Der ligger pizzabakker og makeup på bordene i Vegas backstage-lokaler. Unge kvinder piler ind og ud af lokaler og op og ned ad en smal gang. Der lyder kor af stemmeøvelser, og forberedelserne er koordinerede og professionelle, alle har styr på deres eget. Men selv i de intense minutter inden showstart er den mest gennemtrængende stemning alligevel lejrskole.
Det er SheCanPlays hold nummer seks, der er på vej på scenen. Et initiativ, hvor 24 unge kvindelige musikere får gratis undervisning og sparring i et år og slutter af med en fælles koncert, hvor de kan vise, hvor de står nu – som sangskriver, producer, artist eller noget fjerde. På listen overtidligere deltagere er blandt andet spirende navne som Ilma, Bathsheba, Carlina De Place og Emily Bowen.
En efter én går de på scenen med hver deres stykke musik, som de har produceret i deres tid hos SheCanPlay. En synger om at følge sig udenfor i sin venindegruppe, én synger om sin farmors demente søster, én om åbne parforhold og én om at sige fra over for grænseoverskridende mænd i byen.
I aften har Vega et lineup af 100 procent kvinder. Men ude i virkeligheden får kvinder ifølge de nyeste tal kun ti procent af Kodas samlede udbetalinger. Koda er en forening, der på kunstnernes vegne afregner med medier, spillesteder og streamingtjenester, når deres musik bliver afspillet.
Tallet ærgrer en af de to kvinder bag SheCanPlay, Karen Vincent, der også er direktør i Warner Music i Danmark.
»Det er jo helt sindssygt nedslående. Kodas udbetalinger er jo det sidste led i fødekæden. Det er der, hvor du virkelig kan se, hvem der tjener penge på musik, og hvem der ikke gør«.
Jeg har aftalt at mødes med Karen Vincent for at tale om den længe omdiskuterede kønsmæssige skævhed i musikbranchen. Debatten får meget taletid disse år. Men hvad kan man helt konkret gøre ved sagen?
Hvem peger pilen på?
Skævheden er en af grundene til, at Karen Vincent i sin tid startede SheCanPlay med Sarah Sølvsteen, der til dagligt er direktør for den danske afdeling af det svenske bookingbureau Luger.
»Det startede med en frustration over, at der blev ved med at være artikler, der handlede om, hvorfor labels ikke signede flere kvindelige artister, og hvorfor der ikke blev booket flere til at optræde«, fortæller Karen Vincent.
»Både min og Sarahs oplevelse var, at der bare ikke kom særlig mange kvinder ind ad døren, men pilen pegede alligevel hele tiden på os. Vi fik at vide, at det var vores skyld, musikindustrien i det hele taget, og det undrede os. Og så vi tænkte vi, nu gør vi sgu et eller andet«.
Det blev starten på SheCanPlay, der samlede sit første hold af ti kvinder i 2017.
Meget er sket siden, projektet er vokset, og ambitionerne er blevet større, men der, hvor Karen Vincent personligt mærker den største forskel på dengang og nu, er i hendes egen tankegang.
»Mit perspektiv har skiftet. Vi havde en lidt forsimplet tilgang til det, da vi startede. Det er lidt hårdt sagt, men dengang tror jeg måske, jeg tænkte, at det også lidt var kvindernes skyld. Det ville du ikke have fået mig til at sige dengang, men det var jo implicit det, vi arbejdede ud fra: ’Hvorfor giver de op’?«
»Dengang var tanken, at vi skulle sikre, at kvinderne fortsatte med musikken og ikke hellere ville gå en mere safe vej med deres karriere. Nu ved vi meget mere om alle de barrierer, som kvinder møder, som mænd ikke møder, som jo gør, at de ikke har lige vilkår«.
Mikrobevægelser
Jeg spørger Karen Vincent, om hun kan opliste fem ting, der skal ændres for at opnå mere ligestilling i musikbranchen. Men det kan hun ikke, siger hun, og hun vil ikke prøve. Det er netop en af hendes hovedpointer, understreger hun. At hvis man kunne lave liste, havde man gjort det. Hun tror i stedet forandringen kommer fra det, hun kalder ’mikrobevægelser’.
Hun nævner den øgede opmærksomhed på problemet som et grundlæggende fundament for mikrobevægelserne. For eksempel skal spillestederne registrere, hvor mange henholdsvis kvindelige og mandlige artister, de har på programmet.
»Der er ikke noget påbud eller nogen bøde, hvis du ikke har en lige fordeling, men du gider sgu da ikke være det spillested, der får regional og kommunale spillestedspenge, og så ikke har nogen kvinder på plakaten«.
Mikrobevægelsen består i, at spillestederne er blevet mere bevidste, og at de ikke ønsker en skæv kønsbalance i statistikkerne, og det mener Karen Vincent har skabt et større incitament for at booke kvinder.
Hun peger også på en anden og meget konkret forandring, nemlig at DR har indført konkrete tiltag for at sikre en mere lige balance mellem kønnene på sendefladerne. Den type tiltag hilser hun velkommen.
»Som direktør i Warner repræsenterer jeg en kommerciel virksomhed. Det vil sige, at jeg skal have det ind i min butik, som jeg ved, der er nogen, der kan hjælpe mig med at få viderebragt, ellers ville jeg jo ret hurtigt ødelægge min egen forretning. Så et øget fokus på diversitet skaber bedre muligheder for at afsætte mere forskelligartede kunstnere og musik«, siger Karen Vincent.
Fra Lille til Store Vega
Faktisk ser Karen Vincent slet ikke så dystert på fremtiden for ligestilling i musikken.
»I Store Vega spiller stadigvæk langt flest mænd, men i Lille Vega, der ser tallene helt anderledes ud. Og der er jo et vækstlag, det er dem, der ligger lige under de største artister lige nu. Om fem år kan man forhåbentlig se det i Store Vega. Og om ti år kan man forhåbentlig se det i Kodas statistik«.
Det er i sagens natur også i Lille Vega, vi er i dag. Fra scenen fortæller aftenens konferenciers mellem optrædenerne om statistikker om kønsbalancen i dansk musik, der ikke har rykket sig meget de seneste fem år. Men hun peger også på kvinder på scenen, der kan blive en del af forandringen.
Lejrskolestemningen omme backstage er en vigtig del af SheCanPlays dna, for selvom initiativet har til formål at udvikle kvinderne musikalsk, så handler det lige så meget om at give dem et fællesskab. Nogen at spejle sig i.
Da Karen Vincent startede i branchen for 25 år siden, havde hun aldrig mødt en kvindelig direktør for et pladeselskab, så det var ikke på hendes radar, at hun kunne blive det. På den måde kan hun spejle sig i kvinderne, fortæller hun.
I sine første 15 år i branchen kan hun tælle på én hånd, hvor mange kvindelige artister hun havde med at gøre. Mens listen af mænd er så lang, at hun ikke kan redegøre for den. Og det skyldtes ikke mindst, at der var enormt mange mænd i branchen. Det har dog ændret sig markant de seneste fem-ti år. Nu er kønsfordelingen næsten lige.
»Det har ændret enormt meget, at der er flere forskellige ører i rummet. Og det tror jeg også er en af de der mikroting, der bevæger sig i den rigtige retning. Det har ændret den måde, vi taler om musikken på, den måde vi taler om artisterne på, og hvad folk synes er spændende rent kunstnerisk«.
Alle kvinderne, der har optrådt til SheCanPlays afslutningskoncert, samler sig på scenen i Lille Vega. Den lange række kvinder, der bukker og vinker energisk, står i hård kontrast til den lille håndfuld, Karen Vincent arbejdede med, da hun var ny i branchen. Men for at fastholde dem i branchen, er det vigtigt, at de har et fællesskab, understreger hun. Og sådan et har de fået her.
En lille professionel lejrskole, hvor der er nogen at spejle sig i og drømme videre med.
Det sjette hold af SheCanPlay er netop blevet færdige. Ansøgningen til næste årgang åbner til december.