’Kald mig far’: De fleste selvcentrerede københavnere vil kunne spejle sig i varm dansk komedieserie
Man knalder ikke sin bedstevens mor. Punktum.
Er der samtykke og laktosetolerance, kan en hurtig snaver og en enkelt white russian med letmælk på Crazy Daisy gå an, men der må ikke ske mere end det.
Netop den passage i bro-code-pamfletten har Viktor åbenbart fortrængt eller brugt til at optænde et forræderisk bål, for det er netop det, han gør: knalder og kærestekalder sin bedste vens mor.
Med dette omdrejningspunktet søsættes Viaplays nye danske serie ’Kald mig far’: En farvermættet og sommerlækker serie om korrekte strømninger, (u)bæredygtige relationer og menneskelig grådighed – og et lidt, ja, særligt venskab.
Seriens ideudviklere er de to skuespillere og real life buddies Alex Høgh Andersen (’Vikings’) og Magnus Haugaard (’Skyld’), der meget passende indtager rollerne som det centrale vennepar bestående af den selvsikre motherfucker Viktor (Haugaard) og den konfliktsky pronomen-bevidste og co2-venlige kanaldykker Emil (Høgh).
Gennem i alt seks afsnit følger vi dem og deres slut-20’er/start-30’er-liv i det pulserende København, hvor de to modsætninger deler det havredrikkende cateringfirma klimad og en fælles passion for citrongræs og hövding-cykelhjelme.
Og så deler de som bekendt også noget andet/en anden: Emils Thomas Helmig-elskende mor/milf (Ellen Hillingsø).
Mod forventning er deleordningen åbenbart ikke noget problem. For Emil er en på alle måder rummelig og moderne mand, der udover at være helt okay med at spise plantebaseret mad uden tilsat salt eller smag også er helt okay med denne noget »specielle situation«.
Siger han.
Med halvpsykopatiske øjne smiler han sig derfor igennem – mere eller mindre selvvalgte – samtaler om det umage kærestepars store følelser, nedtrappende pessar-brug og eksperimenter med indvendig prosteta-massage.
Men smilet forvandler sig til en helpsykopatisk blodnæse, der vel er en slags bivirkning på hans kroniske lidelse: følelsesundertrykkelse.
Fanget i en tilværelse fuld af politisk korrekte formaninger og legitimering af grænseoverskridende adfærd, hvor han hele tiden håndterer andres skrald, er Emil nemlig blevet mester i at holde egne skrig og behov inde. Derved er det nemt for ham at lade sig ’mishandle’ af omverdenen – herunder også sin pisseirriterende og multikrævende kæreste Carla (energisk og underholdende gestaltet af Roberta Reichhardt).
Udover hang til trøjer med læber på og en rød vibrator navngivet Ninus har Carla selverklæret ADD og et rundhåndet forhold til ord som traume og gaslighting. Hun har desuden utallige regelsæt, der udelukkende tilgodeser hende og hendes ikkeeksisterende evne til at skære i brød eller til at give Emil – og alle andre mennesker – albueplads og ånderum. Charmerende og enestående type, ja.
Eller næ, ikke synderligt enestående. For København er fuld af vibrerende og egenkærlige Carla’er – ligesom byen er fuld af ’Kald mig far’s resterende karakterkatalog. Og uagtet at der males med den brede karikaturpensel, er en af seriens styrker netop dens genkendelige portræt af hovedstaden og dens til tider hykleriske og selvcentrerede beboere (undertegnede inklusiv) – og de, der slår sig på dem/os.
Kritikken af individuelt navlepilleri er nærværende i seriens insisterende klimapolitiske lag, men bliver særlig tydelig, når ’Kald mig far’ kaster sig ud i et friskt, men malplaceret og unuanceret erstatnings- og anklageplot. Med dette leveres udmærkede pointer vedrørende misbrug af relationer og af oprigtigt vigtige støttesystemer, men det afsporer desværre serien fra dens ellers ret spændende trekantsdrama, i hvilket der ligeledes lurer flere former for egoisme.
Der er generelt mange distraherende småhistorier, og flere af dem efterlader serien fuld af løse ender og ubesvarede spørgsmål. Alligevel er den underligt nok hyppigt overfortalt. Begge dele tilgives dog (næsten) grundet det imponerende og velspillende cast og grundet Høgh og Haugaards gennemgribende humor, varme og kemi.
Kemi er der ligeledes rigelige mængder af i scenerne (og i tungeslaskerene) mellem Høgh og hans faktiske kæreste, Johanne Milland. Hun dukker op halvvejs i serien som den frie miljøbetænksomme Siv, der rører lidt ved en dåse og synger sange på andre sprog – og lader Emil mærke noget for første gang i lang tid.
Men lykken er lunefuld, og pludselig bliver Siv en fremtrædende aktør i en bred fortælling om menneskets ødelæggende og mangeartede overforbrug, og hun fastslår, at vi alle bedriver en eller anden form for rovdrift.
Nej, den erkendelse er ikke just overraskende, blot nedslående. Det samme er følgende mantra som ’Kald mig far’ (måske modvilligt) efterlader sit publikum med:
Livet kommer til at kneppe dig. Din bedste ven kommer muligvis til at gøre det samme ved din mor. Også selvom du er vegetar.
Jesus, take the wheel!
Kort sagt:
Det moderne menneskes hensynsløse livsførelse er under satirisk behandling i denne underholdende københavnerserie, der – mod forventning – giver dig lyst til at spise fransk foie gras.