’Lykketræf’: Det er umuligt ikke at læse anklagerne mod Woody Allen ind i hans nye seværdige film
Det siger måske ikke så meget at kalde Woody Allens film nummer 50, ’Lykketræf’, hans bedste i henved et årti.
Hans seneste mange film har været præget af gumpetungt venstrehåndsarbejde, men med hans første værk på fransk genfinder han noget af fordums gnist, selvom tonen stadig er tilbagelænet og værket skitsepræget.
Som så ofte før hos Allen handler fortællingen om at slippe afsted med bedrag. Den 30-årige jetsetter Fanny (Lou de Laâge) indleder en affære med sin gamle gymnasiekammerat Alain (Niels Schneider), som hun tilfældigt møder på gaden i Paris.
Da hendes jaloux, og yderst velstående, ægtemand Jean (Melvil Poupaud) – der måske, måske ikke har fået sin forretningspartner til at forsvinde for år tilbage – fatter mistanke, truer det med at få drabelige konsekvenser. Ikke mindst da Fannys krimielskende mor Camille (Valérie Lemercier) begynder at snuse rundt i Jeans fortid.
Plottet er som taget ud af en vilkårlig kioskbasker, og Allen overgiver sig fuldt ud til materialets underlødige tendenser. Der er ikke dybe psykologiske portrætter, men stereotype karikaturer og en kunstig æstetik (har en film nogensinde set så orange ud før?), som højner materialet til en komisk genrespoof, der så alligevel ender med at handle om nogle af livets store spørgsmål – uden at gøre et stort nummer ud af det.
Grundlæggende er der to verdenssyn, der støder sammen i filmen: Fanny tror på held, på lykketræf og tilfældigheder, og at vi ikke kan planlægge os ud af alting. Og hun bliver bekræftet, da hun møder Alain, som har samme optimistiske tilgang til livet. Han kalder det et mirakel overhovedet at være født, da chancerne for at blive det er nogenlunde lige så store som at vinde i lotto.
Omvendt er Jean en pessimist, der efter eget udsagn skaber sit eget held. Hans arbejde er fordækt i bedste Gatsby-stil. Han arbejder med at »gøre de rige rigere«, som han undvigende siger, og han er indespærret i en selvomsluttende boble af pænt borgerskab, private motionsrum, koldt design i store rum med højt til loftet og en ung kone, der fremvises som et trofæ med ord som »man kan ikke være for rig eller for sexet«.
Kontrasterne mellem de to livsverdener iscenesættes effektivt af Allen i lange indstillinger og velkoreograferede samtalescener og en konstant leg med genrekoderne. Første halvdel af filmen føles som et parisisk postkort af syntetisk forelskelse, anden halvdel som en efterårskold og tiltagende farvedrænet krimi, der effektivt parodierer detektivkonventionerne.
Der er en livlig fortælleglæde, som simpelthen har manglet i instruktørens seneste mange film.
Skal man arbejde for lykken, eller er det noget, der dumper ned i skødet på en? Skal man gribe chancer, når de byder sig, eller holde fast i det, man har? Spørgsmålene er ikke specielt dybsindige, men det er filmen helt åben om.
Subtekst er der ikke meget af. Og så alligevel: Der er allerede skrevet mangt og meget (Også i Soundvenues spalter) om det elektriske togsæt, som den jaloux og lyssky ægtemand stolt fremviser i løbet af filmen, fordi et lignende togsæt også figurerede i Allens adoptivdatter Dylan Farrows vedholdende overgrebsanklager mod instruktøren (der fortsat nægter sig skyldig).
I det lys er det svært ikke at se Lemerciers karakter som svigermoren, der fatter mistanke til sin datters mand, som en slags surrogat for Allens egen svigermor og ekskone, Mia Farrow, som har været en af hans hårdeste anklagere.
Imiterer kunsten livet eller imiterer livet kunsten? Eller måske er de én og samme?
Spørgsmålet kaster en mørk skygge over den ellers letfordøjelige film og antyder samtidig et dybere lag til fortællingen. For om noget handler ’Lykketræf’ om fantasiens kraft: Alain har aldrig glemt sin forelskelse i Fanny fra deres gymnasietid, og minderne om deres unge dage og håbet om et nyt liv får hurtigt romancen til at spire i Fanny.
Samtidig kan Jean ikke undslippe de vedholdende rygter om hans indblanding i sin forretningspartners forsvinden, og han kan heller ikke lægge minderne om barndommens traumer fra sig, som han netop søgte tilflugt fra i toge, der lærte ham at se efter lyset for enden af tunnelen. Og da først hans svigermor har fattet mistanke, kan hun ikke lægge sin livlige fantasi og sit amatørefterforsker-gen fra sig.
Tilknytningen til Allens eget liv – og det faktum, at han har brugt en karriere på at skildre mænd, der forsøger at slippe afsted med mord og skjule bevismaterialer – komplicerer filmen.
Men ’Lykketræf’ er langt fra en benægtelse eller en tilståelse. Den insisterer på at holde sig i et langt mere mudret og kunstnerisk pirrende terræn, men også med en pointe om, at retfærdigheden trods altid vil sejre, selv når sandheden forsøges skrinlagt af magtfulde mennesker.
Hvis ’Lykketræf’ bliver Allens sidste film, ville det ikke være en dårlig slutreplik om vores evne til både at lukke vores øjne for det, vi ikke vil se, og samtidig fastholde vores ukuelige tro på vores fantasier, hvad end de viser sig at være sande eller falske.
Kort sagt:
Woody Allens 50. film er en tilbagelænet skitse af en komediekrimi med et veloplagt ensemble og manuskript, der samtidig fungerer som en parabel over instruktørens eget stormombruste liv.