KOMMENTAR. Trendsales er død.
Den danske internethandel for gensalg af tøj slukker dette efterår endegyldigt serverne efter at være blevet opkøbt af den litauiske genbrugsapp Vinted.
Og selv om hjemmesiden stadig eksisterer, har den siden september kun ageret informationscenter for, hvordan brugere flytter deres annoncer videre til den nye ejer, inden de ender på den digitale kirkegård.
Trendsales var det første og gennem meget af sin levetid også det eneste specialiserede sted, danskere kunne købe og sælge brugt tøj online. Platformen blev grundlagt i 2002, dengang internettet for alvor blev allemandseje og var et sjovt sted at være fuld af nye muligheder.
Jeg husker selv, hvordan Trendsales hurtigt blev populært gennem 00’erne, selv om det hverken var hurtigt eller nemt.
Først skulle der knipses med digitalkameraet, så skulle de ofte lidt grynede billeder overføres til den stationære computer og siden uploades til hjemmesiden, når man oprettede sin annonce under et lettere obskurt brugernavn.
Alligevel bugnede hjemmesiden af årtiets mest moderne genbrugsskatte som Burberry-skjorter, gamacher i leopardprint, Miss Sixty-jeans og brede bælter til taljen. Alt det, man i dag kalder Y2K.
Det føltes nyt, smart og kurateret i modsætning til de støvede, rodede loppemarkeder og genbrugsbutikker, man ellers var vant til, og som var knap så gode som i dag. Trendsales var med til at revolutionere gensalgsmarkedet for tøj i Danmark. Men nu får vi noget endnu bedre.
Det bliver vi i hvert fald fortalt.
Vrede over Vinted
De mere end en million brugere hos Trendsales bliver nemlig tilbudt at flytte deres profiler over til Vinted, der med ofte ultralave priser og 65 millioner brugere på få år er blevet den største online markedsplads for genbrugstøj i Europa.
Og det er til gavn for sælgerne, lyder det fra den snart hedengangne danske platform. Brugerne skal flytte deres profiler inden 10. oktober, hvor Trendsales endegyldigt bliver lagt i internetgraven.
»Som sælger vil du naturligvis rigtig gerne have solgt din vare, og med flere købere på platformen er det lettere at sælge«, siger Trendsales’ administrerende direktør Mads Mathiesen til Finans.
Personligt har jeg aldrig selv haft nogen problemer med at få solgt mine varer på Trendsales. Og det er da heller ikke alle brugere, der synes lige godt om tilbuddet.
Allerede få dage efter lukningen af Trendsales begyndte kritikken at vælte ned over Vinted, som på Trustpilot har modtaget mere end 300 et-stjernede anmeldelser. Mere end 60 af dem er kommet, efter Trendsales lukkede, og der kommer hele tiden flere til. Det skriver TV 2 Echo.
»Lige nu kan jeg slet ikke finde frem til mine annoncer? Giver langsomt op, mens jeg drømmer om Trendsales«, skriver en Trustpilot-bruger.
»Savner Trendsales. Der fik man fx sine penge når man indleverede en pakke. Har indleveret en pakke i fredags og hører intet«, skriver en anden.
Klagerne oplever desuden, at de ikke kan tilgå deres profiler, at de skal vente længe på at få udbetalt penge for deres solgte varer, og at de oplever mangelfuld support. Umiddelbart lyder det jo ikke så godt for de sælgere, som skiftet til den nye platform skulle gavne.
Flere skriver sågar, at de har slettet Vinted-appen igen.
Mistænkeligt lave priser
Mens Trendsales var dansk, er Vinted internationalt, og det giver sig selv, at handel på tværs af lande og større afstande hverken mindsker kompleksiteten eller øger bæredygtigheden.
En af modeindustriens store opgaver i den grønne omstilling er at bevæge sig væk fra lange, komplicerede, ikke-transparente værdikæder og over til mere lokale systemer, men her går Vinted i stik modsat retning af det lokale marked, Trendsales opererede på.
Transporten af varer forøges, risikoen for kopivarer vil formentlig stige, og jeg undrer mig personligt over prisniveauet på Vinted.
Når jeg scroller rundt i appen mellem alt fra fast fashion til designertasker, er det meste nemlig virkelig billigt. Faktisk uforståeligt billigt.
Hvordan kan en kjole koste under to kroner? Og Nike-sko mindre end 20 kroner? Ja, det lyder måske utroligt, men den er god nok.
På sociale medier som TikTok poster brugere hver eneste dag videoer af de evigt voksende mængder pakker, de modtager fra Vinted.
Bevares, meget af tøjet kommer fra Polen, og der lægges et købergebyr og forsendelse oveni, men det forklarer alligevel ikke de mistænkeligt lave priser. For hvem får noget ud af at sælge så billigt? Og er så billige varer overhovedet nok værd til at blive fragtet rundt på kloden?
De ualmindeligt lave priser gør ikke noget godt for gensalgsmarkedets omdømme.
Især ikke hvis genbrugsplatforme overtager problematiske forretningslogikker fra den etablerede modeverden.
Fast fashion forklædt som genbrug
Kritikere kalder allerede genbrug for det nye fast fashion. For hvis noget er for billigt, har vi en tendens til at købe meget af det.
Det vil sige, at vi som forbrugere hurtigt kan havne i den fælde, at vi får det samme køb-og-smid-væk-forhold til genbrug, som vi har til fast fashion.
Det kan måske opleves som en overakademiseret diskussion, der forvirrer mere, end den gavner. For isoleret set er der intet i vejen med genbrug.
Men kritikken lyder, at penge tjent på privat gensalg, som er tilfældet hos platforme som Trendsales og Vinted, er med til at finansiere køb af ikke-brugt tøj, og at markedet for brugt tøj derfor konstant bliver fodret med produktion frisk fra fabrikken.
Sådan kan det også føles at åbne Vinted. Fast fashion-giganterne Weekday og Shein er begge fremhævet som udvalgte kategorier på min egen forside, selv om jeg aldrig har købt noget fra de to brands.
I det hele taget domineres den litauiske platform af nyere fast fashion-udgaver af Y2K og andre nostalgiske stilarter, som er blevet moderne igen to årtier efter, at de dominerede Trendsales. Men på Vinted er tøjet grimmere, billigere og af dårligere kvalitet.
Der er selvfølgelig ræson i, at noget genbrugstøj kan konkurrere med fast fashion-giganterne prismæssigt, men med Vinted kammer det over.
At kunne købe tøj til to, fem, ti eller 20 kroner med få klik fra ukendte sælgere i udlandet gavner hverken den økologiske eller økonomiske bæredygtighed i systemet. For vi bliver ligeglade med, om vi køber kopivarer og skodtøj, vi aldrig kommer til at bruge, når det koster så lidt.
Risikoen for at overforbruge for billigt og for dårligt tøj på tværs af grænser, bliver simpelthen for høj.
Og så er vi tilbage ved det problem, genbrug ellers skulle være med til at løse:
Hovedløst overforbrug.
Sådan var det i reglen ikke på Trendsales.
Der kunne man købe godt og lokalt genbrugstøj af danske brugere, som forlangte en fair pris for deres varer. Og mens der var rift om det gode tøj, så kunne det som sælger også være svært at komme af med sit dårlige tøj. Det var genbrug i bæredygtighedens ånd:
Ordentligt tøj til rigtige priser.
Trendsales, hvil i fred. Du vil blive savnet.