’Jeanne Du Barry’: Kostumedrama bliver opslugt af en skygge, og det er ikke Johnny Depps privatliv

Det vakte stor opsigt, da Johnny Depp under sin retssag med ekskonen Amber Heard i foråret 2022 blev castet i rollen som den franske kong Louis XV i instruktør Maïwenns biopic om kurtisaneren Jeanne du Barry, som den frivole konge havde en årelang affære med op til sin død.

Som med den frisindede kvinde, der i historiebøgerne for evigt vil stå i skyggen af sin magtfulde elsker, har filmen ikke kunnet undslippe den udmattende og usmagelige kulturkamp, som er Depp v. Heard.

Således vil sykofantiske Depp-tilhængere utvivlsomt anklage enhver anmelder, som vover at kritisere deres guldkalvs comeback til det store lærred for at være inficeret af den farlige woke-virus.

Nuvel: Lad os vurdere filmen ud fra dens egne metier. Det ville alligevel være en tjeneste af astronomisk størrelse over for ’Jeanne du Barry’ at lade sig blive distraheret af dens kontroversielle galionsfigur. For ikke siden ’House of Gucci’ har jeg oplevet et så gabende kedsommeligt kostumedrama.

Som en søvnig folkeskoleelev, der pligtskyldigt læser op fra Wikipedia, begynder ’Jeanne du Barry’ ved den bogstavelige begyndelse med en træg gennemgang af Jeannes tidlige år hos nonnerne og adelen, der både lærer hende erotikkens sprog og skammens ansigt.

Hun er alle mænds vildeste fantasi, men den påstand må voice-overen selv stå på mål for. Selve filmen fremviser nemlig Jeannes seksualitet og appetit med borgerlig blufærdighed. Lyset er fladt, kameraføringen statisk, og Maïwenn, der i al beskedenhed instruerer sig selv som Frankrigs mest begærede kvinde, fremstår aldrig som et sensuelt, nysgerrigt væsen.

Det er således taget komplet for givet, at den sexgale kong Louis XV falder i svime for kurtisaneren, som er hans libido antændt for første gang i øjeblikket, han ser hende.

Ikke at Frankrigs forhadte monark gør meget væsen af sig. Depp kan måske fransk, men Maïwenn kan ikke have haft meget tiltro til sin medspillers sproglige kundskaber, for han har forsvindende få replikker, som alle er simple fraseringer og konstateringer.

Så har Jeanne straks mere kemi med hoftjeneren La Borde (Benjamin Lavernhe), hvis sympatiske, lattermilde præstation er som et nødtvunget pusterum i denne pedantisk tilknappede affære.

Skyggen, som ’Jeanne du Barry’ dog ender med at blive opslugt af, er ikke Depps præstation eller privatliv, men snarere Sofia Coppolas mastodontiske ’Marie Antoinette’.

Det giver naturligvis mening, at kong Louis XVI’s teenagebrud vil figurere i en historisk film om Jeanne du Barry – de to kvinder delte trods alt gemakker. Men når Maïwenn i sidste halvdel af sin film dovent replicerer scener én-til-én fra Coppolas mesterværk, bliver det decideret pinagtigt. Især da den direkte sammenligning blot gør det åbenlyst, hvor karikerede Versailles’ logerende er i ’Jeanne Du Barry’.  

Og hvor ’Marie Antoinette’ fandt humor i sin anakronistiske fremstilling af det snobbede franske hof, morer ’Jeanne du Barry’ sig kosteligt over bedagede kongelige traditioner, som var den skrevet på Ludvig Holbergs tid.

I det mindste er der en smule schadenfreude i at vide, at en bestemt gruppe af folk sikkert vil falde over sig selv for at forsvare denne fodnote i filmhistorien.

Godt for dem. De kan beholde den.

---

Kort sagt:
Instrukør Maïwenn kigger Sofia Coppolas ’Marie Antoinette’ over skulderen med ringe resultater i et tilknappet fransk kostumedrama, der pligtskyldigt gennemgår Jeanne du Barrys liv.