Roskilde Festival: Fysisk aggressivitet er åbenbart stadig en uomgængelig del af at gå til Skrillex-koncert

Vi lever i en revisionistisk tidsalder. Alt det, der i 00’erne og de tidlige 10’ere blev kasseret som dårlig smag, tages i disse dage op til genovervejelse og hyldes af dem, der er nostalgiske for en tid før krig i Europa, globale pandemier og visheden om en galopperende klimakrise.

Således også den amerikanske dj og producer Skrillex, der med sin ekstremt hektiske fest-EDM engang var dømt ude af det fine selskab, men som på imponerende vis har lykkedes med at revitalisere sig selv. Sidste år spillede han på den berlinske natklub Berghain. Et større tegn på accept fra den ’seriøse’ klubscene kan næppe tænkes.

Jeg selv er til falds for fortællingen om et godt comeback, og derfor var det ikke uden en vis nysgerrighed, at jeg en hel time i forvejen – sammen med en veninde, der heltemodigt indvilligede i at vente med mig – stillede mig klar foran Orange Scene.

Lyset slukkedes. Et højt sirenehyl lød over pladsen. Det første beat droppede, og alle begyndte at hoppe, at smide sig ind i hinanden med en iver, der vidnede om, at dette var det euforiske øjeblik, som mange havde ventet i evigheder på at opleve.

Efter tyve minutter forlod min veninde mig. Hun følte sig utryg og var bange for at komme til skade. Jeg selv blev skubbet længere og længere bagud af de utallige, spontane moshpits, der konstant blev startet.

Den fysiske aggressivitet er åbenbart stadig en uomgængelig del af at gå til Skrillex-koncert.

Det samme er visuelle gimmicks. Meterhøje flammer, hektiske stroboskoplys og et imponerende fyrværkerishow oplyste pladsen foran Orange Scene.

Kombinationen af skarpe lys og høj lyd kan ikke undgå at pådrage sig opmærksomhed og fascinere. Det gælder for Las Vegas og trafikuheld på motorvejen, og det gjaldt for denne koncert.

Publikum var generelt fuldkommen ekstatiske. »Det er det vildeste, jeg nogensinde har set«, skreg en ung fyr til sine venner, der alle samtykkede.

Det ændrer dog ikke ved, at der var noget anstrengt over Skrillex som dj. Der er noget tvungent og kommanderende ved de konstante drops, der sjældent bliver bygget op til, og lyden var diskantfyldt og savnede krop og fylde.

Hans remixes er ofte sjove, men føles underudviklede. Det var sjovt, eksempelvis, at høre Billie Eilish’ ‘When The Party’s Over’ vredet som en gammel karklud under et breakbeat, men det var også hurtigt overstået.

Alligevel var jeg lige ved at blive grebet af euforien, da han spillede et remix af danske Barcode Brothers’ ikoniske ravemesterværk ‘It’s a Fine Day’. Men mens den originale sang i sin elegante minimalisme er en åbenbaring af overvældende skønhed, føltes Skrillex’ remix med sine insisterende drops en kende overgearet.

Den bedste klubmusik er tung, fysisk, ekspansiv og hypnotiserende og emmer af sex og underspillet farlighed. Skrillex lød som et sukkerchok i Tivoli.