KOMMENTAR. Da jeg for nyligt ryddede op i mit klædeskab og faldt over en tidligere favoritjakke blandt mine genbrugsfund, blev jeg sendt tilbage til en animationsfilm fra 1990’erne. Der var nemlig sket noget med min garderobe, som fik jakken til at ligne den forsømte cowboydukke Woody fra ’Toy Story’.
Nu er sommeren slut, og som C.V. Jørgensen synger det, nærmest fløj den afsted. Det gælder også sæsonen for udendørs tøjloppemarkeder, der for mit vedkommende har udfyldt de fleste weekender med timelange skattejagter på tværs af de københavnske kvarterer.
Og jeg har ikke været alene. For på lørdage og søndage forvandles store dele af hovedstaden til offentlige tøjskuer, hvor alskens forpassede garderobeinventar får mulighed for at genvinde livet.
Når jeg bevæger mig gennem de farverige stande med aflagte strikveste, westernstøvler, Y2K-items og andet genbrugslir, der ofte er produceret inden for de seneste år og øjensynligt er brugt meget lidt, ser jeg ikke kun på den københavnske loppescene som en almindelig forbruger. Jeg forsker nemlig i gensalg af tøj som ph.d.-stipendiat på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.
Derfor ved jeg, at gensalg betragtes som en af de mest effektive måder at øge udnyttelsen af tøj på. Det burde medføre et mindre ressourcespild og en mulighed for at nedbringe de massive produktionsmængder, der har givet tøjindustrien sin status som klimasynder par excellence.
Men den teori holder ikke nødvendigvis i praksis.
For på trods af os mange genbrugsentusiaster, bremser den etablerede industri ikke produktionen af spritnyt tøj. Tværtimod bidrager den til, at der hele tiden kommer flere produkter i cirkulation. Og det ses blandt andet på de populære loppemarkeder, som adskillige danskere har kastet deres kærlighed på. Faktisk har hele 43 procent af os købt noget på et loppemarked i løbet af det seneste år ifølge tal fra Den Blå Avis.
Men at købe er ikke det samme som at bruge. Og selv om vi på weekendbasis går på jagt i hinandens gamle tøj i stedet for at købe nyt, er det vanskeligt at finde dokumentation for, at vores genbrugsbegejstring overordnet set betyder, at vi bruger vores tøj mere.
Med andre ord bliver vores kærlighed til særlige stykker tøj ikke større af, at vi forelsker os i nyt tøj på loppemarkeder hver eneste weekend. Det gik op for mig, da min tidligere favoritjakke sendte mig tilbage til børneværelset i ‘Toy Story’.
En skæbne som Woodys
I ‘Toy Story’ har Woody kun værdi, når han bliver set og elsket af drengen Anders, som ikke ved, at hans legetøj dør, når det mister sin funktion.
Som barn af en forbrugskultur, hvor nye ting er en selvfølge, kender han hverken til legetøjets frygt for at blive glemt eller erstattet. Han aner derfor ikke, at astronauten Buzz Lightyear rammer den tidligere yndling Woody som en meteorisk katastrofe, da han lander på børneværelset og overtager den gamle sherifs plads i barnets hjerte.
På samme måde samlede jeg for nogle år siden på sommerminder med min lysebrune læderjakke, som sjældent gik glip af en oplevelse. I år har den haft en plads i dybet af mit klædeskab. Helt overflødig og kærlighedsforladt.
Forklaringen på min forsømmelse af den kære læderjakke, som jeg i sin tid pruttede mig til på Berlins berømte Flohmarkt i Mauerpark, har ikke noget at gøre med ændrede behov eller præferencer. Og den er lige så særlig som dengang, jeg forelskede mig i den.
Dens uklædelige statusfald fra en tøjkrisereddende hverdagshelt til en passiv støvsamler handler udelukkende om, at jeg har erhvervet tre nye genbrugsjakker, der har erstattet den. Loppekøbene har med andre ord påført min gamle favorit en skæbne som Woodys.
Et godt genbrugsfund virker ofte som en fuldstændigt legitim investering. Mine tre (nye) loppejakker var velholdte, nemme at style og i lækre materialer. Jeg tænkte, at jeg kunne bruge dem resten af mine dage og blev helten i min egen fortælling, som handlede om at give dem livet tilbage. Gode ting fortjener at blive brugt, og jeg kunne ikke bære at efterlade dem.
Forblændet glemte jeg alt om, at overtøj ikke just er en mangelvare i min garderobe. Og selv om jeg gør mig umage for at træffe kvalificerede købsbeslutninger, fyldte min gamle favorit intet i mine overvejelser. Helt uden at være bevidst om det, lod jeg den i stikken og brød vores relation.
Faktisk slog jeg op med den.
Mine tre genbrugsjakkers invasion af mit klædeskab adskiller sig ikke meget fra Buzz Lightyears invasion af børneværelset. Den plads, de tager i mit liv, er ikke omkostningsfri for mit øvrige overtøj.
Og som Woody blev undværlig for Anders, blev min gamle favorit undværlig for mig.
Når jeg næste sæson genbesøger sommerloppemarkederne, vil jeg skænke cowboydukken en tanke, inden jeg udvider min garderobe. For hvis vi ufortrødent køber mere uafhængigt af det, vi allerede har, forpasser vi muligheden for at give vores tøj det liv, det fortjener.
Og der er stor sandsynlighed for, at pladsen i mit hjerte, liv og klædeskab allerede er optaget.