Kristian Karl: Du troede vel ikke for alvor, ‘Brat summer’ var slut? Den slutter aldrig!
Charli XCX’s ‘Brat’-remixalbum, ‘Brat and It’s Completely Different but Also Still Brat’, er nemlig netop landet. Store stjerner som Ariana Grande, The 1975 og Bon Iver gæster. Plus selvfølgelig Troye Sivan, Billie Eilish, Lorde og andre, der er med på remixes, der har været udgivet som singler.
Lad os starte med den helt exceptionelt stjernespækkede gæsteliste: Hvem imponerer? Hvem skuffer?
Malthe Hjort: Altså, hvor skal jeg overhovedet starte?
Kemien mellem Charli XCX og Caroline Polachek er åbenlyst fantastisk, hvilket man jo vidste i forvejen, hvis man så koncerten på Roskilde Festival. Men også Drain Gang-rapperen Bladee fungerer overraskende godt på den glitrende A. G. Cook-produktion – måske endda bedre end åndsfællen Yung Lean, hvis remix med Robyn jo allerede var ude.
Shygirl-tracket går også hårdt, men den største overraskelse er nok den spanske rapper BB Trickz. Hun er måske albummets mest niche-agtige gæstestjerne, men hun leverer en af de uden tvivl bedste vers. Imponerende, når man tænker på, hvem hun er oppe imod.
Og ja, så er der The 1975 og Jon Hopkins på ‘I Might Say Something Stupid’. Det må næsten være min favorit af de friske remixes. Sangen lyder måske lige lovligt meget som en af de ambiente intermezzoer, der nogle gange dukker op på Matty Healy og co.’s album, men hey, jeg klager ikke.
Kristian Karl: Albummets kronjuvel er den allerede udgivne ’Girl, So Confusing’, hvor Lorde og Charli på rørende vis får sat ord på alle de ting, der normalt forbliver usagte i et skrøbeligt venneforhold. Ellers er det, der for alvor slår mig omkuld, mængden af forskellige stemmer: Der er noget ret specielt og luksuriøst ved den rene overflod af stjerner.
Jeg kan ikke lade være med at forestille mig samtaler mellem Charli og de andre. Hvad talte hende og Bladee om? Måske om krystalhealing eller LSD? Udvekslede hun råd om at cope med stjernetilværelsen med Ariana Grande?
Albummet er som at se på billeder fra XCX’ overdådige, ekstremt stjernebesøgte fødselsdagsfest på Instagram. Det er et vindue til en neongrøn verden, hvor alle er stjerner, og alle er brats.
Dua Lipa dukker op bare for at snakke lidt spansk – eller var det fransk? Ariana Grande- og Billie Eilish-optrædenerne er ikke scenestjælere, men det, at de rent faktisk dukker op, er et event i sig selv. Jeg kan ikke mindes at have hørt noget lignende.
Malthe Hjort: For mig er de største skuffelser ironisk nok to af de kunstnere, jeg holder mest af. Den første er Billie Eilish, hvis hviskende vokal ikke rigtig klæder den lyd, Charli dyrker på ‘Brat’, og modsat Ariana Grande, der bare glider i baggrunden, får Billie faktisk lov til at fylde, men efterlader alligevel ikke det store indtryk.
Min anden store skuffelse er Bon Iver. Jeg var bekymret, allerede da samarbejdet blev annonceret, for helt ærligt: Justin Vernon er altså ikke særlig ‘Brat’. Men okay, det er godt tænkt at tage ham med på ‘I Think About It All the Time’, albummets mest rendyrkede ballade, nu hvor det absolut skulle være. Og callbacket til hans ikoniske Bonnie Raitt-cover er da også meget sjovt.
Kristian Karl: Det største problem for ’Brat’-remixalbummet er: ’Brat’ var allerede perfekt. Nogle af sangene kan simpelthen ikke forbedres.
Jeg er enig i, at Bon Iver skuffer, men den sært sårbare, voicememo-agtige originalversion af ’I Think About It All the Time’ var bare så speciel – for ikke at tale om hyperpersonlig – at jeg har svært ved at se, hvordan man skulle få bedre resultater ved at remixe det.
Derudover er mit lavpunkt på albummet nok ’Mean Girls’, der bliver decideret massakreret af The Strokes-frontperson Julian Casablancas. Originalen var en af mine favoritter fra ‘Brat’, og jeg kan forestille mig 100 artister, jeg hellere havde hørt på remixet.
Lad os gå videre til at tale lidt om selve formatet. For det er godt nok længe siden, et remixalbum har fået så meget opmærksomhed som dette.
Malthe Hjort: Det er voldsomt. Jeg mener, selvfølgelig har der været gode remixalbum de seneste år – som redaktionens store Paramore-fan slår jeg lige et slag for sidste års ‘Re: This Is Why’, og der er jo også 100 Gecs’ første af slagsen fra 2020 – men Charli er jo i en helt anden liga. Jeg har svært ved at huske, hvornår formatet sidst har fyldt så meget i mainstreamen.
Kristian Karl: Måske da remixalbummet havde en storhedstid i starten af 00’erne med Jennifer Lopez ’J to Tha L-O’ og Diddys ’We Invented the Remix’? I nyere tid er den type storsucces sjældnere. Selvom jeg også kommer til at tænke på Kelela og Dua Lipas nyere remixværker.
Charli-albummet kommer selvfølgelig på et tidspunkt, hvor alle i forvejen ser mod hende. ‘Brat summer’ kom, så, sejrede, dominerede sommeren, blev co-optet af Kamala Harris og så erklæret død af Charli XCX. Er det nu pludselig blevet Brat-efterår? Eller har vi snart Charli-fatigue?
Malthe Hjort: Godt spørgsmål. Personligt er jeg ikke blevet træt af hende endnu, men på mange måder ville det her sprudlende remix-album være det perfekte sted at stoppe legen. Omvendt begynder den såkaldte ‘Brat 2024 Arena Tour’ jo i slutningen af november, så hvem ved …
Kristian Karl: Vi lever jo i en æra af uendeligt content, hvor popstjerner ikke som før i tiden holder pauser mellem udgivelser. Taylor Swift og ‘Eras Tour’ er det største eksempel på den nye strategi, hvor indholdsstrømmen aldrig stopper. Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om Charli går i sin frenemys fodspor.
For ja, jeg var da gået lidt ‘Brat’-kold. Men det slog mig, at jeg mere var træt af samtalen omkring ‘Brat’ end af musikken. Jeg knækkede nok, da alle større medier skulle forklare ‘Brat’ igen-igen efter at Kamala Harris pludselig var ‘Brat’. Please, Gud, ikke mere bratsplanation …
Sangene har derimod været langtidsholdbare. Når jeg hører dem i nye klæder på det her remixalbum, føles de friskere end nogensinde. Det er et album, der præsenterer mig for så mange nye idéer, at mine ører næsten overopheder.
Lige nu føler jeg mig i hvert fald ikke ‘Brat’-mæt. Tværtimod.
‘Brat and It’s Completely Different but Also Still Brat’ er ude nu.