Limp Bizkit var en flok hyggeonkler på Copenhell og gudskelov for det
Da Limp Bizkit havde deres storhedstid i slut-90’erne og start-00’erne, var de – og særligt frontmanden Fred Durst – indbegrebet af den unge, vrede mand, der havde lyst til at smadre alt omkring sig i en tåge af testosteron og ubearbejdede følelser over for kvinderne i sit liv.
Torsdag aften på Copenhell var de nogle hyggeonkler. De indebrændte følelser sad tydeligvis ikke i dem længere, og gudskelov for det. Når de spillede deres veritable hitparade, var de vrede tekster blot en slags kostumer, de iførte sig – der var ingen intentioner om rent faktisk at ‘Break Stuff’ eller at gøre »it all for the nookie«.
Væk var også de ikoniske røde, omvendte kasketter, og i stedet var Durst iført en overdimensioneret refleksjakke, et par shorts og et fuldskæg så gråt, at det var tydeligt, at han ikke forsøgte at overbevise nogen om, at han stadig sad fast i ungdommen.
Durst sørgede endda for at rose publikum for at tage sig godt af hinanden – og særligt for at behandle kvinderne i publikum ordentligt. Det er selvfølgelig vigtigt, at emnet belyses, men det føltes også bare lidt som damage control af brandet. Det var i hvert fald ikke, fordi tekstuniverset var opdateret til at være mere respektfuldt.
Wes Borlands riffing var skarp som ind i helvede. Sange som ‘Hot Dog’, ‘My Way’ og ‘Rollin” var noget nær umulige at stå stille til, når guitaren tromlede fremad. I det hele taget spillede bandet bare drøngodt, og sætlisten var kogt ind, så vi kun fik toppen af Bizkit-kransekagen. Og så af uransalige årsager et cover af Nirvanas ‘Come As You Are’, der lød nogenlunde lige så hæsligt, som man kunne have frygtet.
Den dårlige smag fra det nummer blev heldigvis renset af den efterfølgende ‘Boiler’, hvor Durst eminent vekslede mellem det dejligt skingre, det brutalt højtråbende og det lettere sjælfuldt syngende.
Jovist, Limp Bizkits sange har aldrig været videre vokalt udfordrende – hverken på rap- eller sangfronten – men jeg var stadig imponeret over, hvor solid en vokalpræstation vi fik hele vejen igennem.
Det var dog en ganske kort affære. Typisk får dagens sidste navn på den store Helvíti-scene halvanden time, men det blev ikke til meget mere end 60 minutter i selskab med Limp Bizkit.
Og selv det er at oversælge varigheden. Vi fik nemlig adskillige længere passager med båndede evergreens som ‘Proud Mary’, ‘Walk’ og en alt for langstrakt ‘Careless Whisper’. Bandet har for vane at bruge nummeret som en slags teaser for deres eget cover af ‘Faith’, men idet den ikke var med i den komprimerede sætliste, føltes det som spild af den alt for knappe tid.
Når de var der, så var der dog fest for alle pengene – og fællessang uanset om det hed det ømme Who-cover ‘Behind Blue Eyes’ eller deres egen rapkæftede ‘My Generation’.
Kort sagt:
Limp Bizkit serverede en nostalgisk nu-metal-fest på Copenhell, men en meget komprimeret en af slagsen, hvor der var lidt for mange lange sekvenser med båndet musik.