6. ’The Order’
Ligesom både ’Babygirl’ og ’The Brutalist’ er ’The Order’ den slags film, man siger, der ikke bliver lavet mere – mørke thrillers på mellembudget. Men i arven fra film som ’Heat’ og ’Sicario’ kommer Justin Kurzel med en intens spændingsfortælling baseret på virkelige begivenheder om optrevlingen af en nynazistisk gruppering med usædvanligt gruopvækkende planer.
Jude Law spiller FBI-agenten Terry Husk, som efter 25 års kamp mod Ku Klux Klan og mafiaen i New York flytter på landet i håb om en roligere tilværelse. Det går dog hurtigt fløjten, da han kommer på sporet af et faretruende mønster i en række bankrøverier og eksplosioner. Nicholas Hoult er den karismatiske kultleder Bob Mathews, der er træt af de mange tomme ord fra lokalsamfundets øverste ariske broderskabsleder og savner akut handling.
Vi har set brikkerne før, men Justin Kurzel eksekverer dem med underspillet nerve og stilistisk træfsikkerhed. Katten-efter-musen-legen mellem Terry og Bob er ikke just af ’Heat’-kaliber, men det er mørkt og medrivende, præcis som en FBI-thriller skal være.
5. ’2073’
»Dette er ikke fiktion. Dette er ikke en dokumentar. Det er en advarsel«. Sådan lyder taglinen for denne usædvanlige film fra manden bag dokumentarhovedværkerne ’Senna’ og ’Amy’, Asif Kapadia.
Instruktøren er ude på lidt af en mission med sin nye film, nemlig at binde alle de mest skræmmende nedslag i vores tid sammen til et slags brev til fremtiden.
I en fiktiv ramme oplever vi Samantha Morton bevæge sig rundt i et kloaksystem i fremtidens ’New San Francisco – Capital of the Americas’. Inspireret af Chris Markers kortfilmklassiker ’La Jetee’ befinder vi os i en postapokalyptisk verden, hvor en kontrolstat styrer alt, og ingen kan vide sig sikre, mens filmen samtidig viser, hvordan vi kom dertil. Tech-virksomheder, despoter, AI, krig, klima, folkemord, nyfascisme og politik fra Indien til Kina, England og USA bindes sammen, så man ikke er i tvivl om, at verden er gået fuldstændigt fra forstanden.
Det er stærkt nedslående, nuancer er der ikke rum for i dette filmiske opråb, og fiktionslaget er lidt tamt, men man tager hatten af for dette ambitiøse forsøg på at binde alle verdens megatrends sammen til ét foruroligende udsagn.
4. ‘I’m Still Here’
Walter Salles slog i 00’erne eftertrykkeligt igennem med Che Guevara-filmen ‘Motorcykeldagbog’ med Gael Garcia Bernal, men han har ikke lavet en film siden Jack Kerouac-filmatiseringen ‘On The Road’ i 2012.
Nu er han tilbage med en væsentlig historie, der belyser et mørkt kapitel i hjemlandet Brasiliens historie.
Eunice er hjemmegående med fem børn i Rio de Janeiro under landets militærstyre i 70’erne. Hendes mand Rubens er ingeniør og tidligere kongresmedlem. En dag bliver han hentet af sortklædte formummede mænd til afhøring. Eunice bliver også taget med, udspurgt i dagevis. Men Rubens – han vender aldrig hjem igen.
Man bliver oprørt over graden af brutal uretfærdighed i ‘I’m Still Here’, der vandt manuskriptprisen på festivalen, og hvis gennemslagskraft ikke bliver mindre af, at den er sand. Eunice Paiva uddannede sig i en sen alder til advokat og dedikerede sit liv til kamp for menneskerettigheder.
Fernando Torres – Brasiliens svar på Sofie Gråbøl – spiller hende både nuanceret følsomt og med stor værdighed i en film, der måske skøjter lidt for let uden om de mest brutale aspekter af historien, men ikke desto mindre griber.
3. ’The Room Next Door’
Med den selvbiografiske ’Smerte og ære’ indvarslede den spanske mester Pedro Almódovar den elegiske æra i sin fantastiske karriere, æraen hvor han kigger tilbage og reflekterer over liv og død.
Den kurs fortsætter han i sin første engelsksprogede film, ‘The Room Next Door’, en dybfølt historie om vores forhold til det endegyldige farvel, som lørdag aften løb med festivalens hovedpris, Guldløven.
Julianne Moore er den succesrige forfatter Ingrid, der har skrevet en bog med udgangspunkt i sin dødsangst, men er knap så kureret for den, som hun foregiver. En dag erfarer hun, at hendes gamle journalistkollega og ven, Tilda Swintons Martha, er syg af kræft, og hun genoptager forbindelsen i nødens stund.
Et nyt stærkt venskabsbånd opstår. Så tæt, faktisk, at Martha spørger, om Ingrid vil være i titlens tilstødende værelse, den dag hun med en pille købt på the dark web tager livet af sig selv.
Til at begynde med skal man måske lige vænne sig til Almódovars intellektuelt-melodramatiske replikker lande på engelsk, men takket være et forrygende humoristisk og eftertænksomt manuskript og forventeligt suveræne skuespilpræstationer lader man sig hurtigt opsluge af dette både farverige, følsomme og usentimentale portræt af vores forhold til døden.
Personligt blev jeg langt mere bevæget her end af den lovligt metaprægede ‘Smerte og ære’.
Danske Alex Høgh Andersen dukker op i flashback som Swinton-karakterens ungdomskæreste, han var på forhånd bekymret for sin amerikanske accent, men vi kan beroligende meddele, at den sidder i skabet, i hvert fald i disse danske ører!
2. ’The Brutalist’
Denne film er designet til at være et mesterværk – og er det også et langt stykke hen ad vejen.
Tre en halv time lang (i Venedig vist med pause i midten), et storværk skudt på 32 mm om skaberkraft og den amerikanske drøm og et dirrende portræt af den mesterlige ungarske arkitekt Laszlo Toth, som kommer til USA som overlever fra nazismens koncentrationslejrene. Her starter han i fattigdom, indtil han opdages af den koleriske milliardær Harrison Lee Van Buren, der bliver hans mæcen i et svimlende ambitiøst byggeprojekt til ære for Van Burens afdøde mor.
Bradley Corbets ‘The Brutalist’ er et alvorligt, konsekvent epos i familie med film som ’Godfather’-trilogien, ’There Will Be Blood’ og ’1900’. Apropos flere af disse er vi vant til, at denne slags dekadeomfattende amerikanske film kredser om kriminalitet og vold, så i sig selv føles det i 2024 usædvanligt at opleve en så kompleks og stilistisk gennemført fortælling om en visionær kunstner med dybe traumer på sjælen.
Adrien Brody har ikke været bedre siden sin beslægtede Oscar-vindende præstation i ‘The Pianist’. Corbet vandt årets instruktørpris.
Filmen slutter med et uforståeligt ærgerligt antiklimaks, men inden da ligner den en født klassiker.
1. ’Babygirl’
Den erotiske thriller vækkes hot og heftigt til live af ’Bodies Bodies Bodies’-instruktør Halina Reijn med Nicole Kidman i en af karrierens mest dristige roller, som fortjent indbragte hende prisen for bedste kvindelige skuespilpræstation.
Kidman spiller den succesfulde tech-CEO Romy, der lever det perfekte liv som både mor, hustru og iværksætter – bortset fra at hun undertrykker sine dybeste seksuelle fantasier.
Dem får hun mulighed for at udleve, da den flabede unge praktikant Samuel træder ind i hendes liv, uimponeret over hendes kontrollerede facade.
Derfra tager det fart i sadomasochistiske eskapader, intriger og kaos, som Reijn forløser med boblende visuelt overskud, der konstant forlyster og fornøjer.