til.

Det mærkes efter første afsnit, hvor der er blevet tegnet et sømløst portræt af Guantánamo som både en badeferie og et levende mareridt. Som en dannelsesrejse og ødelæggende kraft, et fængsel for både fodsoldater og topterrorister. Kun få kan som ’Serial’ fortælle en historie, der troværdiggør, at modsætninger som disse kan passe ind i samme virkelighed.

Endnu et stærkt fortællegreb er Chivvis og Koenigs insisteren på at omtale alt omkring Guantánamo som realiseret i »we«. Den inddragelse af ikke bare dem selv, men også lytteren, inspirerer helt naturligt til selvrefleksion. Hvilken holdning har jeg til Guantánamo? Og hvordan ser jeg på det land, det »we«, der legitimerede det?

Ambitionerne og fortællekraften er altså i topform. Men tre afsnit inde føles historierne, vi indtil videre har hørt, dog noget afskårne fra hinanden. Fra soldaten Rauls erkendelsesrejse til sprogofficeren Ahmads fald og en absurd efterretningsmission i midten. Historier, der i deres egen ret er enormt lytteværdige, men som savner større sammenhængskraft, end at de alle fandt sted i det berygtede fængsel.

Når missionen er at tegne et samlet og mærkbart billede af Guantánamo, som seriens »we« skal forholde sig til, så virker strategien indtil videre diskutabel. Det vækker minder om forrige sæson, hvor ’Serial’ havde en kæmpe udfordring med at holde styr på sine mange karakterer, eftersom hvert afsnit udforskede et nyt aspekt af en byret og dens mange ansatte.

Koenig har lovet os historien om »one prison camp told week by week.« Lad os håbe de næste ugers afsnit får os i mål. 

Anmeldelsen er baseret på tre afsnit.


Kort sagt:
Pionerpodcasten ’Serial’ lokker os excellent ind i sin fjerde sæson om Guantánamo-fængslet, men skal finde samling på sine episodiske fortællinger, hvis historien om ét Guantánamo skal ende med at stå tilbage.

’Serial: Guantánamo’. Podcast. Hovedskabere: Sarah Koenig & Dana ChivvisVarighed: Fire afsnit á 40-60 min. Premiere: Udkommer hver torsdag på diverse podcastplatforme.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af