’Kontra’: Jonas Risvig filmdebuterer, så man får en klump i både bryst og hals

Få har formået at indfange ungdommen som Jonas Risvig.

Med YouTube-hits som ’Centrum’ og ’Nylon’ og DR-baskeren ’Salsa’ har han leveret det rød-hvide svar på en vis norsk gymnasieserie.

Autenticitet og hverdagssituations potentiale for små og store følelser er i fokus, når han har underholdt (og flere gange undervist) begejstrede seere.

Det er derfor med et vist forventningspres, at den hypede instruktør debuterer med spillefilmen ’Kontra’.

Både han og det spændte publikum kan dog ånde lettet op, for han leverer endnu et vellykket og medrivende ungdomsportræt.

Modsat tidligere produktioner, der har skildret typecastet liv i blandt andet Silkeborg og på Nørrebro, fokuserer han nu på overklassens yngste medlemmer, når den 17-årige Fanny (Andrea Hjejle) flytter fra Lolland til Nordsjælland.

Det er vel rundt regnet en køretur på små 200 kilometer, men afstanden synes langt større. For rigmandsmiljøet med det medfølgende Joe & The Juice-segment er noget helt andet, end hvad Fanny er vant til, og hun får mildest talt en vanskelig start, da hun ender i samme 2.g-klasse som skolens selverklærede regenter: pigekliken kamaki.

Det eksotiske bandenavn (som angiveligt er betegnelsen for en hedonistisk græker på tour de fis og fernet) er indgraveret som røvgevir og emblem på de diamantbesatte damer. Når de ikke soler hud og værdifulde tusser på dyre sommerhusture, bruges tiden på at (gen)opsætte endeløse sociale formaninger og ydmygende gym-regler vedrørende kjolelængde og gæstelister til privatarrangementer med halvdelen af Citybois.

Stakkels Fanny er doomed. Men så er det jo godt, at hun kan alliere sig med the kamakis tidligere leder og nu udstødte ’kærestestjæler’, Lilja (Anna Lehrmann).

Sammen står de to som kontravægt til den nådesløse pigegruppe, men hvor længe kan man holde ud at være outsider? Og hvor langt vil man gå for at skaffe eksklusive adgangsbilletter til den forgyldte københavnerklub Arch og andre former for popularitetsrum?

Spørgsmålene spøger i dette hårdtslående femi-rige, hvor status og store hoops købes og jages, og hvor venskab, hierarki og magtforhold opstilles og udforskes. Her er der Klamfyr-sang og kølig hvidvin i litervis, og her kan instruktøren male med mættede sommerfarver og forførende æstetik – og flekse musikvideomuskler når lipsync-sekvenser minder om indhold til TikTok og Insta.

Netop de sociale mediers evige nærvær og greb om Gen Z er et tilbagevendende tema i det sanselige drama. Og selvom skaberkræfterne ikke nødvendigvis tilfører nye erkendelser til denne debat/problematik, er det med yderst omsorgsfuld hånd, at filmen viser, hvordan posts, følgere og likes – eller mangel på selvsamme – medvirker til (spise)forstyrrende forestillinger om selvet og kroppen.

Dette er i særdeleshed velfortalt i samværet med de to hovedrolleindehavere, der leverer virkelig stærke og ofte rørende debutantpræstationer.

Andrea Hjejle er sprudlende som den uskyldige Fanny og evner at være charmerende, hvad end hun flirter med krølhårede førsteelskere eller spiller død i en pool. Med en stram Phoebe Buffay-halskæde forsøger hun både at udfordre og tilpasse sig den nye tilværelse, og gennem klare lyseblå øjne introduceres hun og vi for overklasseverdens – og gym-tidens – brutale realitet.

Anna Lehrmanns Lilja har et anderledes tungsindigt mørke i sit blik, med hvilket hun ganske gribende fortæller om den sociale magts flygtighed og grænseoverskridende (for slet ikke at nævne ødelæggende) væsen. Det har oprigtigt hjerteskærende momenter.

Ud over et par få »hvad så tøser«-replikker, der lyder som noget fra en Erik Clausen-films b-side, klarer det resterende skuespilhold sig ligeledes rigtig fint. Men trods kærkomne tårer i en hyttetursscene og få forsøg på at markere personudvikling bliver kernepigerne og deres konflikter skildret en smule ensidigt og arketypisk.

Man kunne have ønsket, at flere fra det brede persongalleri blev udfoldet og nuanceret, så det ikke udelukkende er Fanny og Lilja, man kan spejle sig i – særligt når nu spejlet netop er en af ’Kontra’s styrker.

Det er nemlig muligt, at jeg som nordjysk friskolebarn og gymnasieelev fra arbejderklassen blev forskånet den ene procents (tilsyneladende ret ubehagelige) champagnefester, hvorfor dele af fortællingen er nyt land for mig og mine ligesindede. Men dramaets begavede behandling af eksklusionsdynamikker og positioneringer er almengyldig.

Nordjysk såvel som -sjællandsk publikum sidder derfor med en genkendelsens klump i bryst og hals, når friske selskabslege og overdådig sushibuffet udvikler sig til regulær mobning, og alle vil græmmes, når sårbare på modbydelig facon afvises fra fælleskabet og fra det vodkafulde rundbord på SØ.

Og der er dronningerne tit. På det tidligere klamydiaslot. Faktisk bevæger vi os primært fra fest til fest og til endnu mere fest, hvilket sommetider fremstår, ja, gentagende og en anelse retningsløst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Men men men … Det ustoppelige kalas er muligvis det drivende livsplot hos de fleste nyvoksne, hvorved filmens fortællerstruktur afslører Jonas Risvigs fortsatte og udsøgte fornemmelse for sine ynglinge og yndlinge.

For med ’Kontra’ formår instruktøren at tage karaktererne, deres voldsomme usikkerheder, deres milde solskinslys og deres hårde neonfarver dybt alvorligt.

Han indfanger ikke blot den nuværende ungdom, men rammer, underholder og rører alle, der har sat ben på gyngende gymnasiegrund eller frygtsomt floor.

---

Kort sagt:
Jonas Risvig debuterer som spillefilminstruktør med en vellykket og hårdtslående ungdomsfortælling om popularitetens tårnhøje pris – og om de, der måske/måske ikke har råd til at betale den.