‘Marguerites formel’: Når man lige har bandet færdig, er de to matematikgenier faktisk både søde og kloge
Ikke alt kan sættes i statiske systemer eller forklares med tal.
For folk, der har flirtet med socialkonstruktivismen, eller som generelt bare bortkaster ideen om før-sproglige sandheder, er ovenstående hovedpointe i Anna Novions franske drama ’Marguerites Formel’ ikke en ny erkendelse.
Det må den dog siges at være for den kategorisk tænkende mønsterelev Marguerite (Ella Rumpf), der, placeret på et af de mest prestigefyldte forskningsinstitutter i Paris, École Normale Supérieure, netop har viet sit talstærke blik til matematikken og systematikken.
Iklædt et par bløde udtrådte hjemmesko trasker hun som studiets eneste kvinde igennem de mandlige medstuderendes fornedrende blikke og mobbende jungleskrål og frem mod sit livsmål: at påvise Goldbachs tilsyneladende ikoniske og hidtil ubeviselige formodning – jeg skal nok forskåne os alle ved at lade være med at (forsøge) at gengive den.
Men da der på præsentationsdagen af Marguerites ph.d.-afhandling fremhæves en ret afgørende brøler i hendes teorem, bryder verdenen, som hun kender og har beregnet den, sammen. Hjerter brister, ydmygelsen brænder, og selvom bebrillede lærertyper hårdnakket påstår, at der ikke findes følelser i matematik, er de støvede tavler pludselig fulde af svedige håndaftryk.
Dybt frustreret over sit fejlslag og over sin vejleders undervældende engagement forlader hun sit studie og sin velkalkulerede drøm, og som noget nyt må Marguerite nu overlade tilværelsen til ukendte faktorer og tilfældigheder. Motherfucking gisp.
Disse vil, at hun møder sin nye bff og diametrale modsætning, Noa, der som frisindet danser bevæger sig ’hipt’ og ’elegant’ i en verden uden facit og regler. I følgeskab med hende opdager den pudsige hovedkarakter nye sider af sig selv og introduceres blandt andet for glæderne ved et aktivt bar- og underliv.
Herefter indledes en dannelsesfortælling om relationer og den evige kamp efter at forstå det uforståelige, hvad end det er teorier på Mansa-niveau eller tidlige traumer og faderligt fravær. Det hele anført fint af Ella Rumpf og hendes til tider rørende portræt af den rain man-agtige pige med den lavthængende hestehale, der finder komplicerede regnestykker lette, men (for nogle) lette sociale spilleregler komplicerede.
Med en besynderlig charmerende kulde indfanger hun Marguerites kløgt og naive umiddelbarhed og tilfører morskab til selvcentreret engangsknalderi med vikingemænd og til den begyndende karriere som strålende lovløs mahjong-mester – for mønstergenkendelse og lignende overlegne matematiske evner er som bekendt også behændige egenskaber i hasard.
En spillesejr i en hustler-kioskejers røgfyldte baglokale giver hovedkarakteren et fagligt klarsyn, og med filmens overtydelige budskab om, at inspiration og kloge løsninger sommetider findes de mest usandsynlige (og uhygiejniske, I might add) steder, genoptager hun sit Goldbach-projekt.
Denne gang gør hun det udenom eliteuniversitetet, men i et tæt selvvalgt samarbejde med sin professionelle konkurrent og nemesis: det hårlækre wunderbarn Lucas. Med sort maling og 42,5 stykker skolekridt forvandler de hendes vægge til fremtid og ligninger, og med late night dinners og længselsfulde blikke forvandles filmen til en kærlighedshistorie med asiatisk mad og franske kys.
Romancen virker på mange måder overflødig og pisseirriterende. For hvorfor kan kvindelige hovedpersoner kun finde egen kerne og livets mangeartede løsninger under mandlig supervision?
Når man lige har bandet og svovlet en hel del over det, må det dog efterfølgende indrømmes, at de to tal- og kemistærke er vanvittigt søde og kloge på verden og hinanden.
De beretter for eksempel, hvordan egocentreret stolthed har cirka samme værdi som tre minus tre, og selvom de to nyforelskede struggler en smule med Goldbach, evner de uden det store besvær at klarlægge for selv de tungnemme, at der er følelser i matematik – og at der også sommetider er matematik og utallige udregninger i følsomme relationer.
Ja, ’Marguerites Formel’ er på den måde lidt tung af filosofiske floskler og af en udmattende kønsproblematik, men den er ok medrivende, semi cute og let forståelig – selv for os, der taler hverken fransk eller tal.
Kort sagt:
’Marguerites formel’ er et gennemsnitligt fransk matematikdrama.