Sjældent har jeg oplevet en så effektiv Roskilde Festival-koncert som den, Omah Lay leverede
Når vi har med popstjerner på Roskilde Fesitval at gøre, må vi sande, at der er vidt forskellige opfattelser af, hvordan man bedst udnytter tiden på scenen. Nogle lader dj’en spille halvdelen af tiden, andre bruger anseelige mængder tid på kostumeskift.
Og så er der Omah Lay.
Sjældent har jeg oplevet en så effektiv Roskilde Festival-koncert som den, publikum i det sprængfyldte Arena-telt var vidner til torsdag aften. Der blev knap nok efterladt tid til at trække vejret mellem de kæmpestore sange, der blander afrobeat, r’n’b og popmusik.
Én efter én kom sangene flyvende, og publikum greb dem alle og sang med, så det gav ringe i mudderpølene langt ud på campingområdet.
På scenens bagtæppe kørte et sæt visuals, der simulerede et ørkenlandskab med klippeformationer med skiftende klima. Tordenskyer det ene øjeblik, et væld af stjerneskud det næste. Min sidemand beskrev det som en næsten Disney-agtig iscenesættelse af musikken.
Den 27-årige popsanger har været åben om sine mentale problemer, og mange af sangene kredser da også om disse. Problemer med alkohol, problemer med den mentale balance, problemer med kærlighed. Som tre af de største hits: ’Damn’, ’Attention’ og ’Soso’ (der i øvrigt var alt andet end so-so).
Der er hjertesorg, vrede, misbrug og angst at spore i mange af sangene. Men i denne liveopsætning med fuldt band ændrede de karakter, især hjulpet på vej af en velsmurt rytmesektion.
Teksterne gled i baggrunden for en stund, og numrene, som i studieversionerne bærer stort præg af den digitale produktion, fik nyt liv. Bandet styrkede simpelthen sangenes kompleksitet og hastighed, og det tvang Omah Lay til at synge mere igennem. Hans lyse, næsten nasale sangstemme lå perfekt i lydbilledet
Kærlighedsbudskabet i ’You’ tenderer det corny, men det var så gennemtrængende, at alle blev lidt forelskede i hinanden og i særdeleshed i hovedpersonen i den lange røde kåbe. Han sagde det selv: »If I’m your crush, this is your best shot«. To sekunder senere kunne man på storskærmen se en iPhone rettet mod sangeren med teksten »HAVE MY BABIES!«
Alle i teltet dansede. Brolæggeren. Anlægsgartneren. Lommetyven. Receptionisten. Influenceren. Socialarbejderen. Jeg vendte mig om og så, at lysmanden dansede lige så energisk som dem helt oppe i pitten. Jeg kiggede op og så, at teltdugen ligeledes hoppede og dansede.
Udenfor stormede det, regnen stod ned i stænger, og på magisk vis korresponderede det med sceneshowets visuals, som nu stod på øsregn.
Omah Lay. Oh my god.