VENEDIG FILM FESTIVAL. Som tidligere hovedrolleindehaver i en af klodens mest populære serier i nyere tid er Alex Høgh Andersen ikke en novice, når det kommer til at arbejde på store internationale produktioner.
Men alligevel var det noget helt særligt at få chancen i en film af ingen ringere end Pedro Almódovar. Manden bag nyklassikere som ’Tal til hende’, ’Alt om min mor’, ’Volver’ og ’Smerte og ære’. Den største spanske instruktør i nyere tid. En af de største auteurs overhovedet i nyere tid.
Alex Høgh Andersen slog igennem internationalt med ’Vikings’, før han gjorde sig bredt bemærket herhjemme med roller i film som Ole Bornedals ’Skyggen i mit øje’ og ’Nattevagten – dæmoner går i arv’. Senest har han vist en ny side af talentet som idemand til komedieserien ’Kald mig far’, hvor han også spillede hovedrollen.
Men nu har udlandet altså trukket i ham igen med et mildest talt prominent projekt. ’The Room Next Door’ er Almódovars første engelsksprogede film, den har Tilda Swinton og Julianne Moore i de to store hovedroller, og den får en glamourøs verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig i starten af næste uge.
En verdenspremiere, Alex ikke selv skal med til, hvilket betyder, at jeg som Venedig-udsendt får set filmen før ham.
»Jeg ville selvfølgelig gerne have været med på sidelinjen, men det er Pedro og de to kvindelige mastodonters film, så det giver god mening, at det bare er dem, der skal køre showet«, siger han.
Fra Superman til Almódovar
’The Room Next Door’ handler om forholdet mellem moren og krigskorrespondenten Martha (Swinton) og forfatteren Ingrid (Moore). Meget mere ved vi endnu ikke om filmen – ud over at den har fået en smuk og stemningsfuld teaser – og Alex er da også nødt til at holde kortene tæt til kroppen, inden den har set dagens lys. Han kan fortælle, at han spiller en amerikansk krigsveteran – men det er så mere eller mindre også det.
Til gengæld kan han godt fortælle, hvordan han landede rollen.
»Det er sjældent, man får sådan noget her, hvis man ikke lige kender nogen eller har fået en kaffe sammen på en festival eller et eller andet. Men her var det på meget klassisk maner, hvor jeg fik mulighed for at lave et self-tape via min amerikanske agent. De der e-mails med muligheder for self-tapes plejer at være ret røvsyge og identiske, men så er der nogle gange, hvor man får lov til at caste på den næste Superman-film, og man giver den et skud, selvom man godt ved, det ikke kommer til at ske«, starter han.
»Og så er der andre gange, hvor man tænker, ’det kunne måske godt give mening det her’. Og da jeg fik at vide, at det var Pedro Almódovars næste, det drejede sig om, tænkte jeg, at dét er godt nok spændende«.
»Så jeg skød self-tapet herhjemme i soveværelset med hjælp fra min kæreste, og så gik jeg videre til noget så sindsoprivende som Zoom-castings med det spanske castingbureau med forsinkelse på linjen, hvor jeg skulle have ptsd og forestille mig et brændende hus. Dem havde jeg så to-tre af med halvanden måneds interval, og jeg blev ved med at gå videre. Jeg tænkte: Hvad foregår der?«
Voldsomt stor udfordring
Hvorfor var du overrasket?
»Fordi det er en fullblown amerikansk karakter, jeg spiller. En krigsveteran, der vender hjem fra Vietnam med ar på sjælen. De kunne lige så godt have valgt en amerikansk skuespiller, men de gik med mig, og det er jeg virkelig stolt over, selvom jeg jo næsten føler, jeg har fået snydt mig til en amerikansk rolle! Så da vi optog, handlede det også bare om, at der ikke skal være nogen, der har noget på mig, jeg skulle baaaare køre det der amerikanske helt flydende, uden nogen kan høre noget. Nu må vi se, om det er lykkedes! Men det var en voldsomt stor udfordring«.
Ja, hvordan gik du til at naile den der amerikanske accent?
»Vi havde en dialect coach, som var halvt amerikaner og halvt spansk. Han var skide sød. Og vi snakkede meget sammen, men han var fra starten meget sådan, ’vi skal lave små justeringer, men du er stort set i mål, Alex’. Det var jeg meget overrasket over! Men når musikken så spiller, og man sidder i Madrid, og der er 300 mennesker på set, og man har 1000 ting, man skal huske på, mens kameraet ruller … så er det første, der ryger, altså den påtagede amerikanske accent. Og det var jeg godt klar over. Så det var noget med at være ekstra oppe på dupperne«.
Jeg kan huske, at Nikolaj Coster-Waldau har fortalt om, hvor svært det var for ham at naile det amerikanske 100 procent præcist, selvom han havde boet i USA i mange år …
»Ja, jeg følte mig også langt ude på det dybe vand, men det var en klassisk fake it ’till you make it. Men jeg har ikke engang lavet efter-sync på den. Ikke at det gør mig mere rolig, nok tværtimod! Det er angstprovokerende, da jeg af gode grunde ikke kunne høre selv, om accenten var der 100 procent, mens jeg jo altid har en fornemmelse af kvaliteten af mit skuespil, når jeg arbejder på dansk«.
»Heldigvis var det så privilegeret at være på en produktion med en auteur i den kaliber, hvor der er tid. Det er første gang, jeg har oplevet, at der er så god tid. Også tid til at kunne preppe på den måde, som vi gjorde. Jeg brugte mere tid på at forberede optagelserne end på at skyde. Jeg tilbragte stort set hele februar i Madrid på at være standby og preppe og frem og tilbage. Hvis Pedro vil have noget, så sker det. Det var en vanvittigt privilegeret oplevelse at være med på sidelinjen«.
Lorte nervøs
Hvordan var dit første møde med Almódovar?
»Jeg var lorte nervøs. Men det var også stadig under castingen. Vi var to tilbage, og jeg blev fløjet til Madrid. Jeg snakkede lidt med ham – om vejret, de undskyldte for vejret, fordi det var lidt koldt. Men det var det første sol, jeg havde set i fire måneder midt i den danske vinter, så jeg syntes, det var lækkert. Det grinede vi lidt af«.
»Men det var en skør oplevelse at komme ind på hans kontor. For 10 år siden studerede jeg hans film på Film- og Medievidenskab, og så sidder jeg der og kigger på billederne bag ham med Penelope Cruz og Antonio Banderas osv., ved siden af nogle af hans mange priser«.
Hvordan instruerer han anderledes, end hvad du har prøvet før?
»Det er bare vildt at opleve, hvor stort fokus der er på detaljerne. Der er ikke noget, der er overladt til tilfældighederne. Vi optog en time nord for New York i et meget flot hus tilbage fra 70’erne. Art department stod klar med fire forskellige stofprøver, i fire forskellige nuancer af orange, som han så skal vælge til gardinet i baggrunden i scenen«.
»De satte lys på mig i en time, hvor jeg bare sad stand by. Normalt bruger man en stand-in, men det havde jeg ikke lyst til, jeg ville bare gerne være der og se, hvordan de satte lys, og hvordan deres myretue rumsterer og arbejder sammen og får ting til at ske. Det er det, jeg elsker mest ved mit arbejde, bare at suge til mig. En times lyssætning alene på mit closeup – det har jeg sgu ikke lige prøvet før«.
Dommen fra ægte amerikanere
Hvordan havde du det med at være med i en film med Julianne Moore og Tilda Swinton øverst på plakaten?
»Første gang jeg gik på arbejde, var der en oversigt over castet. Der stod Tilda Swinton og Julianne Moore øverst, og jeg var så nummer 4 eller 5 på listen. Der tænkte jeg: Hvornår finder de ud af, at jeg har snydt mig til rollen? Det var klassisk imposter-syndrom!«
Håber du på, at denne rolle kan åbne nye døre i din karriere?
»Det der håb har jeg smidt væk for længst. Jeg ved godt, at alt muligt spiller ind, som man ikke er herre over. Som hvordan en branche pludselig ramler, da jeg kommer hjem fra ’Vikings’ og tænker, nu skal jeg bare derudaf, og så kommer corona og forfatterstrejke og Create Denmark-konflikt herhjemme. Så nej, ikke på den måde«.
»Min største forhåbning er egentlig bare, at nogle rigtige amerikanere ser filmen og tænker, han har gjort det helt ok, ham der. Og ellers er jeg bare ekstremt glad for at have fået den her oplevelse. For hvem fanden er jeg til at få lov til at tage til New York for at spille smart!?«
’The Room Next Door’ får dansk premiere 31. oktober.