Roskilde Festival: Julie Pavon boksede og sparkede med en dyrisk intensitet

Hvis én ting går igen i omtalen af Julie Pavon, er det, at hun er en fremragende liveperformer. Men de henførte beskrivelser af hendes intense koncerter formår på ingen måde fyldestgørende at sætte ord på, hvor overvældende hendes tilstedeværelse på en scene er.

Julie Pavon er en performer af Guds nåde.

Hun bevægede sig med en manisk, dyrisk intensitet, som både var dragende og i momenter nærmest skræmmende. Som når hun sparkede ud efter publikum og med knyttede næver boksede mod vinden. Eller når hun vendte ryggen til os og twerkende rystede ballerne – blottede i dagens anledning – på en måde, der var langt mere truende end flirtende.

»I can be a lost child / but a child I’ll be«, sang hun over insisterende synth-funkrytmer på sin seneste single, ’Lost Child’. Og det lød rigtig nok. I hvert fald bevægede hun sig med en intuitiv, ukontrolleret vildskab, som de fleste andre – desværre – har efterladt i et præ-socialiseret stadie.

Med sig på Apollo – karrierens hidtil største koncert – havde hun foruden sin faste samarbejdspartner og perkussionist Jeremy Troy også medbragt en bassist og en gavmild håndfuld af helt nye sange, der alle lå i forlængelse af det ultraminimalistiske og nærmest industrielle take på housemusik, som har været hendes enemærke siden debutsinglen ’Herd Animals’, men som også tilføjede nye facetter til det.

Det gjaldt især én sang, hvor Pavon fik selskab af en gæst med en kæmpestor, imponerende tromme, som mindede om den indiske Dhol, uden at jeg dog er villig til at satse mit liv på, at der var tale om netop den. Det var et ubetinget højdepunkt. Militant og ritualistisk, på én gang dansabelt og sært faretruende. Hendes stemme var fyldt med underspillet smerte.

Foruden den rå urkraft, der ligger gemt i hendes tilstedeværelse på scenen, er stemmen Pavons allerstærkeste kort. Mørk, kølig og androgyn peger den tilbage på 80’er-stjerner som Lene Lovich og Grace Jones, der også holder natklubbens hedonistiske univers i en stram, stiliseret og ultrakort snor.

At stemmen sommetider blev begravet en smule under Apollos mastodontiske bas, var en mindre skønhedsfejl, der ikke kunne skjule dens kantede, modhagefyldte skønhed.

Derfor var det også forfriskende og ret charmerende, at den tydeligt ekstatiske Pavon mellem sangene overhovedet ikke kunne holde den faretruende, stoiske maske.

Som da hun efter koncerten febrilsk – efter allerede at have lagt den fra sig – måtte hente sin mikrofon tilbage hele to gange:

Den første gang for at bede publikum om at være med på et billede; den anden for at råbe »Free Free Palestine, Free Free Palestine«.