DIIV er Zachary Cole Smiths drøm om at udforske det, som alle kan starte: Et rockband.
Køb en guitar i dit lokale storcenter, find en bassist og en trommeslager, skriv et par sange og hey, du har et band. Mere skal der ikke til. Det var alt, hvad Sex Pistols havde. Og Ramones og Pixies. Og et hav af andre bands gennem historien. Det fascinerer guitaristen Zachary Cole Smith, der kalder det rockbandparadigmet.
Men du skal ikke øve dig for meget. For virtuose evner på guitaren er ofte en ulempe snarere end en fordel, mener Smith.
»Hvis du er klassisk pianist, skal du nærmest vide alt om klaveret for at spille noget, der lyder godt. Men hvis du er en lige så dygtig guitarist, er der stor risiko for, at din musik stinker«.
Smith har de seneste par år turneret med de sommerstenede lo-fi-ryttere Beach Fossils, mens DIIV, der for nylig skiftede navn fra Dive af respekt for et belgisk industrial-band fra 90’erne, er hans mere personlige forsøg på at bruge den farvepalette, som guitaren byder på.
»Jeg ville bruge den smukke og skinnende britiske shoegaze men uden at forfalde til klassiske popstrukturer. Diivs musik har ikke vers eller omkvæd, bare forskellige dele, og det kommer fra 60’erne og 70’ernes krautrock. De to ting blander vi så med punkens energi, for det er vigtigt at have med i vores liveoptrædener«, fortæller Smith om sin egen fortolkning af rockparadigmet, hvor han også selv bidrager med vokalen.
Netop den upolerede livelyd, der kan høres på Diivs tidlige demoer, var en stor inspiration, da bandet gik i studiet for at indspille deres debutalbum, ‘Oshin’, og det skabte af og til frustrationer hos deres lydmand, Daniel James Schlett.
»Daniel har et hjemmestudie med masser af udstyr, hvor han er vant til at lave almindelig rockmusik med vokalen helt fremme og en klar og tydelig bas. Da jeg spillede demoerne for ham, stønnede han over, hvor forfærdeligt det lød. Indspilningen var en kamp mellem ham og mig, hvor jeg nok endte med at hive ham ret meget ud af hans tryghedszone«.
På trods af Zachary Cole Smiths aversion mod poleret lyd er DIIVs frontmand absolut ikke nogen fortaler for en særlig lo-fi-æstetik.
»Vi lever jo ikke i 60’erne, hvor man sad i soveværelset og indspillede på dårligt udstyr. Nu om dage kan computere få musikken til at lyde, som man vil have det, så der er ingen grund til at stræbe efter en lo-fi-lyd i forhold til hi-fi. Det var i hvert fald ikke det, jeg gik efter«, siger Smith og tøver, inden han finder en nogenlunde rammende beskrivelse af DIIVs lyd.
»Måske kan man kalde det mid-fi«.