I 2021 blev det annonceret, at Anders Thomas Jensens danske actionkomedie ‘Retfærdighedens ryttere’ var solgt til amerikansk remake. Nu er to instruktører tilknyttet genindspilningen, skriver The Wrap.
Her er tale om Michael Schwartz og Tyler Nilson, som spillefilmdebuterede i 2019 med indiefilmen ‘The Peanut Butter Falcon’. I år havde de amerikansk premiere på deres anden film med titlen ‘Los Frikis’.
Instruktørduoen står ifølge The Wrap også for at skrive manuskriptet til filmen baseret på det danske forlæg. Det tyder på, at Anders Thomas Jensen ikke længere, som først annonceret, har skrivetjansen på remaket.
‘Deadpool & Wolverine’-instruktøren Shawn Levy er blandt filmens producere. Også danske Sisse Graum Jørgensen og Anders Kjærhauge, der var tilknyttet originalfilmen, agerer producere på projektet.
Der er endnu ikke annonceret skuespillere til filmen, så der er stadig god mulighed for castingspekulationer.
‘Retfærdighedens ryttere’ er ikke den eneste danske Mads Mikkelsen-film, som får et amerikansk remake. Også ‘Druk’ genindspilles i Hollywood med Chris Rock i instruktørstolen.