ANBEFALING. Som så mange andre gen z’ere famler jeg i blinde, når jeg skal give et bud på, hvad jeg gerne vil have ud af tilværelsen.
Jeg er en 27-årig mand, der bor til leje på Nørrebro og er ved at afslutte en mellemlang videregående uddannelse, hvor jobsikkerheden stort set er ikke-eksisterende. Det er et udmattende sted i livet at befinde sig, men for tiden finder jeg trøst i en helt særlig podcast, hvor samtalerne begynder årtier væk fra min egen aldersgruppe.
Det er nemlig tre kvinder på min mors alder, som står bag.
I ‘Damerne først’ på P1 og DR LYD kaster en borgerlig venindegruppe på henholdsvis 52, 55 og 57 år sig ind i tidsånden og ud de store debatter, der præger den. Med kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, udlandsredaktør Anna Libak fra Weekendavisen og præst Sørine Gotfredsen som værter, er resultatet ikke dit klassiske debatprogram, hvor værdipolitiske fløje tørner sammen og skaber drama.
Tværtimod.
I stedet giver de deres egne politiske synspunkter fuld gas, når wokeisme, grædende mænd og cancel culture får med den borgerlige rive.
Og jeg kan slet ikke stoppe med at lytte til det. Men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvorfor.
Det må du leve med
Uden at afsløre for meget om mit eget politiske ståsted, kan jeg godt sige, at det ikke altid er lige let for mig at sympatisere med kvindernes synspunkter.
Når Sørine Gotfredsen i en debat om DR-dokumentaren ‘Sexisme i musikbranchen’ giver udtryk for, at der bliver hoppet for let hen over diskussionen om medansvar og passivitet hos kvinder, der bliver udsat for seksuelle krænkelser, er det svært for mig at være enig.
Selv når podcasten åbner et woke-vindue, bliver det med det samme smækket i igen.
I en episode om børneopdragelse fortæller Sørine Gotfredsen for eksempel, at hun som barn ønskede at være en dreng. En ældre lærer, som hun tiltaler ved efternavn, tager hende til side og siger, at hun må acceptere, at hun er født som pige, ellers vil livet blive svært. Det er sådan, hun er skabt, og det må hun lære at leve med.
Rigtigt nok påpeger værten, at man aldrig ville tale sådan til børn i dag. Alligevel ser hun tilbage på episoden med stor taknemmelighed.
Og måske er det dér, forklaringen på min besættelse af dette program ligger.
For selv om denne specifikke historie handler om et emne så komplekst som kønsidentitet, var der ingen undervisere fra min folkeskoletid, der nogensinde trak mig til side for at fortælle mig, hvem jeg var eller ikke var.
Selv om det egentlig stadig i dag ville være rart, hvis jeg ikke var alene om at finde ud af det.
Rastløshed i hovedtelefonerne
Forleden talte jeg med min umiddelbart progressive veninde om ‘Damerne først’, der pludselig lænede sig frem mod mig og sænkede sin stemme.
»Jeg fucking elsker Sørine Gotfredsen. Hun siger fandeme tingene, som de er«, hviskede hun så.
Selv om jeg ikke altid er enig med præsten, forstår jeg virkelig min veninde.
For på samme måde som en folkeskolelærer gav hende kønsidentisk klarhed, oplever jeg en tryghed i at lytte til de modne damers stemmer i radioen. Programmet er en virkelig rar konstant i en tid, hvor meget er usikkert, flydende og op til fri fortolkning.
Når jeg spankulerer rundt på Nørrebro med mine høretelefoner fuld af ungdommelig retningsløshed, er den borgerlige venindegruppes synspunkter blevet min ledestjerne.
Den eksistentielle trøst er dog ikke den eneste grund til, at jeg lytter til ‘Damerne først’. De tre damer er også umanerligt godt selskab og formår at holde min brainrottede generation z-hjerne fanget.
Jeg holder særlig af det afsluttende segment i programmet, de kalder ‘ventilator-runden’. Den går ud på at dele små historier fra hverdagen, der kan fortælle noget større om samtiden. Efterhånden har jeg nærmest udviklet et selvstændigt forhold til Anna Libaks kanin, som hun med tilbagevendende anekdoter formår at gøre til hovedpersonen i intellektuelle betragtninger om eksempelvis magtforhold og frygt.
Tanken har strejfet mig, at jeg måske bare er en småborgerlig type, men jeg mener alligevel godt, at jeg på det kraftigste kan anbefale andre på min alder at lytte til ‘Damerne først’.
De taler lige ind i det fortvivlede unge sind og siger fandeme tingene, som – de mener – de er.
‘Damerne først’ kan høres i appen DR LYD.