Er du en af dem, der har hørt op til flere genfortællinger af Karl Ove Knausgårds 3.600 siders ’Min kamp’ og gerne vil vide: why the fuzz? Men som også bliver eksistentielt træt bare ved tanken om at finde et sted at starte.
Nordmandens forfatterskab har det med at klinge lidt af man-skulle-nok-have-været-der. Plot er i hvert fald ikke ligefrem hans stærkeste kort.
Torrey Peters, amerikanske forfatter og trans-feministisk ikon, skrev en virkeligt sjov indledning på sit interview med Knausgård i Vulture:
»Mine queer venner er sådan: Du kunne have valgt enhver af verdens kvindelige forfattere at beundre, og så plaprer du løs om en høj, flot nordisk daddy, der bruger fem sider på at forklare, hvordan man tænder en ovn?«
Man forstår jo godt veninderne. Knausgård kan bruge fem sider på at tænde en ovn, 400 sider på at analysere et digt, 100 sider på ikke at opdage Amerika og et helt kapitel på en termokande.
Men kommer man igennem det, sidder man tilbage og tænker: sådan her er det at være menneske. Galt og genialt, cirkulært og cringe. Gimme gimme more.
Der er heldigvis en Knausgård til ethvert mood, og vi hjælper dig med overblikket, så du kan starte bestigningen af Mount Knausgård lige præcis der, hvor ruten passer dig bedst.
Apokalypse-mood: himmel og helvede
Det er lidt af et plot twist, at Karl Ove Knausgård faktisk har en kæmpe ting for engle, djævle og det overnaturlige. I nordisk regi er han selveste daddy autofiktion, og autofiktion rimer jo for det meste på hverdagens trivielle skønhed.
Men i ‘Alting har en tid’fra 2004 — altså inden han blev en litterær kendis — møder vi en decideret engleforsker. Romanen spinder videre på bibelmyten om Kain og Abel, og der gives fuld gas på varsler og syndefald i det norske fjeldlandskab.
I ‘Morgenstjernen’-serien, der skal ende med syv bind, er den røde tråd et uforklarligt himmellegeme, som dukker op på den norske nattehimmel og sætter spørgsmålstegn ved alt det, vi troede, vi vidste om liv og død.
Start dette mood her:
‘Natskolen’ (2023)
Hvis du altså er klar til at møde satan himself, for han kommer som altid med en nådesløs pris. Det er nok det mørkeste Knausgårds-værk og også det med de mest okkulte plot twists.
Blødt kaos-mood: sentimentalt søvnunderskud
Knausgård er far til fem, så der er rigeligt at tage af, når der skal skrives autofiktion med faderskab i ascendanten.
Der er to passager, der lever rent free i hovedet på de fleste Knausgård-fans, især dem, der selv har børn. Den ene er fra andet bind af ‘Min kamp’. Her har Karl Ove-jeget allerede de første tre børn, og hans “kamp” er kampen for skrivero.
I en af bogens første scener er han med den ældste datter til børnefødselsdag — og det er helvede på jord. Han skriver så sylespidst og passivt-aggressivt om andre forældre, at han i et senere bind må bekende, hvor pinligt det var at møde dem, efter bogen kom ud. Der er intet rosenrødt Insta-forældreskab her.
Den anden passage er fra årstidsserien, som faktisk er ét langt brev til Knausgårds ufødte datter. Bøgerne skal beskrive den verden, som dette fjerde barn fødes ind i. Det er den milde Knausgård, vi møder her, sentimental nærmest. Der ikke den livsvisdom, han ikke kan få ud af en regndråbe. ‘Om foråret’ slutter sådan her:
»Du synes du er fin i din blå kjole, så stryger du hænderne fladt over brystet og siger fin. Forstår du? Det gør af og til ondt at leve, men der er altid noget at leve for.
Tror du at du kan huske det?«.
I’m not crying, you are.
Start dette mood her:
‘Om foråret’ (2016)
Det er ikke bare et nordisk hovedværk inden for far-litteratur, det er også en rendyrket Knausgård-klassiker,hvor en helt almindelig dag bliver til eksistentielt guf. Det er derfor også et godt sted at dyppe tæerne og spørge sig selv: Er Knausgård noget for mig?
Vi skal helt ind i sindet-mood: Daddy issue starterpack
Hvem kan sige “daddy” uden at sige “issues”? Knausgård er far, men han er også søn, og emotionelt fraværende fædre fylder en del i romanuniverset. Han var bange for sin far, som var alkoholiker og endte med at drikke sig ihjel. I første bind af ‘Min kamp’-værket er Karl Ove-jeget hjemme i farens hus for at rydde det sammen med broren Yngve. Der er litterært fadermord i luften, det går i hvert fald ikke stille for sig i beskrivelserne.
Tredje bind af ‘Min kamp’ er barndommens bog. Her bliver rollerne trukket skarpt op, Karl Ove er den lille uskyldige dreng, der spiller fodbold, frygter at blive kaldt tøsedreng og løber rundt i skoven, mens faren er den ondeste patriark, man kan forestille sig. Daddy issues unlocked.
I seneste bind af ‘Morgenstjernen’-serien, ‘Arendal’, er der dobbelt op på far/søn-tema. Syvert, der selv var kilde til daddy issues i bind to, ‘Ulvene fra evighedens skov’, har nemlig selv ting at kæmpe med og (livs)filosoferer over spørgsmålet: Kan man nogensinde slippe for den faderlige arv?
Start dette mood her:
’Min kamp’ bind 1 (2009)
Det er brutalt og rørende at læse om Karl Ove-jeget, der efter ti år vender retur til farens hus for at rydde ud i ting og minder. Lugten, hadet, sorgen. Det hele sidder i næsen længe efter læsning.
Overtænker-mood: Meget. Mere. Meta
Indrømmet: Selv en Knausgård-ultra som mig måtte springe et par sider over i sjette bind af ‘Min kamp’, da Knausgård foldede en flere hundrede siders digtanalyse af Paul Celans ‘Engführung’ ud. Det er for langt, Karl Ove. Men han kan være en gudsbenådet meta kinda guy, alt for meget i mange tilfælde, totalt spot on i andre.
Billedkunst? Det kan man vel også lige skrive et par bøger om. I bøgerne ‘Skoven og floden’ og ‘Så megen længsel på så lille en flade’ skriver Knausgård om henholdsvis tyske Anselm Kiefer og norske Edvard Munch. Kunst, liv, kaos. Det kunne være så kedeligt, hvis det ikke var så forbandet godt.
Bogen om Munch bliver til, fordi Knausgård får til opgave stille og roligt at kuratere en udstilling af malerens billeder. Han ved ikke meget om Munch og sætter sig derfor for at lære, men på Knausgård-manér: ved at styre uden om highlights og klichéer og — surprise, surprise — ved at spille bolden op ad sig selv.
Vi presser lige meta-citronen helt: Knausgård har selvfølgelig også udgivet den lillebitte sag om: ‘Hvorfor skriver jeg’. Men bogen er mere end en bag-om-gimmick, det er en bog om et liv med litteraturen.
Start dette mood her:
’Skoven og floden’ (2021)
Kiefer-bogen er både klog og overraskende grineren. Over en årrække bliver Knausgård inviteret på besøg hos maleren i Paris og i Freiburg, men kan ikke rigtigt finde ind til mennesket bag. Bogen handler faktisk primært om den frustration, om at Kiefer er lidt weird, men også et geni, og så selvfølgelig om form, som er der, Knausgård ofte ender. Det er cringe, det er genialt.
Rastløs digter-mood: Main Character og kæderyger
En god arketype, nemlig the tortured artist med kaffe, kæderygning og læderjakke er en gennemgående figur i Knausgårds univers. I femte bind af ‘Min kamp’ går Karl Ove-jeget på skriveskolen i Bergen, og hvilket mikrokosmos er sjovere at drille end en forfatterskole? Vores unge skrivestuderende læser romaner, har store ambitioner og udleverer hensynsløst de andre akademiske wannabes, for universitetsromaner er jo ofte satire over dem, der går der, som en anmelder skrev.
Her i kaffens, cigaretternes og den småsludrende era skal vi selvfølgelig omkring Knausgård som essayist, for essayet er en genre, hvor en kunstners ego kan komme til sin ret.
Knausgård har skrevet essays for The New Yorker i over et årti, og mange af de essays er også udgivet på dansk. I samlingen ‘Kyklopernes land’ findes et særligt pragteksemplar, nemlig en 100 siders rejsedagbog fra en roadtrip i USA, hvor intet rigtig lykkes. ‘Hvordan jeg ikke opdagede Amerika’ er fortællingen om at mislykkes, drikke for meget, være for nordboer-agtig. Man frydes, forfærdes, fascineres.
Start dette mood her:
’Om efteråret’ (2015)
Den perfekte bog at læse, mens man ryger, skyller espresso ned og tænker over livet. Alt kan blive en katalysator for et godt citat. En karklud, ensomhedens væsen, fugle, der flyver.
»Verden er materiel. Vi befinder os altid et sted. Nu er jeg her«.