»Det er lidt en skamplet på vores københavnerhistorie«, siger Mads Matthiesen om de virkelige begivenheder, der ligger til grund for hans nye DR-serie.
»Jeg kan huske, hvor meget det gik mig på. Jeg syntes, det var vildt, at det endte så grelt. Hvorfor gik det så galt? Det havde jeg lyst til at dykke ned i«.
Den danske instruktør og manusforfatter, der har filmene ’10 timer til Paradis’, ’The Model’ og ’Mr. Freeman’ på cv’et, taler om den medieombruste konflikt, der lægger bag den til stadighed tomme grund på Nørrebro-adressen Jagtvej 69: Rydningen af Ungdomshuset, som fandt sted 1. marts 2007 efter en årelang konflikt mellem Københavns Kommune og brugerne af huset.
Kommunen tildelte i 1982 fristedet til byens unge, men solgte så ved årtusindeskiftet bygningen til den kristne frikirke Faderhuset med Ruth Evensen i spidsen. Faderhuset ville rydde stedet, og de unge nægtede at forlade det.
Med ’Ungeren’ stiller Matthiesen og medmanusforfatter Jesper Fink (’Margrete den første’, ’Før frosten’) skarpt på de unges kamp for huset i de sidste seks måneder op til rydningen. En periode, som bar præg af demonstrationer, gadekampe og voldsomme sammenstød mellem aktivister og politi, der blev dækket tæt af medierne.
Dramaserien viser historien fra de unges side. Forløbet udspiller sig især bag lukkede døre blandt Ungdomshusets hårde kerne af aktivister, der diskuterer heftigt, hvor diplomatisk eller voldsomt man skal gå til værks.
Nye skuespiltalenter som Thit Aaberg, Elias Budde Christensen, Vilmer Trier Brøgger, Sandra Guldberg Kampp og Mohamed Djeziri er i front for den fiktionaliserede genfortælling, der med seriens egne ord handler om at forsvare »retten til ikke at passe ind«.
Ville ikke lave serien for enhver pris
Mads Matthiesen var ikke længe om at vælge et emne, da den erfarne producer Helle Faber (bag anerkendte dokumentarer som ’En fremmed flytter ind’, ’Theatre of Violence’ og ’Rekonstruktion Utøya’) for omkring syv år siden ringede ham op og spurgte, om han ville lave en fiktionsproduktion om konflikten i Ungdomshuset med hende.
Den 47-årige instruktør havde længe været optaget af det konfliktfyldte forløb omkring huset på Jagtvej 69, som han selv var en fast bruger af i 90’erne, et årti før den skæbnesvangre rydning.
»For mig var Ungdomshuset det vildeste sted for musik, da jeg var helt ung og gik på gymnasiet. Der kom bands, som ikke spillede andre steder. Det var et vildt sted – og også et farligt sted. Man kunne godt fornemme, at det var et hjemsted for andre typer menneske end i resten af byen«, fortæller Matthiesen, da han byder på en kop kaffe i privaten på Frederiksberg et par uger før premieren.
»Det smertede mig at se rydningen ske. Dels var det noget lort, at de unge smadrede byen på den måde, og at der var vold og kampe mellem dem og politiet. Dels vækkede det min retfærdighedsfornemmelse, at de unge fik frataget det hus, som de havde fået for lang tid siden – at de var nogle skæve, unge mennesker, som vi gerne skulle kunne favne og have plads til i vores by«.
Matthiesen er selvfølgelig ikke den eneste, som her 17 år senere stadig har svære følelser forbundet med rydningen af Ungdomshuset. Derfor ville han gerne gå respektfuldt til opgaven.
»Jeg havde ikke lyst til at lave det her for enhver pris, netop fordi der er så mange følelser i klemme«, forklarer han.
»Der sidder i dag både politi og demonstranter med posttraumatisk stress, som stadig har et dybt sår i sjælen omkring det. Det er selvfølgelig også en af grundene til, at det er interessant at lave, men det var vigtigt for mig, at det ikke blev en actionfilm. Den skulle have respekt for konflikten og gå i dybden med den«.
Kommer kritikere i forkøbet
Matthiesen og Fink har således skabt deres fiktionsserie på baggrund af »ekstremt meget research«, der trækker på både bøger og filmmateriale om konflikten og, mindst lige så vigtigt, interviews med personer, der var en del forløbet som unge i 00’erne.
»Det er jo en meget stor og broget gruppe, men vi ville gerne i tale med nogle af de gamle aktivister, som var en del af det. Så vi indkaldte til nogle mandagsmøder med dem, gennem folk, der kendte alle de gamle aktivister«, siger instruktøren.
»Vi havde brug for at høre deres historier, for vi ville jo ikke lave det ud fra fri fantasi. Der var nogle, som gerne ville fortælle meget åbent og elskværdigt om den periode. Man kunne mærke, at det er et sår, som de har gået rundt med længe. Jeg fornemmede i hvert fald, at de havde lyst til at dele. Det blev til 10-12 interviews, som vi har bygget vores beretning op omkring, kombineret med alt det materiale, der findes derude i dag«.
Allerede nu synes Matthiesen at ville komme eventuel kritik i forkøbet, angående hvem der er blevet inddraget under research-forløbet, og hvem der ikke er.
»Selvfølgelig kommer der også folk nu og siger, at de aldrig er blevet interviewet af os. Men det er jo sådan, det er, når mange mennesker tog del i et stort hus. Hvem er kernen, og hvem er ikke? Vi har forsøgt at gøre det meget, meget grundigt, men vi har jo ikke snakket med alle«, siger han.
Sjovt nok er karaktererne i ’Ungeren’ på lignende vis uenige om, hvordan de skal gå til konflikten – og hvilket narrativ om Ungdomshuset, de gerne vil kommunikere til omverdenen.
Hovedpersonen Iben (Thit Aaberg) agerer talsperson og forsøger at gå diplomatiets og kompromisets vej. Hendes kæreste Alex (Elias Budde Christensen) ser det snarere som en krigerisk overlevelseskamp, der skal kæmpes til det sidste.
»Der kan godt være folk, som også har andre fortællinger om huset. Serien her er jo ikke sandheden, det er fiktion. Vi har taget nogle valg, som er kreative og kunstneriske«, fortsætter Matthiesen.
»Jeg er spændt på at se, hvad de siger til det. Nogle af de gamle kommer helt sikkert til at hade den«.
Har I talt med Ungdomshuset på Dortheavej om serien?
»Nej, det har vi faktisk overhovedet ikke. For mig handlede det om at snakke med dem, der var i Ungdomshuset i 00’erne og var en del af konflikten. Og de er jo ikke en del af Dortheavej i dag. Som jeg fornemmer det, så er der udskiftninger blandt brugerne cirka hvert 10. år. Nogle er der selvfølgelig i længere tid, men ikke særligt mange, for det er jo en ungdomskultur. Jeg var der for eksempel en del i 90’erne, men overhovedet ikke i 00’erne«.
»Det var ikke så vigtigt at høre de unge i dag, fordi det ikke var deres kamp. De kæmper måske en anden kamp nu, men her handlede det om de gamle aktivister. Det ville være det samme, hvis man skulle lave en serie om bz-tiden, eller om da de fik Ungdomshuset i 80’erne. Så ville man jo heller ikke snakke med 00’er-aktivisterne. Så ville man gå tilbage og snakke med dem, der kæmpede for at få Ungdomshuset dengang«.
Skylden ligger mange steder
Hvilke kreative friheder har I taget jer i skildringen af de virkelige begivenheder?
»De gamle aktivister fortalte alt muligt, og jeg kan ikke sige konkret, hvad der er rigtigt og forkert, eller hvad vi selv har opfundet i serien. Men de fortalte blandt andet, hvordan de forberedte sig til demonstrationer, og hvordan de prøvede at forhandle med kommunen«.
»Det er mest tidslinjen, vi har ændret lidt på, men kun småting. Det har også mest været der, vi har kunnet forholde os direkte til virkeligheden«.
»Nytårstalen har vi omskrevet lidt og taget nogle bidder fra. Den var meget længere i virkeligheden og blev selvfølgelig holdt af en bestemt, virkelig person. Den kan man finde på YouTube. Men de unge karakterer og de små scener inde i huset skal man ikke tage én til én med virkeligheden. Det bygger ikke på specifikke personer. Relationerne og konflikterne mellem dem kan lige så godt være noget, vi har fundet på«.
Hvorfor ser vi kun fortællingen fra de unges synsvinkel?
»Hvis man skulle have lavet den helt brede, ’Borgen’-agtige dramaserie, ville man også have fulgt politikerne på rådhuset og deres forhandlinger, man ville have politigården med en politichef, og måske også Ruth Evensen. Men vi var ikke interesserede i at lave sådan en fortælling, så vi valgte, at vi ville have én hovedrolle, selvom der var flere spillere i fortællingen. Vi valgte de unge, for vi ville gerne lave en ungdomsserie«.
»På en måde var det også den part, der var mest mystik omkring. Hvad var det, der foregik inde i det hus? Det var jeg selv mest nysgerrig efter. Jeg er tit drevet af nysgerrighed. Det skyldes måske også, at jeg selv er kommet i huset som ung, så jeg havde en relation til det. Jeg har ikke så meget relation til rådhuset eller til politigården«.
»Vi har dog forsøgt ikke at tage stilling til, hvem der er de dårlige i konflikten. Vi var ikke interesserede i at plante skyld. Den ligger jo mange steder, og egentlig ligger den måske hele vejen rundt. Man kan selvfølgelig sige, at de voksne i konflikten var rådhuset og Københavns Kommune, så måske burde de have forsøgt at løse det på en lidt anden måde. Det vil jeg nok grundlæggende mene. Men de unge var jo også vilde og for voldsomme«.
En afstikker til politiet
Hvorfor valgte du at have Ruth Evensen og Ritt Bjerregaard med i serien gennem virkelige arkivoptagelser?
»Vi har lavet et greb i fiktionsfortællingen, hvor vi bruger meget arkivmateriale. For mig var det en rigtig fed måde at minde publikum om, at selvom det er fiktion, så skete noget lignende faktisk engang. Måske ville jeg også lege med publikums forestillinger om, hvad der er virkelighed i fiktionen. Hvad er rigtigt sket? Hvad har vi fundet på? Jeg ville prøve at blende det hele sammen«.
»Det handler også om troværdighed. Hvis vi skulle have haft Ritt Bjerregaard og Ruth Evensen med som karakterer, kunne vi selvfølgelig godt have fået skuespillere til at spille dem i nogle scener. Det havde jeg bare overhovedet ikke lyst til. Man ville ryge ud af virkeligheden, hvis vi skulle have en, der lignede Ritt Bjerregaard, til at spille hende. Så vi brugte nogle tv-indslag med hende i stedet«.
I en enkelt scene ser vi også rydningen fra politiet synsvinkel. Hvorfor skrev I den scene ind?
»Da Jesper Fink og jeg udviklede manuskript, mødtes vi også med nogle fra politiet. Vi hørte lidt omkring, hvordan operationen foregik med specialstyrkerne. Ikke i detaljerne, og ikke hvordan det foregik inde i huset, for det tror jeg ikke, de måtte røbe. Bare i store træk«.
»Vi skildrer det fra de unges synsvinkel, men de kæmpede jo mod nogen, og det var politiet. Og der var faktisk mange blandt politiet, der også syntes, at det var åndssvagt, at de skulle det her. Som også var vildt bange. De skulle på banen, fordi de er politiet. Derfor fandt vi ud af, at vi skulle have en lille afstikker til politiet. Bare lige for at vise, at vi godt ved, at konflikten også var grum for dem«.
»Jeg synes dog, at politiaktionen og rydningen var brutal. De kom ind med helikopter og specialstyrker med automatvåben. Det mindede om en aktion mod terrorister. Det er helt vildt, at der for 17 år siden faktisk blev sagt: Yes, det gør vi mod en gruppe unge mennesker, hvor nogle måske er 14 år, altså børn. Det ville jo ikke ske i dag«.
Hvad håber du, at unge seere tager med fra ’Ungeren’?
»Da vi startede med at udvikle ’Ungeren’, var den eneste aktivisme, jeg så, på internettet – mest ting der foregik langt væk og i fremmede lande. Jeg fik lyst til at sige: Det er nu, I skal råbe op, ungdom! Der er så sket noget siden, med krigene og Palæstina. Det virker, som om der er lidt mere aktivisme i gadebilledet«.
»Det er ikke, fordi jeg siger, man skal bruge vold og gå ud og smadre byen. Men der er noget meget interessant ved de unge omkring Jagtvej 69, fordi de kæmpede for en sag. Det handlede ikke bare om dem selv, det handlede om et fællesskab. Det handlede om værdier og et ønske om, hvordan verden skulle se ud i fremtiden«.
»På den måde vil jeg gerne minde de unge om, at de skal kæmpe for deres visioner for samfundet. De skal ikke nødvendigvis leve efter, hvordan de gamle har indrettet sig, men gå på barrikaderne for ting, som de synes skal være anderledes«.
»Modkultur og ungdomsoprør er vigtigt for vores samfund. Vi må sgu ikke blive for ens og kedelige«.
’Ungeren’ kan ses hos DR fra 4. oktober.