REPORTAGE. Det er efterår, og festivalsæsonen er for længst slut. Og dog.
I lørdags inviterede musikplatformen Brodie Sessions nemlig til en slags indendørsfestival for at fejre, at foretagendet har stået på i fem år.
Siden 2019 har Brodie Sessions inviteret kunstnere fra ind- og udland til at give intime livesessions, der sidenhen bliver foreviget på YouTube – lidt som NPR’s populære Tiny Desk-koncerter, men i stedet for at alle koncerterne foregår i de samme kontorlokaler, er hver sessions omgivelser ofte kurateret specifikt til den givne kunstner.
Adrianne Lenker har i den forbindelse spillet i et privat hjem. Eee Gee spillede ved Kirkeby-rotunden på Statens Naturhistoriske Museum, da hun gav sin Brodie Session. Og When Saints Go Machine gav deres session i en lade på Lundsgaard Gods i Kerteminde.
Det princip blev efterlevet, da endagsfestivalen Brodie Five løb af stablen i Tap1 under taglinen »Five years, five stages, five acts«.
Den tagline er en modificeret sandhed. I realiteten fordelte de fem koncerter sig over tre forskellige placeringer i Tap1-hallen – lokationen for den første koncert var den samme som for den afsluttende koncert, og aftenens anden koncert blev spillet fra samme sted som aftenens næstsidste koncert.
Men på andre parametre er taglinen en underdrivelse. Der var nemlig ikke kun fem kunstnere på programmet – der var snarere otte, hvis vi medregner afterparty-dj Sega Bodega samt de to surprise-acts.
Arrangementet blev nemlig indledt med en akustisk optræden fra School of X, der spillede tre sange fra det stærke nye album ’Seventh Heaven’. Og inden hovednavnet Moses Sumney gik på, var der pludselig et marchband (!), der vandrede gennem salen med majestætiske trommer og stram koreografi.
Oveni dette var der et spiseareal og en lille biograf, hvor man kunne se et udvalg af tidligere Brodie Sessions. Det var i det hele taget virkelig tjekket arrangeret hele vejen igennem
Her rapporterer jeg om de fem koncerter, der var i fokus.
ML Buch fik minimalismen til at lyde kolossal
ML Buchs scene var placeret midt på gulvet, totalt centralt i Tap1. Der var tribuner på begge sider, hvorfra publikum kunne observere hendes optræden, mens hun selv var badet i knivskarpt lys direkte ovenfra. Hendes setup var simpelt – kun hende selv på guitar, vokal, keyboard og computer, flankeret af en trommeslager, der også til tider betvang nogle synths.
Minimalismen er ofte i højsædet i Buchs kompositioner, men hun har en evne til at designe lydfladerne således, at selv enkeltstående toner kan ende med at føles totalt overrumplende. De loopy synthlyde på nummeret ’Boarding’ tilsat insisterende trommeslag tog pulsen totalt fra mig, og den blide ’I’m a Girl You Can Hold IRL’ føltes som at svæve på en lyserød sky.
En stor ros herfra skal også lyde til det stykke arbejde, Brodie-holdet havde lavet med lyden til dette setup. ML Buchs musik handler i høj grad om de helt små detaljer, og de kunne mærkes helt ind i knoglerne.
Yaya Bey italesatte hverdagsracisme – og svarede publikum igen
Efter den knivskarpe lyd til ML Buch ærgrede det mig en del, at jeg blev mødt af et markant mere mudret lydbillede, da Yaya Bey indtog en scene placeret allerlængst nede i salen.
Måske handlede det blot om, hvor i salen jeg stod, men til gengæld havde jeg smukt udsyn til den flot dekorerede scene, der var udsmykket med skærme, der gjorde hele rummet rødt. Designet var inspireret af et vejrfænomen, der i 2019 gjorde den indonesiske himmel blodrød.
Dramaet og alvoren var også til stede, da Yaya Bey gav en fremragende opvisning i soulmusik fra allerøverste skuffe. Der var touches af Nina Simone lige fra allerførste tone af ’Rolling Stoner’, og på den jazzede ’Nobody Knows’ blev soultraditionen forenet med hiphoppede vokaler på en måde, som vækkede mindelser om Erykah Badus storhedstid.
Yaya Beys musik er svøbt ind i sort musiks omfattende historie – en historie, der ikke kan adskilles fra den strukturelle racisme, som desværre lever videre i bedste velgående. Det faktum sørgede Bey for at italesætte mellem numrene, og det resulterede i en af de mere ubekvemme interaktioner, jeg har været vidne til mellem publikum og kunstner.
For midt i at Bey fortalte om, hvordan hun havde oplevet racisme i både København og resten af Europa, besluttede et medlem af publikum sig for at sige højlydt tilbage, at her i salen er »vi« altså ligeglade med hudfarve, og at »vi« går op i musikken og ikke det faktum, at Yaya Bey er sort.
Yaya Bey svarede igen med, at det der med at være raceblind ikke er en løsning på racisme, men noget, der giver hvide mennesker skyklapper på, når racisme foregår for næsen af dem. Og hun understregede, at det er at misse meget af pointen med hendes musik, hvis man ignorerer det faktum, at hun er sort. »Cause my music is black as fuck!«, som hun så smukt sagde, før musikken gik i gang igen.
Squid fik den scene, der klædte deres musik bedst
Det engelske rockband Squid havde fået tildelt en helt rund platformscene, hvor man som publikum selv kunne vælge, hvilken vinkel man ville iagttage koncerten fra. Det setup gav perfekt mening, for selvom Squids hyppigste vokalist er trommeslager Ollie Judge, ville det være misvisende at kalde nogen af de fem medlemmer for en decideret frontmand.
Jeg placerede mig selv lige mellem bassist og trompetist Laurie Nankivell og guitarist Louis Borlase, og det var en fornøjelse at være helt tæt på dem, mens de skabte de mest vidunderligt pulserende lag af rockstøj.
Alle fem medlemmer betvang deres instrumenter med et niveau af fysikalitet, der eminent matchede, hvor bragende musikken var. Hvad end det var de shoegazede lag af ambience under ’Undergrowth’, den dansable koklokke-fest på ’Paddling’ eller den overraskende klubbede, nærmest trance-klingende sektion på ’Broadcaster’, var der en regulær overflod af soniske indtryk at forholde sig til. For det meste leveret med et niveau af rytmisk slagkraft, der kommanderede kroppen til at bevæge sig.
Moses Sumney bragte tårer og ømhed til salen
Under Squids optræden var Yaya Beys scene blevet omdekoreret til ham, der efter alt at dømme var hovednavnet for de fleste mennesker: Moses Sumney.
Scenen var nu beklædt med hængende, gennemsigtige tæpper, der agerede vægge for optrædenen. Disse tæppevægge blev beklædt med projektor-visuals, og de indrammede scenen, så den føltes, som om den eksisterede på et helt fjernt plan, vi som publikum lige så stille blev lukket ind i – og til sidst blev skellet mellem de to verdener da også opløst, da tæppet faldt, og Sumney bevægede sig ned mod de forreste rækker til tonerne af ’Doomed’.
Sumneys kompositioner evner at balancere, så de på én gang er ømme og drømmende, men på samme tidspunkt også griber hårdt fat om dig og tvinger dig til at konfrontere, hvad Sumney har på hjerte. Det gjorde de særligt fornemt i Tap1, hvor Sumneys overdådige vokal slangede sig så ubesværet gennem et helt vanvittigt register, som om det bare var den mest naturlige måde for ham at udtrykke sit følelsesliv.
Det efterlod ikke et øje tørt. Bogstaveligt talt: Jeg bevidnede en del tårer, efter den blide ’Who Knows Where The Time Goes’ satte et smukt punktum for den rørende optræden.
Debbie Sings serverede den mest dansable boksekamp
Mens Sumney rørte publikum til tårer, var der blevet installeret en boksering (!) på det areal, hvor ML Buch seks timer forinden havde skabt smukke lydflader. Den boksering blev indtaget af danske Debbie Sings, der både håndterede knapper bag dj-pulten og leverede sin let genkendelige, autotune-skingre vokal.
Bokseringen var dog ikke blot udsmykning – den blev taget alvorligt. Debbie var iklædt shorts, hvor der stod »Slap/K.O.« bagpå, og den eneste person udover hende på scenen var en danser, der også agerede nummerpige mellem sangene og således inddelte koncerten i »runder«, når hun stolt viste skilte frem til publikum.
Dertil var der en skammel i ringhjørnet, men på nonchalant hyperpop-facon blev den primært brugt, når nummerpigen skulle tænde smøger – for derefter at bruge cigaretterne til at punktere de balloner, dj-pulten var udsmykket med.
Det var lige den slags vanvid, der klæder Debbie Sings’ skrupskøre og hyperaktive univers, som kan gå fra deprimeret til liderlig til feststemt på ingen tid – og hele vejen igennem var mindst én af de to skikkelser på scenen i gang med en langt ude dans, som umiddelbart var improviseret.
Det var den totale antitese til Sumneys kontrollerede overblik. Men shit, om det ikke også bragte et kolossalt smil på læberne.