’Magtspil’: DR-aktuelt norsk seriehit er meget bedre, end den selv tør tro på
Findes der noget mere interessant end interne stridigheder i det norske arbejderparti i 1970’erne?
Det skulle da lige være en tre timers forelæsning om tang. Men hvis man bliver siddende i stolen, finder man langsomt ud af, at tang ikke bare er tang. Der er brun tang, rød tang og grøn tang. Kæmpetang kan blive op til 50 meter langt. Mikroskopisk phytoplankton-tang er ansvarligt for produktionen af størstedelen af klodens ilt. Nu er tang pludselig spændende.
Det samme er ’Magtspil’. En norsk NRK-serie fra 2023, originalt tituleret ‘Makta’, der handler om landets første kvindelige statsminister, Gro Harlem Brundtland (Kathrine Thorborg Johansen) og hendes kaotiske opstigning i Norges største parti.
Den unge læge vælter nærmest tilfældigt ind i det politiske cirkus som følge af partitoppens behov for et kvindeligt ansigt. Selv er hun interesseret i kvinders abortrettigheder. Senere bliver hun interesseret i spillet, og jo mere man ser med, jo mere bliver man selv interesseret.
På overfladen virker ‘Magtspil’ overfladisk, og det er dens egen skyld. Serien insisterer på et uinteressant meta-narrativ med en fortæller, der både figurerer som en karakter i historien og samtidig hopper ud af fortællingen og taler direkte til publikum.
Desuden er serien glaseret med en ironisk kækhed, jeg personligt ikke kan døje, som når meta-manden hopper igennem tid og rum og stjæler en cigaret fra ham, han taler i telefon med, selvom han er flere kilometer væk (helt skørt), eller en stor politisk kanon træder ind til et møde og det regner med glimmer, som det jo ikke gør i virkeligheden, fordi det hele er ‘wink-wink’, tounge-in-cheek, Deadpool-ironisk selvdistance med tonsvis af kontrastmusik og alskens fjollerier.
Jeg kunne forestille mig, at det er netop denne slags stilistiske valg, som har vundet serien hæder for vildskab og originalitet, men vi har set det så mange gange før: Fortællingen, der er så bange for at kede sit publikum, at den føler et behov for at trække tæppet væk under os hver 10. minut, så vi konstant føler os stimulerede og ikke zapper væk.
’Magtspil’s hovmodige hurlumhej-postyr afslører en grundlæggende tvivl på, om dens egen fortælling kan bære sig selv. Men det er en ufunderet mistro. Skuespilpræstationerne er gode hele vejen rundt, og de politiske intriger er interessante og vedkommende – også for et moderne publikum.
Særligt tiltrækkende står historiefortællingen om den kommunistisk besindede formand, Reiulf Steen: En alkoholisk idealist, der ender med at bekæmpe den kvinde, han er forelsket i, fordi han frygter, at hendes politiske linje vil kaste partiet ud i den højredrejning, som påvirkede den vestlige socialisme i 80’erne, og som sidenhen markerede indfasningen af kapitalismens neo-liberalisme som den eneste reelle ideologi.
Den historie er stærk nok for sig.
Et andet underligt valg er at lade historien udspille sig i en moderne setting, som aldrig integreres i historien, ligesom i Netflix-serien ’Sherlock’, hvor karaktererne bruger internet og mobiltelefoner. I ’Magtspil’ er virkeligheden moderne som bagtapet, men karakterernes adgang til den moderne virkeligheds muligheder er ikke eksisterende, hvilket stiller spørgsmålet, om valget snarere er en afspejlning af rådighedsbeløbet.
Tidsforskydningen virker ikke fuldendt integreret i historien og bliver aldrig mystisk på den gode David Lynch-agtige måde, hvor historiens mærkværdigheder får lov at stå uforklaret tilbage.
‘Magtspil’ er dykket for dybt i den resursebank, som irriterende typer kalder for ‘værktøjskassen’, og den både saver, hamrer og skruer sig vej igennem sin egen historie med en behagesyg ængstelse for at kede dig. Fra tid til anden får den fat i det rette værktøj til jobbet, som ved brugen af krydsklip til historiske begivenheder, korte flashbacks, der hurtigt iscenesætter en indviklet kontekst, og den lille genialitet med elevatoren, som jeg til gengæld er overordentligt begejstret for:
Et af de store problemer med den politiske kammerspils-genre er, at visse samtaler nødvendigvis må finde sted imellem to personer, uden at andre kan være til stede. Resultatet bliver, at der spildes meget tid med at følge karakterer ind i en sandwichbutik, sætte sig i sorte biler eller mødes på parkbænke.
I ‘Magtspil’ foregår disse bilaterale dialoger altid i den samme elevator. To personer stiller sig ind, én trykker på knappen, man hører en ‘plim’ lyd, og en orange pære falder ned fra loftet. Nu kan der udveksles hemmeligheder.
Elevatormetoden er god, fordi den på sætter fart i fortællingen og leger med formatet, men samtidig ikke underminerer sin egen historie med den selvudslettende meta-distance.
Hvis man fortæller en historie godt nok, kan alting blive interessant. Norsk indenrigspolitik såvel som tang.
Kort sagt:
‘Magtspil’ er en god historie, pakket ind i distraherende selviscenesættelse. Den behøver ikke sin egen saltvandsindsprøjtning.
Anmeldt på baggrund af seriens seks første afsnit.