Efter ‘Oppenheimer’s mere end overbevisende Oscar-sejrsgang – syv statuetter blev det til – har Christopher Nolan nu sit næste filmprojekt på plads. Det skriver Deadline.
Den britiske stjerneinstruktør fortsætter samarbejdet med Universal, der også producerede ‘Oppenheimer’, på sin endnu unavngivne kommende film, som ifølge Deadlines anonyme kilder forventes at i optagelse i starten af 2025.
Matt Damon skulle være på tale til at medvirke i filmen, hvilket vil være hans tredje samarbejde med Nolan efter roller i ‘Interstellar’ og ‘Oppenheimer’. Mon ikke en række andre store stjerner også står klar ved telefonen, når Nolan ringer?
Der er endnu ingen som helst information om filmen plot. Tidligere har Nolan udtalt, at han er klar til at beskæftige sig med et emne, der ikke er lige så »dystert« som opfindelsen af atombomben.
Filmen er planlagt til at få amerikansk IMAX-premiere fredag den 17. juli 2026. Det plejer at betyde, at den rammer danske biografer en eller to dage inden.