Venedig Film Festival. Om lidt følger en oprigtig undren, men den positive overraskelse først:
I en alder af 87 år har Woody Allen igen lavet en seværdig, kvik og crowdpleasende film efter en række hovedrystende venstrehåndsstinkere som ’Café Society’ og ’A Rainy Day in New York’.
’Coup De Chance’ fik mandag premiere under Venedig-festivalen, efter Cannes-festivalen tidligere på året afslog den ellers fransksprogede film af frygt for den kritik, der i disse år følger med at bringe den overgrebsanklagede Allen frem i verden.
Filmen genbesøger den fortælling om utroskab, skæbne, forbrydelse og straf, som han tidligere har udforsket med endnu mere tyngde. ’Coup de Chance’ er en mere letbenet, men dog værdig lillesøster til hovedværker som ’Crimes and Misdemeanors’ og ’Match Point’, ikke med helt samme skarphed i karakter- eller miljøtegningen, men næsten lige så rap og tilfredsstillende i fortællingens udfoldelse.
Den velstillede Fanny støder tilfældigt ind i en gammel klassekammerat, Alain, på gaden i Paris, hvor hun bor i et fashionabelt kvarter med sin stenrige mand. Forfatteren Alain har altid haft et crush på hende, og mens hun keder sig blandt sin mands rige, men overfladiske og materialistiske venner og jagtture, genvækkes hendes ungdoms bohemeidentitet i det nye hemmelige forhold.
Hendes mand nærer imidlertid mistanke og hyrer en privatdetektiv, og mere vil jeg egentlig ikke afsløre om historien, der tager veloplagte drejninger, som måske ikke er så overraskende, når man kender til Woody Allens vartegn, men som den aldrende instruktør alligevel iscenesætter med vitalitet og overskud, så der blev grinet og hujet højt i salen.
Men så kommer min undren.
Tidligt i filmen introducerer Fannys rige mand sit nye egoistiske indkøb: Et elektrisk togsæt, som han med barnlig begejstring viser frem, til hvem end der nu vil lytte.
Det kunne slås hen som en kuriøs detalje, hvis man ikke vidste, at et elektrisk tog er en helt central ingrediens i Dylan Farrows overgrebsanklage, der så dagens lys i starten af 90’erne og for alvor har fået konsekvenser for instruktøren i kølvandet på MeToo-bølgen.
Kort fortalt blev Woody Allen anklaget for et seksuelt overgreb på sin adoptivdatter Dylan Farrow i 1992, mens han stod midt i en hård skilsmissesag med Dylans mor, Mia Farrow. Det skulle have fundet sted på et loft i Mias hus, og i sit vidneudsagn fortalte Dylan, at hun under overgrebet kiggede på sin brors elektriske tog, der kørte rundt. Woody Allen og Dylans bror Moses har til gengæld sagt, at der ikke var noget togsæt på loftet, og det er blevet et springende punkt for dem, der mener, at anklagen er et falsk minde plantet i Dylan af Mia Farrow.
Jeg hører ikke til dem, der føler sig sikre på, at Woody Allen er en overgrebsmand. Men hvad i alverden skal det betyde, at han bruger et elektrisk tog som et genkommende motiv i sin nye film, og at det er filmens mest usympatiske og psykopatiske karakter, der besidder det?
Jeg kan simpelthen ikke få mit hoved til at forstå, hvad det er, han prøver at sige med den detalje, og det er derudover også svært at gå ind i en tolkning uden at spoile for meget. Jeg vil bare sige: Det kan umuligt være et tilfælde.
Woody Allen var selv til stede på Lidoen i dag, og i et nyt interview med Variety i forbindelse med premieren bliver han selvfølgelig igen konfronteret med anklagerne fra Dylan Farrow. Her lød hans svar:
»Min reaktion har altid været den samme. Situationen er blevet efterforsket af to store undersøgende grupper. Og begge, efter lange detaljerede undersøgelser, konkluderede, at der ikke var noget at komme efter i anklagerne (…). Der var ikke noget i det«.
Han fortsætter:
»Det, at det hænger ved, får mig altid til at tænke, at måske kan folk godt lide, at det hænger ved. Du ved, måske er der noget appellerende over det for folk. Men hvorfor? Hvorfor? Jeg ved ikke, hvad man kan gøre ud over at have det undersøgt, hvilket de gjorde så grundigt. Én var lidt under et år, og den anden var mange måneder. Og de talte med alle berørte og, du ved, de kom begge til den præcis samme konklusion«.
Han har ikke ikke fat i noget, og samtidig spøger det, at han laver alle disse film om at slippe afsted med en grufuld forbrydelse, om skyld, og hvordan skæbnen nogle gange holder hånden over selv de mest moralsk forkvaklede.
Hvad i alverden er det, han vil sige med det elektriske togsæt??
Det vides endnu ikke, hvornår ‘Coup de Chance’ kan ses i Danmark.