Vi vil have disse 11 film fra årets Toronto-festival til Danmark asap – fra Pamela Anderson i sit livs rolle til foruroligende Hugh Grant

Toronto Film Festival lancerer altid en lang række af de film, der vil dominere Oscar-ræset såvel som biografsale verden over det kommende år. Vi har udvalgt de film fra årets udgave, der sluttede i søndags, som vi glæder os allermest til, fra den overraskende bagudfortalte vinder til Amy Adams som hund.
Vi vil have disse 11 film fra årets Toronto-festival til Danmark asap – fra Pamela Anderson i sit livs rolle til foruroligende Hugh Grant
Hugh Grant i 'Heretic'. (Foto: A24)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Heretic’

Mange kender nok stadig bedst Hugh Grant som 90’er-loverboy, men den 64-årige skuespiller har med tiden bevæget sig længere og længere væk fra sit romcom-cv med roller som alt fra mordmistænkt i Susanne Biers ’The Undoing’ til ingen ringere end Oompa Loompa i ’Wonka’.

Og i den nye horrorfilm ’Heretic’ er Grant blot gået endnu mere kontra, da der er skruet op for både weirdness og uhygge.

Han spiller nemlig den mærkværdige mand Mr. Reed, som åbner døren for to glade missionærer (Sophie Thatcher og Chloe East), der gerne vil sprede ordet omkring Mormonkirken. Reed er meget imødekommende, men viser sig at være mere omklamrende, end hvad godt er, og det sætter gang i et mareridt for gæsterne.

Filmen er skrevet og instrueret af Scott Beck og Bryan Woods, som er kendte ansigter fra horrorgenren, da de står bag historien og manuskriptet til ’A Quiet Place’.

Ifølge IndieWires anmeldelse er Grant »himmelsk« i rollen, og Deadline beskriver ’Heretic’ som »mere fornuftig og mere tilfredsstillende ’Longlegs’«.

’Heretic’ har dansk biografpremiere 21. november

Pamela Anderson i ‘The Last Showgirl’. (Foto: Toronto Film Festival)

2. ‘The Last Showgirl’

Hvem havde troet, at 90’ernes ’Baywatch’-stjerne Pamela Anderson engang ville komme i spil til en Oscar?

Den 57-årige skuespiller har sit livs rolle i Gia Coppolas nye drama ‘The Last Showgirl’. Her portrætterer Anderson den garvede Las Vegas-showgirl Shelley, der får at vide af scenelederen Eddie (Dave Bautista), at showet hun har optrådt i over 30 år lukker ned. Med to ugers varsel skal Shelley pludselig finde ud af, hvem hun er uden for den profession, som har defineret størstedelen af hendes liv.

Filmen er skrevet af Kate Gersten, der blandt andet har været med til at skrive på komedieserien ’The Good Place’ og her får sin spillefilmdebut. Jamie Lee Curtis er på rollelisten som Shelleys veninde Annette.

Anmeldelsernes overskrifter har primært fokuseret på Pamela Anderson, som hyldes af flere medier. Deadline kalder hende »sensationel« som Shelley, mens IndieWire skriver, at rollen »fuldt ud kan indfange hendes utrolige intensitet og sårbarhed«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Nightbitch’

Savner du en filmpræmis, du ikke har set før? Så kan du her opleve Ama Adams som hund.

I ‘Nightbitch’ spiller Adams en forhenværende kunstner, som nu er hjemmegående mor, mens hendes mand (Scoot McNairy) ofte er på forretningsrejse. Den livsstil frustrerer hende, og pludselig begynder hun at opføre sig mere dyrisk og aggressivt over for sine omgivelser. Hun er tilsyneladende er ved at forvandle sig til en hund!

Filmen er baseret på Rachel Yoders bestseller med samme titel og er skrevet og instrueret til det store lærred af Marielle Heller, som blandt andet står bag ’The Diary of a Teenage Girl’ og ’Can You Ever Forgive Me?’.

Variety skriver, at ’Nightbitch’ »fremkaldte latter, men også mærkbare reaktioner under grafiske scener med haleklipning, menstruation i brusebadet og mordet på en huskat«. Collider kalder det »en af de vildeste, mest ambitiøse præstationer af Adams«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Hard Truths’

Den garvede Mike Leigh er et af Englands største instruktørnavne, og åbenbart skyder den 81-årige filmskaber stadig med skarpt.

Et af Leighs hovedværker er ’Secrets & Lies’ fra 1996, hvor han samarbejdede med Marianne Jean-Baptiste, og de to genforenes nu i den særdeles roste ’Hard Truths’.

Filmen følger en familie i London, hvor Pansy (Jean-Baptiste) langer ud efter alt og alle, hun kommer i nærheden af, mens hun selv ikke tåler nogen form for modstand. Hendes mand og søn står normalt så meget for skud, at de helt har opgivet at diskutere med hende, og den eneste, som har tålmodighed med og forståelse for Pansy, er hendes søster Chantal (Michele Austin). Hvad mon der er roden til Pansys smerte, og hvilke konsekvenser vil det få for familien?

Efter premieren i Toronto har især Jean-Baptiste fået bunkevis af roser med på vejen med en præstation, IndieWire kalder »kolossal«, og BBC har dømt »Oscar-værdig«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Piece by Piece’

Her kommer et aparte forslag til en ny trend i Hollywood: LEGO-biopics.

Bølgen starter med denne film om Pharrels Williams, som uden tvivl har nappet den mest oplagte titel i subgenren med ’Piece by Piece’.

Filmen udfolder den berømte musikers livshistorie og udforsker hans kreative og kunstneriske udvikling, alt sammen fortalt med LEGO-animation.

’Piece by Piece’ er instrueret af Morgan Neville og indeholder gæsteoptrædener fra stjerner som Kendrick Lamar, Jay-Z, Timbaland og Snoop Dogg.

Efter premieren i Toronto har filmen modtaget ros for sit kreative koncept, mens The Guardian skriver, at den »fortjener at være en blockbuster«.

Filmen har dansk biografpremiere 23. januar 2025

‘The Bibi Files’. (Foto: Jigsaw Productions)

6. ‘The Bibi Files’

Alexis Blooms dokumentar om den israelske premierminister Benjamin Netanyahu blev forsøgt blokeret inden dens verdenspremiere på Toronto-festivalen af – du gættede det – hovedpersonen selv. En israelsk domstol afviste dog Netanyahus krav.

Filmen er stadig et work in progress og dykker ned i Netanyahus langvarige korruptionssag, som efterforskes af de israelske myndigheder, og dens store scoop er en række lækkede politioptagelser, hvor Netanyahu fremstår i et lidet flatterende lys. Premierministeren blev tiltalt for svindel, bestikkelse og tillidsbrud i 2019, men sagerne er blevet trukket i langdrag over flere år.

POV Magazine skriver, at visningen af ’The Bibi Files’ på festivalen var »virkelig følelsesladet, og det var uden tvivl den begivenhed med mest nyhedsværdi ved dette års festival«.

‘Friendship’. (Foto: Fifth Season)

7. ‘Friendship’

Tim Robinson har fået stor ros for sit Netflix-sketchshow ’I Think You Should Leave with Tim Robinson’ og nu er han på vej mod sit spillefilmgennembrud, når hans gakkede humor forenes med Paul Rudd, der som bekendt er en erfaren herre inden for amerikanske komedier.

I Andrew DeYoungs komedie ’Friendship’ spiller Robinson forstadsfaren Craig, der får et spændende nyt bekendtskab i naboen Austin (Rudd). Craig vil rigtigt gerne være venner med Austin, og de virker også til først at svinge godt sammen, men det varer ikke længe, inden Craigs ustabile personlighed begynder at boble op til overfladen.

IndieWire kalder ’Friendship’ »en af årets sjoveste komedier«, og Collider skriver, at filmen »virkelig har alt, der skal til for at blive en fremtidig komedieklassiker«.

‘Bring Them Down’. (Foto: MUBI)

8. ‘Bring Them Down’

Barry Keoghan er en ombejlet herre for tiden, og nu kan man snart igen opleve den irske skuespiller få lov til at tale med sin hjemstavnsaccent, ligesom han gjorde i ’The Banshees of Inisherin’. I ’Bring Them Down’ spiller han over for Christopher Abbott i et barskt drama om to irske familier med et fælles traume, som kommer i kollision med hinanden.

Michael (Abbott) lever med en enorm mængde skyld, da han for år tilbage sad bag rattet i en bilulykke, som dræbte hans mor og efterlod ar hos hans ekskæreste Caroline (Nora-Jane Noone). Hans far (Colm Meaney) er handikappet, og derfor passer Michael familiens fåreforretning på egen hånd, mens Caroline siden har stiftet familie med Gary (Paul Ready), som også er fåreavler. En dag påstår deres søn Jack (Keoghan), at to af Michaels får er fundet døde, og det sætter ild i striden mellem de to familier.

Filmen er Chris Andrews’ instruktørdebut. I anmeldelser beskrives ’Bring Them Down’ som en dyster og barsk film, der især udmærker sig ved Keoghan og Abbotts hovedroller. Variety skriver, at »begge er fuldkommen fascinerende at se på«.

‘William Tell’. (Foto: Beta Cinema)

9. ‘William Tell’

Claes Bangs internationale fremmarch fortsætter med den titulære rolle som en schweizisk sagnhelt i denne periodefilm skrevet og instrueret af Nick Hamm.

I 1307 erobrer en østrigsk konge spillet af Ben Kingsley de schweiziske distrikter og undertrykker nådesløst deres borgere. Da en landmand søger hjælp i et håb om hævn, er Bangs William Tell det eneste håb. Selvom Tell ønsker en mere stille tilværelse med sin kone efter at være hjemvendt fra kamp med tempelriddere, drager han snart i kamp mod det østrigske styre.

IndieWire skriver, at »Bang tjekker alle bokse som leading man«, og Collider kalder hans præstation »kraftfuld og absorberende«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘The Fire Inside’

Rachel Morrison blev Oscar-nomineret for sin fotografering af ’Mudbound’ og styrede også kameraet på ’Black Panther’, og nu debuterer hun så i instruktørstolen med ’The Fire Inside’.

Filmen fortæller den sande historie om bokseren Claressa ’T-Rex’ Shields (Ryan Destiny) i hendes jagt på at blive den første kvindelige amerikanske bokser til at vinde olympisk guld. Som ung i Flint, Michigan får hun træneren Jason Crutchfield (Brian Tyree Henry) som mentor og viser hurtigt sit talent. Claressa begynder dog at mærke et pres fra sine omgivelser og må sande, at selvom man opnår succes, bliver alting ikke nødvendigvis nemmere.

Filmens manuskript er skrevet af den Oscar-vindende ’Moonlight’-instruktør Barry Jenkins.

Screen Rants anmelder kalder ´The Fire Inside´ »den mest ægte sportsbiopic jeg nogensinde har set«, og The Hollywood Reporter skriver – meget passende for boksetematikken – at Destiny og Tyree Henry »giver knockout-præstationer«.

Tom Hiddleston i ‘The Life of Chuck’. (Foto: Intrepid Pictures)

11. ’The Life of Chuck’

Vinderen af Toronto-festivalens publikumspris bliver som regel nomineret til en Oscar for bedste film senere hen, men om den historik fortsætter i år, bliver spændende at se.

Den såkaldte People’s Choice Awards gik nemlig overraskende for mange til ’The Life of Chuck’, der er instrueret af horrormesteren Mike Flanagan (’The Haunting of Hill House’, ’Doctor Sleep’) og baserer sig på en roman af Stephen King, men som alligevel ikke er en gyserfilm.

I stedet har vi at gøre med et sci-fi-drama, hvor Tom Hiddleston spiller revisoren Charles Krantz, aka Chuck, som tilsyneladende er en meget vigtig figur. Han dukker nemlig op alle vegne på reklamer og plakater i en lille amerikansk by, i hvad der virker som en slags afskedshyldest. Det er et mysterium for borgerne, hvorfor denne umiddelbart normale mand har så stor betydning, men det udforsker filmen langsomt i sin bagvendte struktur, som fortæller Chucks historie med tredje akt først.

Foruden Hiddleston kan man finde Chiwetel Ejiofor, Mark Hamill, David Dastmalchian og Karen Gillan på rollelisten.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af