1. Vic Carmen Sonne i sit helt store internationale gennembrud
Den danske deltagelse på årets Cannes Film Festival kom flot fra start i går aftes, hvor der var verdenspremiere på Magnus von Horns ’Pigen med nålen’, der har Vic Carmen Sonne i hovedrollen og er udtaget til festivalens hovedkonkurrence.
Filmen har høstet flotte anmeldelser i både den internationale og danske presse. Flere taler allerede om, at Sonne er en oplagt kandidat til prisen for bedste kvindelige hovedrolle.
’Pigen med nålen’ følger unge Karoline, der under Første Verdenskrig bliver gjort gravid og derefter forladt og fyret af direktøren for den sy-fabrik, hun arbejder på. Det fører hende ad blodige omveje sammen med den mystiske Dagmar Overbye (Trine Dyrholm), der påstår at drive et adoptionsbureau, men som viser sig at gemme på en mørk, mørk hemmelighed.
Det er en historie fuld af højaktuelle tematikker om systemisk kvindeundertrykkelse og kvinders ret til at bestemme over deres egen krop.
Selv kalder Vic Carmen Sonne filmen for et eventyr frem for en periodefilm – nærmere bestemt et møde mellem John Cassavetes og Harry Potter – da jeg møder hende til et interview dagen efter gallapremieren i en penthouse-lejlighed på Croisetten.
»Min karakter Karoline rummer en enorm kompleksitet og menneskelighed. Hun har en indre ildebrand, jeg synes var interessant«, siger hun.
Den virkelige historie om Dagmar Overby har fulgt Sonne, siden hun gik på teaterskolen, hvor hun valgte at portrættere hende i en skoleopgave:
»Dagmars historie rummer grundeksistentielle tematikker: Tør man være ærlig over for sig selv? Hvad er det for nogle historier, vi fortæller om os selv og til os selv for at kunne holde ud at være i livet?«.
Vic Carmen Sonne har været i Cannes før med Hlynur Palmásons ‘Vanskabte land’, men det er første gang, hun deltager i hovedkonkurrencen, og hun beskriver det som »fuldstændig sindssygt« at stå på den røde løber i aftes, men følte også, at holdet fandt en god zen.
»Jeg har længe haft nogle usikkerheder over at få taget billeder og gå på den røde løber, fordi jeg bliver meget selvbevidst. Men lige siden det blev annonceret, at vi skulle deltage i hovedkonkurrencen, har jeg forberedt mig mentalt: ’Det er dit fucking arbejde. Det er for filmens bedste’. Det blev en transformativ oplevelse, og jeg endte faktisk med at føle, at jeg ejede den i går, hvilket var fantastisk«, siger hun og fortsætter:
»Hvornår får man ellers lov til at stå i en couture-kjole skabt i samarbejde med Louis Vuitton på baggrund af mine inspirationer? Det er beyond privilegeret«.
Hvordan har I reageret på den internationale presses modtagelse?
»Vi har ikke nået at snakke så meget om det. Det er kun 2,5 minutter siden, at jeg fik at vide, at I og Politiken har givet fem stjerner. I går var vi low key ude at fejre med en drink, hvor folk begyndte at komme over med telefonerne og vise anmeldelser, men jeg kunne ikke helt fatte det. Jeg har stadig ikke læst noget«.
Flere medier spår dig til en pris. Havde du set den komme?
»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt på en pris. Det er noget, man står og siger til hinanden undervejs i processen i spøg. ’Du får Guldpalmen for det her’. Den slags sagde folk også til mig på mit allerførste projekt. ’Du får en Bodil’. Dengang vidste jeg ikke engang, hvad det var. Tanken strejfede mig i går, men altså, vi har fået i hoved og røv, så jeg er totalt lykkelig, uanset hvordan det udspiller sig«.
2. Opfølgeren til verdens måske bedste actionfilm lever op til hypen
Ni år efter verdenspremieren på ’Mad Max: Fury Road’ i Cannes er George Miller tilbage på Croisetten med spektakulære action-sekvenser i prequelfilmen ’Furiosa: A Mad Max Saga’, der bryster sig af hovedrollepræstationer fra Anya Taylor-Joy i titelrollen og Chris Hemsworth som gal-genial skurk.
Miller trakterer endnu engang et imponerende ridt gennem det postapokalyptiske Mad Max-landskab – denne gang med den blodige hævnhistorie om, hvad der ledte op til Furiosas oprør i ’Fury Road’.
I en genial 30 minutter lang prolog, der ville gøre Sergio Leone stolt, bliver Furiosas mor brutalt myrdet af Road Warrior-leder Dementus (Hemsworth), mens Furiosa bliver taget til fange og ad omveje ender som slavegjort mekaniker hos den fascistoide Immortan Joe.
Som i ’Fury Road’ skildrer ’Furiosa’ en trøstesløs verden blottet for håb, drevet af krigsførelse og had. Spørgsmålet er, om hovedkarakteren vil lade sig opsluge af hadet eller fortsat leve med det frø af håb om igen at vende tilbage til det utopiske, matriarkalske samfund baseret på grøn energi, hun voksede op i.
De systemkritiske undertoner er, som i forgængeren, ikke til at overse, og man kan mærke, at festivalen gerne har villet starte årets herligheder med tre stærkt kvindedrevne film om kampen for at være sig selv.
Hovedattraktionen i ’Furiosa’ er dog de benzindryppende bilstuntscener, hvor Miller igen formår at skabe actionsekvenser, der sætter alle andre nutidige blockbuster-instruktører til vægs. Det er umådeligt cool, når vi tidligt i filmen ser Furiosas mor fræse gennem en sandstorm, mens hendes ryg står i flammer, efter at tanken på hendes motorcykel er eksploderet. Og bravur-opvisningerne i åndeløst spændende action tager kun til derfra.
Er der nogen retfærdighed til, bør ’Furiosa’ blive en kolossal succes ved billetlugerne verden over. Kritiker-modtagelsen hernede har i hvert fald været overvældende. Soundvenues officielle anmeldelse følger i morgen.
3. Ventet debutfilm vender vrangen ud på Generation SoMe
Festivalens anden dag stod generelt i kvindernes tegn. Der var nemlig også premiere på franske Agathe Riedingers debutfilm ’Wild Diamond’, der er udtaget til hovedkonkurrencen.
Det er altid omgærdet med en vis spænding, når en debutfilm klemmer sig ind i verdens fornemmeste filmliga. Normalt skal instruktører gå den slagne vej, hvor man starter i sideprogrammerne og gradvist avancerer, men Riedinger er strøget direkte ind i toppen. I år er hun en af kun fire kvinder, der er med i kampen om den eftertragtede Guldpalme.
Er hovedkonkurrence-placeringen så fortjent? Ikke helt, og man tænker, at hjemmebanefordelen måske har spillet en rolle. Dermed ikke sagt, at ‘Wild Diamond’ ikke er en vellykket debut.
Det er endnu en film til tiden med sin fortælling om berømmelseskultur i SoMe-æraen og de dertilhørende falske løfter om at blive den franske Kim Kardashian, hvis bare lige man bliver opdaget.
Den imponerende debutant Malou Khebizi spiller 19-årige Liane – en randeksistens, der kæmper for at slå igennem som influencer og måske har fået den gyldne billet i form af en audition til et populært realityprogram.
Filmens første billede, hvor Liane øver sig i at pole dance op ad en lygtepæl, er som taget ud af en Sean Baker-film, som altid rummer oceaner af umulige drømme – uden nogensinde at blive til simplificerede lidelseshistorier.
Riedingers filmsprog er dog ikke nær så veludviklet som hos Baker, og særligt i sidste tredjedel af filmen, hvor bagsiden af Lianes jagt efter det perfekte udseende af plastikkirurgi, filler og lagvis af makeup, maler instruktøren lige lovligt tykt på.
Man savner, at filmen tager nogle flere chancer og angriber sit emne fra forskellige vinkler. I Riedingers hænder bliver det benhård socialrealisme uden skyggen af humor, når vi langsomt bliver klogere på Liane, der har været ind og ud af plejefamilier i sin ungdom og endelig vil tage magten tilbage fra sin fallerede mor ved at dyrke sin egen krop.
Særligt ubehagelig bliver filmen, når vi får indblik i, hvordan omverdenen objektiviserer Liane på grund af hendes påklædning og udseende. Dickpics og usle kommentarer fra både mænd og kvinder er bare en del af det digitale feed, hun konstant monitorerer som erstatning for den fysiske intimitet, hun aldrig har fået af sine forældre.
Desværre stikker portrættet af Liane ikke altid lige dybt, trods den stærke hovedrollepræstation. Spørgsmålet er, om der gemmer sig mere bag den polerede facade, som Liane dyrker som sit tempel? Jeg blev aldrig rigtig overbevist, men måske er det en pointe, at filmens dybde afspejler den overfladekultur af TikTok-danse og æstetiserede natklubscener, den skildrer.