’Lonely Planet’: Liam Hemsworth er betagende som en støttestrømpe-reklame i ny Netflix-romance
Hun er over det hele. Kvinden +40 med en veltrænet libido og relationer til yngre mænd.
Den seneste film- og tv-tid har hun optrådt og ladet sig undersøge i alt fra glatte romcoms som ’A Family Affair’ og ’The Idea of You’ til Todd Haynes mere dunkle pragtstykke ‘May December’ – ja, sågar i den danske københavnerkomedie ’Kald mig far’.
Og med Susannah Grants nyligt udkomne ’Lonely Planet’ støder vi sørme på milf-figuren igen, når bestsellerforfatteren Katherine Loewe (Laura Dern), der med en nylig skilsmisse, en midtlivskrise og en skriveblokade tager på et luksuriøst forfatterretreat i Marokko.
Her skal hun og selvbegejstrede skribenter arbejde og ryge afrikansk fjolletobak – og desuden lade danske Gustav Giese hade genreromaner og hedde Gunnar – mens de taler med store litterære armbevægelser og lommefilosofiske floskler.
Det gælder også Sports Illustrated-manden Owen (Liam Hemsworth). Han kender nu ellers ikke synderligt meget til ’horisontudvidende’ tobak eller Charles Dickens og er som økonom med speciale i kul og miljøsvineri egentlig bare med som kæresten Lilys (Diana Silvers) lidt malplacerede plus one.
Eller nej, korrekt placeret! For i denne right-place-at-the-right-time-film opstår der pludselig – grundet lidt utroskab hist og her – en forbindelse mellem den unge pengeentusiast og den ældre forfatterinde.
De drikker te på en altan og svømmer i en pool, og herefter følger en historie så flad og forudsigelig, at man er ved at drukne i kedsomhed og egne eskapistiske tanker.
Jeg tog mig selv i at bruge filmens halvanden time på at overveje, om også jeg ville se godt ud i en slåbrok med vertikale striber, om feriefinger fra en med lange negle mon ikke resulterer i en gedigen blærebetændelse, og om Laura Dern overhovedet har læst manuskriptet, inden hun takkede ja til rollen.
For selvom ’Big Little Lies’-skuespilleren på sin vis leverer en hæderlig præstation, røvpules hun desværre af den skrækkelige dialog – og også lidt af Hemsworth. På den u-gode måde, altså.
Liam Hemsworths thirty something førsteelsker er nemlig lige så betagende som en støttestrømpe-reklame på DK4. Der er ingen gnist, ingen sødme, ingen ungdommelig charme, som Dern kan lege med og spille opad. Deres såkaldte ’kemi’ virker katastrofalt uautentisk, og deres mange scener synes umådeligt kluntet gennemkoreograferede.
Var det nu lykkedes de to hovedkarakterer at skabe en overbevisende romance, kunne ’Lonely Planet’ muligvis have taget publikum med på en liderlig rusketur og fortalt os noget meningsfuldt om forholdet mellem to mennesker med eller uden ’stor’ aldersforskel.
Men det gør den altså ikke. Og den er heller ikke særlig sjov.
Okay, jeg semi-grinte op til flere gange. Det var bare af de helt forkerte åresager. Ja, faktisk primært når elskovsdramaet forsøgte at være seriøst. Som når en doven hånd med halvlange (blærebetændelses)negle slasker rundt på et kvindelår, eller når parret febrilsk jager en lidt for lystig lommetyv.
I stedet for at løbe klodset rundt i de marokkanske gader – og i stedet for fejlagtigt at fokusere på pattebarnskonflikter mellem Owen og Lily – skulle filmen have dvælet mere ved Kathrines nye tungsindige tilværelse og udforsket hendes omvæltende krise. Eller i det mindste udfolde og forsøge at nuancere hendes ’ældre kvinde’–prædikat.
Men ak, Grant har tydeligvis været for blind til at se og angribe fortællingens eneste spændende lag.
Hop hellere i Bog&ide og køb en Lonely Planet-bog om Gug eller Haderslev. Det vil stensikkert være en mere ophidsende oplevelse.
Kort sagt:
Jeg har set Susannah Grants kedelige kærlighedsfilm, så du ikke behøver at gøre det.