‘Familien Hassan’: Yahya Hassans efterladte viser nye sider af hans tumultariske og alt for korte liv
ERINDRINGER. Jeg husker Bogforum 2019. Yahya Hassan havde kort forinden udgivet ’Yahya Hassan 2’, opfølgeren til en af nyere tids mest øjnefaldende litterære debuter.
Pludselig stod han dér i messecentret iklædt en blåblomstret polo og røg smøger indenfor, hans redaktør Simon Pasternak tændte beredvilligt op for ham. Håret var kort i siderne, han var pumpet, og så var han underligt hævet i ansigtet.
Alt i alt altså langt fra udtrykket som den benede digterdandy med hestehalen under Morten Messerschmidt-hatten og de spidse sko, som var blevet særkendet i kølvandet på den efter alle standarder eksplosive debut fra 2013. På Bogforum gik han på scenen, læste digtet ’Gerningssteder’ op for de overraskede fremmødte. »Tak for opmærksomheden«, sagde han og gik ned. Fem måneder senere var han død, 24 år gammel.
Nu er hans efterladte gået sammen om at fortælle historien om Yahya i ’Familien Hassan’ og give et indblik i den tumultariske tilværelse for en af Danmarks mest markante digtere. Det har de gjort før i DR-dokumentaren ’Yahya – Den fødte digter’. Og så meget af Yahyas liv og levned har manden jo selv lagt til skue for offentligheden, så hvad er ikke blevet fortalt? Kan denne bog andet end at bidrage til myten?
Det er journalist Steffen Stubager, der har samlet bidrag fra Yahya Hassans fire søskende, og så starter og slutter bogen med moren Hanans vidnesbyrd. Hun fortæller om sin egen opvækst i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon og det skelsættende ægteskab med en unavngiven mand, der ledte til familiesammenføring i Danmark, hvor hun fra 1994 til 1999 fødte fem børn: Kawther, Yahya, Khadeeja, Abdullah og Abd Al-Salam. Og det er de børn, der fortæller familiens historie. En historie, der tager sit udspring, da familien flytter til Trillegården i Aarhus V i 2006, og som slutter med Yahya Hassans tragiske endeligt i 2020.
Forlaget beskriver selv, hvordan det er Abdullah, der er initiativtager til udgivelsen. Det var også ham, der agerede stedfortræder for Yahya i forbindelse med præsentationen af ’Yahya Hassan 2’. Og det er ham, der fylder mest i bogen, det er ham, der træder tydeligst frem som person. Og på mange måder lever han sin brors liv, hvis Yahya Hassan aldrig var blevet forfatter.
Ligesom sin storebror bliver han anbragt på snart det ene, snart det andet opholdssted, men hvor Yahya Hassan – i hvert fald for en bemærkning – bøjede af fra den kriminelle løbebane godt hjulpet på vej af litteraturen og få velvillige pædagoger, udvikler Abdullah sig til fuldtonet kriminel.
Man fornemmer, at Abdullah, som også skriver poesi, nærer et ikke uforståeligt ønske om at træde frem og ud af sin brors skygge. Og det giver sit udslag i antydninger til litterære iscenesættelser af de tidligste barndomserindringer, som af og til bliver en anelse koketteret og forstilt. Som når han beskriver, hvordan en gruppe unge og han selv sætter ild til en række containere i nabolaget:
»Vores brændende containere farvede den sorte vinterhimmel orange. Politihundenes gøen nåede os på bakketoppen, men skræmte os ikke. Vi dansede og grinede med blå og orange lysglimt i vores øjne.«
Omvendt er bidragene fra de øvrige søskende mere nøgterne, konstaterende og uden samme grad af positionering – men de er ikke mindre slagfærdige af den grund.
Når storesøster Kawther reflekterer usentimentalt over lillebrorens død, bliver al støjen og al den smerte, som Yahya Hassans usandsynlige liv bragte familien, siet fra:
»Det var skæbnen, og den var hård, og jeg håbede, at han havde det godt.«
Og det må siges at være en søskendeflok, der er bestået i trods. Efter faren og morens skilsmisse deles børnene op, og sønnerne flytter ind hos den far, hvis voldelige adfærd senere skulle danne grobund for dansk litteraturkanon. Søstrene flytter med moren ind i blokken på den anden side af gården, men faren nægter at lade børnene se hinanden, så unge Yahya må snige sig op til sin mor for omsorg og en bid mad.
Og selvom ingen af de fire søskende havde et ukompliceret forhold til Yahya, deler de alle en kærlighed til deres bror og beundring for ham og hans talent. Vidnesbyrdene fremstår som variationer over, hvordan de hver især skiftevis nærmer og distancerer sig fra deres bror. Yahya er en elsket, som aldrig helt er inden for rækkevidde, som altid er gået sine egne veje.
Udgivelsen af Yahya Hassans debut er et vendepunkt for familien, men også for ’Familien Hassan’. Bogen fortættes, og anekdoterne bliver retningsbestemte. Det er decideret chokerende at læse om, hvordan Yahya i en alder af 19-20 år bliver jaget vildt og ikke kan gå i sikkerhed nogen steder. Folk vil ham til livs fra alle kanter, og den konstante og overhængende trussel om vold ville sende alle ud i tovene. Det fortalte han jo selv til alle og enhver dengang. Men ingen lyttede, og han blev overladt til sig selv og til selvtægten.
De fire søskendes genfortælling giver et nyt indblik i netop den traumatiske periode, og vi får også privilegeret adgang til de sociale dynamikker i lukkede miljøer, og hvordan man afgør stridigheder uden om ordensmagten. Ofte er det Abdullah, der må rydde op efter Yahyas udfald mod etablerede bandemedlemmer på de sociale medier.
Og det tydeliggøres, at Yahya Hassans litterære gennembrud var en mindst lige så stor omvæltning for familien, som også har måttet leve udsatte liv.
Brandattentatet i morens lejlighed er en af de mest voldsomme kulminationer på den voldsspiral, der startede med en digtsamling. Der skulle komme flere til. Men det viser sig også på mindre dramatiske måder. For mindstebroren, Abd Al-Salam, er det grænseoverskridende, at hele Danmark kan læse om, hvordan han tissede i sengen som barn. Storebrorens gennembrud fik den pubertære dreng til at trække sig ind i sig selv:
»Jeg, en knægt på 13, der talte gebrokkent dansk, flovede mig over, at min bror skrev digte. Det blev man mobbet med.«
Yahya Hassans talent fik det til at gibbe i det litterære Danmark, og fascinationen af ham var drevet af lige dele benovelse over hans talent og bæven over hans utæmmelighed. Vi læste med, da han viste grænseløsheden for sin formåen, og vi så med på sociale medier, da han viste grænseløsheden for sit temperament.
Og da han stod på scenen i Bogforum, i den polo, som jeg nu ved, at han havde fået af sin storesøster, var han mat, men alligevel funklende. En sidste gang stillede han sig frem og repræsenterede alt det, vi fremmødte aldrig kunne blive. Tak for det.
Kort sagt:
’Familien Hassan’ er en læseværdig genfortælling af de omstændigheder, der bragte dette århundredes mest markante digter mod tinderne og siden mod afgrunden.