For en bestemt type filmnørd befinder den amerikanske instruktør Sam Raimi sig i en liga for sig selv.
Med gå-på-mod, loyale venner, finansiel opbakning fra lokalsamfundet og et øje for det sensationalistiske bragede han ind på 80’ernes proppede gyserperron med de bestialske ‘Evil Dead’-film.
Tyve år senere brød outsideren ind i Hollywoods fineste gemakker, da han succesfuldt introducerede filmverdenen til den venlige nabodreng Spider-Man med Tobey Maguire i titelrollen.
På hans spinkle skuldre står geek-instruktører som Guillermo del Toro, Peter Jackson, Edgar Wright og Gore Verbinski, der alle fulgte et lignende spor mod succes. Og i nyere tid har horror-maestroer som Phillipou-brødrene (’Talk to Me’, ’Bring Her Back’) endnu en gang pustet liv i den gamle og fandenivoldske gør-det-selv-æstetik, som prægede Raimis gennembrud.
Siden han satte en sløjfe på sin superheltetrilogi i 2007 med den succesfulde, men undervældende ‘Spider-Man 3’, har han dog hovedsageligt været aktiv i sin rolle som producer. Og de sure miner var til at få øje på, da han vendte tilbage til Marvel-stalden med MCU-fadæsen ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’ i 2022.
Måske bliver Sam Raimi af den grund – trods sin indflydelse på gyser- og blockbusterlandskabet – i dag mest nævnt i sammenhæng med sine mest berømte enkeltfilm snarere end sit oeuvre som helhed.
Men bag deadites og nørder i stram, skrigrød spandex gemmer der sig en skattekiste af habile genreværker, som fortjener hyldest. I en karriere, der strækker sig over mere end 40 år, vil der naturligvis være stinkere.
Og vi springer derfor også let og elefant over ’The Gift’, ’Oz the Great and Powerful’, ’For Love of the Game’ og ’Crimewave’ for at belyse det bedste af det mindre kendte fra Sam Raimis bagkatalog, nu hvor instruktøren er biografaktuel med sin nyeste film, overlevelsesgyserkomedien ’Send Help’ med Rachel McAdams.
1. Bizarro-‘Batman’: ‘Darkman’ (1990)
Raimis første skud i superheltebøssen eksisterer som et aparte kærlighedsbarn mellem film noir og Universals monsterfilm fra 30’erne og 40’erne.
‘Darkman’ udkom et årti før ’Spider-Man’ og med slapstick-splattermesterværket ’Evil Dead 2’ i bakspejlet. Filmen var en næsehårslængde væk fra at dele udgivelsesdato med Tim Burtons blockbustermastodont ‘Batman’, som udkom i sommeren 1989, og Raimi opfandt da også selvtægtsantihelten Darkman til lejligheden, fordi han ikke kunne få fat i filmrettighederne til detektivtegneserierne ’The Shadow’ eller ’Batman’.
Ligesom Burtons gotiske Gotham dyrker Raimi skismaet mellem det dystre og campy, personificeret af hovedpersonens indre kamp mod sit alterego. I ‘Darkman’ tager videnskabsmanden Peyton Westlake (Liam Neeson, tre år før sit gennembrud i ‘Schindler’s List’) frygtelig hævn efter at være blevet forsøgt myrdet af den bestialske mafioso Durant.
Darkmans sorte kutte og vansirede ansigt, der er gemt bag forkullede bandager, er en tydelig homage til Lon Chaneys mange tragiske monstermænd som i ’The Phantom of the Opera’ (1925) og spiller således kløgtigt på den klassiske konflikt mellem civilisation og ur-drifter.
Neeson giver den gale videnskabsmand en kant og mani, som gør karakterdramaet overraskende vedkommende. Og selvom filmen altså på nogle måder står i skyggen af den rigtige Batman, så spiller filmen succesfuldt bolden op til Raimis egen blockbustergigant om edderkoppedrengen, der kom senere.
Kan lejes på Blockbuster og Viaplay.
2. Samarbejdet med Coen-brødrene
På rollelisten i ‘Darkman’ finder man overraskende nok Frances McDormand. Raimi og den venerable skuespiller delte en L.A.-lejlighed tilbage i 80’erne med ingen ringere end McDormands mand Joel Coen samt en håndfuld andre senere Hollywood-legender.
Coen-brødrene og Raimis tætte samarbejde kan spores langt op igennem 90’erne. De arbejdede tæt sammen på ‘Crimewave’, som var Raimis anden film efter ‘The Evil Dead’ og blev hans største flop i karrieren.
Senere i 1995 hjalp instruktøren med at lægge pen til Coen-brødrenes ’The Hudsucker Proxy’. Det er en obskur, men herlig screwball-komedie, hvori en godmodig tilflytter fra bøhlandet (Tim Robbins) sættes til at styre en stor virksomhed for intentionelt at synke skuden i et fordækt insider trading-komplot.
Tænk Mel Brooks’ ‘The Producers’, men med flere olme kapitalister og færre dansende nazister.
Selvom det legendariske brødrepar ikke officielt var i nærheden af Sam Raimis thriller ’A Simple Plan’, så er inspirationen fra deres sneklædte mesterværk ’Fargo’ til at føle på. Her kommer tre mænd (heriblandt fænomenale Bill Paxton og Billy Bob Thornton) på dybt vand, da de finder fire millioner i kolde kontanter om bord på et nedstyrtet fly.
Det lugter langt væk af problemer, da de dorske opportunister gemmer pengene i det omkringliggende snelandskab, og ganske rigtigt melder balladen sig straks efter, da de tre vender sig mod hinanden, alt imens lovens lange arm begynder at snuse rundt i deres affærer.
Med et manuskript fra den ganske ukendte Scott B. Smith skærer Raimi en skarp thriller, hvor hans sædvanlige drengestreger og legesyge bruges til at underbygge den isnende paranoia.
Hverken ’The Hudsucker Proxy’ eller ’A Simple Plan’ kan i øjeblikket findes på danske streamingtjenester. Frem med den gamle PS2 eller VPN.
3. Den vilde vovede western: ‘The Quick and the Dead’
To stridshaner står i hver sin ende af strædet med stål i øjnene og fingeren hvilende på Coltens glinsende hane. Klar til at dræbe. Klar til at dø.
Findes der noget mere cinematisk? Hvad med en hel film bestående af drabelige skuddueller i Det Vilde Vesten.
Sam Raimis ’The Quick and the Dead’ har ikke blot den bedste titel, men også det bedste koncept inden for genren.
Historien om enspænderen Ellen (Sharon Stone, aldrig set bedre), der ankommer til en lovløs skudduelsturnering for at udfordre byens overmand (en diabolsk Gene Hackman), er lige så voluminøst fortalt som Fords klassikere.
Castet af revolvermænd er fyldt til randen med 90’er-karakterskuespillere og kommende superstjerner. Udover Stone og Hackman finder man også Pat Hingle, Lance Henrikson, Gary Sinise og Keith David på rollelisten. Over for dem spiller Leonardo DiCaprio en snotnæset Billy the Kid, mens Russell Crowe er den originale hot priest som Stones melankolske førsteelsker.
De utallige dueller iscenesættes med Raimis vanlige visuelle panache. Kameraet flyver med kuglerne, som borer sig ind i deres mål og efterlader store rygende huller i de høneforvirrede ofre.
Det er lige dele Leone og Snurre Snup, og når historien om western-genren skal skrives, bør ’The Quick and the Dead’ være at finde blandt klenodierne ’The Wild Bunch’, ’Blazing Saddles’, ’Once Upon a Time in the West’ og ’High Noon’.
Kan ses på Netflix og lejes på Blockbuster eller Viaplay.
4. Tilbage til gysergenren: ’Drag Me to Hell’
Biografaktuelle ’Send Help’ repræsenterer første gang i 17 år, at Sam Raimi har udgivet en gyserfilm.
Sidst var ’Drag Me to Hell’ fra 2009. Den film blev skabt oven på rotteræset med stadig større krav fra Sonys umuligt reaktionære producere, der tvang instruktøren til at bolte fanfavoritskurken Venom ind i ’Spider-Man 3’ og efterfølgende skrottede en planlagt fjerde film.
’Drag Me to Hell’ var dog ikke blot et friskt pust for Raimi, men gysergenren som helhed, der i slut-00’ernes mainstreamregi var låst fast i bedagede found footage-film og glinsende slasher-remakes.
Som den ambitiøse bankrådgiver Christine, der bliver ramt af en roma-forbandelse (yikes, Raimi), er Alison Lohman vidunderligt game, når Satan udsætter hende for alverdens makabre drillestreger, op til at hun efter tre dages pinsler hentes ned til Helvede.
Nok er filmen neddroslet til en PG 13-rating, men om den sirupstunge væske, der fosser fra samtlige åbninger i filmen, er blodrød eller slimet sort, så ændrer det ikke på, at Raimi lykkes med at indkapsle sin ungdommelige, energiske humor fra ’Evil Dead 2’.
Som perler på en snor erstatter det ene veloplagte splatterscenarie det andet kreative jumpscare. Filmen når sit crescendo, da en eksorcisme går i vasken og resulterer i en dansende ged, der udgyder spot mod alle omkring sig.
Kan ses på Filmstriben.