’Cobweb’: Sydkoreas Mads Mikkelsen bærer visionær metafilm på sine tragikomiske skuldre
Der findes få instruktører, der behandler sine stakkels karakterer med en større diabolsk legesyge end sydkoreanske Kim Jee-woo.
Som var hans film overtaget af en dæmon, fordrejer han klassiske genrer som westernfilmen (’The Good, The Bad, The Weird’), gangsterdramaet (’A Bittersweet Life’) og seriemorderthrilleren (’I Saw the Devil’), indtil de står tilbage med en forstyrret, manieret grimasse.
Hans nyeste værk ’Cobweb’ (ikke at forveksle med det amerikanske mesterværk af samme navn), der endelig er landet på danske streamingplatforme, er gjort af et mere abstrakt stof, men er ikke mindre visionær af den grund.
I 1970’ernes Sydkorea kæmper den dilettantiske instruktør Kim (Song Kang-ho, Sydkoreas Mads Mikkelsen) med modvillige producere for at realisere sit mesterværk.
Hvis bare han kunne få to dage mere i studiet, filme størstedelen af sit bedagede melodrama om og omgå landets strikse censurpolitik … Det er vel ikke for meget forlangt?
Med hjælp fra den ambitiøse, iltre producer Mido (Jeon Yeo-been) får han narret skuespillerne tilbage til studiet, og bag låste døre tumler han mod målstregen.
Den svære kreative skaberproces er veltrådt territorium i filmregi, men Kim Jee-woo tager aldrig den kortlagte vej.
Blandt skuespillerne er der en hemmelig graviditet og affære, som følges fra sidelinjen af en overivrig statist, der tager en metodeskuespiltilgang til sin rolle som detektiv.
Og mens Kims optagelser skrider fremad, bliver arbejdet gang på gang afbrudt af arrige pengefolk, korrupte censorer fra Medierådet og skuespillere, der både har fobi for edderkopper og falsk blod. Alt imens Kims omskrevne manuskript pludselig læner sig farligt tæt op ad fortidens synder, som involverer filmstudiets afdøde mesterinstruktør, en taske fyldt med penge og en pludselig brand.
Kim Jee-woo skifter kløgtigt mellem den falske film-i-en-film og det interpersonelle drama mellem filmfolkene for at holde spændingen høj. Og selvom man til tider skal holde tungen lige i munden for at følge med i de forskellige handlingsforløb, formår de mange indslag konstant at underholde.
Det er især hjulpet på vej af et fænomenalt ensemble, som både overspiller til den store guldmedalje foran kameraet og leverer nuancerede portrætter af feterede personager bag scenen.
Song Kang-ho kan som ingen andre gøre selv den mest tragiske skæbne hylende morsom. Og i hænderne på den legendariske skuespiller opnår Kims opblæste auteurvisioner en dyb patos og indlevelse.
Mens han desperat prøver at holde sammen på tropperne, giver han patetiske, stakkels-mig-monologer om ondsindede anmeldere, der er ude på at klippe hans vinger.
Song overstråles dog næsten af det relativt ukendte blad Jeon som den unge producer Mido.
Hendes tro på Kims indiskutable geni er spillet med en komplet blåøjet fanatisme, og igennem den virker instruktør Kim Jee-woo til at pege en drillende finger ad de flommede egoer bag kameraet, som vil risikere alle andres sikkerhed og gode helbred i sin egen visions navn.
Det er svært ikke at sende en tanke til Alejandro Iñáritus metaltrætte metafilm ’Birdman’, der ophøjer skaberprocessen som en nærmest guddommelig akt. Hvordan slår man den films tunnelsynede dedikation til et one take? Hvad med en sekvens, der viser, hvor svært det er at realisere en sådan teknik?
For det er præcis, hvad ’Cobweb’ gør i en tredje akt, der er lige dele gal og genial. Som kun den vanvittige sydkoreaner Kim Jee-Woo kan gøre det.
Kort sagt:
Song Kang-ho leverer endnu en stjernepræstation, denne gang som en falleret instruktør, som ser stort på alles sikkerhed i jagten på sit flygtige mesterværk.