’Anora’-stjerne Mikey Madison: »Jeg følte, at grænserne blev slørede mellem virkelighed og karakteren«

Alle er faldet i svime over 25-årige Mikey Madisons præstation i en af årets mest hypede film, Sean Bakers ’Anora’. Filmen er omgærdet af Oscar-buzz, men Madison har allerede fået den bedste klapsalve, hun overhovedet kunne drømme om. Det fortalte hun, da vi mødte hende til et online-interview.
’Anora’-stjerne Mikey Madison: »Jeg følte, at grænserne blev slørede mellem virkelighed og karakteren«
Mikey Madison i Cannes i 2024. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

INTERVIEW. Skal man nævne ét skuespilgennembrud, der har defineret 2024, må det være Mikey Madison.

I Sean Bakers Guldpalmevindende ’Anora’ er den 25-årige skuespiller den helt store historie med sin fænomenale præstation som sexarbejderen Ani.

Helt ny er Madison dog ikke. Over fem sæsoner spillede hun datteren Max i Pamela Adlons komedieserie ’Better Things’, som løb fra 2016 til 2022. Og på det store lærred er det med sine (skurke)biroller i ’Once Upon a Time in Hollywood’ og ’Scream’-filmen fra 2022, at skuespilleren har gjort sig bemærket.

‘Anora’. (Foto: Neon)

Det var netop de to præstationer, der forsikrede Sean Baker om, at hun skulle spille hovedrollen som den unge ærkenewyorkske kvinde, som møder og hurtigt gifter sig med den russiske oligarksøn Ivan, hvorefter helvede bryder løs, da hans familie får nys om ægteskabet.

Samarbejdet med Baker, der er kendt for at arbejde meget grundigt med sine karakterer og miljøer, har været en særlig oplevelse for Madison, der da også lagde mange kræfter i at blive ét med karakteren.

Det fortalte hun, da vi mødte hende over en video-forbindelse i oktober forud for filmens danske premiere.

Hvad var din første reaktion, da du fik tilbudt rollen?

 »Jeg tror, jeg var lidt forvirret eller overrasket … Jeg sagde selvfølgelig ja. Og jeg var meget begejstret ved tanken om muligvis at arbejde med Sean, men der var også en del af mig, som på en måde var bange for, at det af en eller anden grund ville blive taget fra mig. Så jeg gav ikke mig selv lov til at blive alt for begejstret, i tilfælde af at det aldrig skete«.

»Og nu er vi her. Jeg har siden tilladt mig selv meget stolthed og begejstring omkring den her film«.

Sean Baker er kendt for at optage på en ret guerilla-agtig måde. Hvordan var din oplevelse på settet, nu hvor budgettet også var lille?

»Jeg havde ingen anden erfaring med hybrid filmskabning eller guerilla-stil. Så det var min første oplevelse med det. At blive sendt ind til steder med en lang linse og en trådløs mikrofon var en meget interessant oplevelse. Jeg følte, at grænserne på en måde blev slørede mellem virkelighed og karakteren, jeg spillede. Så det var virkelig spændende som skuespiller at have den form for oplevelse, fordi du ikke kan have nogen forventning omkring, hvordan en scene kommer til at være. Du er nødt til bare at gå ind i det med et helt åbent sind og være åben over for, hvad der sker, når man taler med rigtige mennesker på den måde«.

Sean Baker, Mikey Madison og ‘Anora’-holdet med Guldpalmen i Cannes. (Foto: Stephane Cardinale – Corbis/Corbis via Getty Images)

»Nogle gange ville Sean være sådan: ’Ok, gå ind igen en gang mere. Jeg har brug for at få noget andet’. Og så er det sådan: ’Ok, så må vi vel gå tilbage ind i den her pool-hall nu’. Og vi viste folk det samme foto af Ivan, og de ville være sådan: ’Du har allerede vist os det billede. Vi ved ikke, hvor han er. Altså, hvorfor fanden viser du os det billede igen?’ Det var en virkelig mærkelig og unik oplevelse«.

Sean Baker har sagt, at han var imponeret af din præstation i ’Once Upon a Time in Hollywood’, og efter at have set dig i ’Scream’ var han sikker på, at du skulle spille Ani. Men er der nogen specifik erfaring fra at spille din største rolle til dato, nemlig i ’Better Things’, som du tog med dig i den her rolle?

»’Better Things’ var mit første rigtige job. Så det var min introduktion til alting. Jeg vidste meget lidt om skuespil eller film, eller hvordan det er at lave en tv-serie. Jeg vidste sådan set ingenting«.

‘Better Things’. (Foto: FX)

»Så jeg anerkender virkelig den oplevelse for at være ligesom en slags skuespilskole for mig, min filmskole. Den lagde på en måde byggestenene for min karriere. Det var begyndelsen på alting. Men du ved, vi optog den serie i fem sæsoner, og jeg føler, at hver sæson kunne jeg vokse som skuespiller og også bare som et kreativt menneske«.

Sean Baker har nævnt, at du var rimelig reserveret, da han mødte dig, hvilket overraskede ham. Hvad trækker du på, når du spiller de her ekstroverte karakterer?

»Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg kan lide at spille karakterer, som er meget anderledes end mig. Og af en eller anden grund er det nemt for mig at glide ind i det. Men jeg føler ofte, at jeg lægger meget energi i at spille karaktererne, fordi det ikke er noget, der kommer helt naturligt til mig«.

Hvilken slags research skulle du lave for at komme ind i rollen, og hvilken slags følelsesmæssig research skulle du lave for at finde din Ani, så at sige?

»Jeg lavede en del research omkring sexarbejde, og hvordan den slags arbejde er. Jeg så dokumentarer, læste erindringer, jeg talte med konsulenter, som blev bragt med ind til filmen. Jeg gik på stripklubber og skyggede dansere. Jeg blev trænet af en professionel danser i Los Angeles i at danse realistisk. Og jeg dedikerede adskillige måneder på at forsøge at mestre så meget, som jeg overhovedet kunne«.

»Med hensyn til karakteren brugte jeg meget tid på at tænke på hende, at forestille mig hende, at stille mig selv spørgsmål omkring, hvem hun er, og hvordan hendes liv er. Jeg ville ikke efterlade noget spørgsmål ubesvaret omkring hende. Jeg ville vide fuldstændigt, hvem hun er, og byggede hende op fra grunden, så når jeg tog på set, var der ingen tvivl. Jeg kunne bare gå i hendes sko og være det her menneske«.

Mikey Madison i ‘Anora’. (Foto: Neon)

»Og jeg tog til New York en måned tidligere, så jeg kunne bo i nabolaget, og jeg havde allerede været i gang med at lære accenten, som jeg bruger i filmen, så jeg havde kunnet finjustere den, da jeg endelig havde mulighed for at bo lidt i Brighton Beach. Og så lærte jeg selvfølgelig så meget russisk, som jeg kunne«.

Hvordan påvirkede den her rolle dit eget perspektiv på kvindelig empowerment og seksualitet?

»At lære at danse påvirkede, hvordan jeg har det med mig selv og min krop, og gav mig et nyt perspektiv på min seksualitet. Jeg synes, det var virkelig nyttigt for karakteren. Og at spille en karakter, hvor sex er hendes profession, var virkelig interessant at navigere i«.

Hvad var den mest overraskende ting, du lærte af at se kvinderne, som arbejdede på stripklubberne, du besøgte?

»Jeg tror bare, det var de små ting som at se, hvordan de samlede penge op, hvad de opbevarede deres penge eller deres ting i, hvilke slags tasker og typen af tøj de havde på, og hvordan de interagerede med folk. Det er en rigdom af information at prøve at være en flue på væggen og endda skygge nogle dansere«.

»Jeg havde aldrig været på en stripklub før min research til den her film. Så jeg tror, jeg gik ind med et ret åbent sind omkring, hvordan det ville være«.

På et Instagram-opslag kan man se en hel række i biografen klappe, ikke med deres hænder, men ved at smække deres hæle sammen i luften. Har du selv haft mulighed for at se filmen med folk fra miljøet?

»Ja, den video er fra en screening, vi afholdt i Los Angeles for sexarbejdere. Og jeg var der, da de alle klappede med deres pleasere, hvilket var utroligt. Det er en slags signaturmanøvre, som mange dansere gør, hvor man banker hælene sammen, og de laver den her fantastiske høje lyd. Det er en slags måde for danserne at få opmærksomhed i klubben, sådan ’hey, se på mig’. Så at de bruger det som en måde at klappe var så sjovt og interessant. Ingen anden klapsalve vil nogensinde leve op til den fra nu af!«.

Filmen er blevet kaldt en realistisk version af ’Pretty Woman’ – tror du, der er noget rigtigt i det? Og hvad betød det for dig at lave et nuanceret portræt af sexarbejdere?

»At give et nuanceret perspektiv på sexarbejde var meget vigtigt for mig. Jeg ville have, det skulle være meget ærligt og realistisk for Anis specifikke historie. Så det krævede bare en masse research og dedikation fra min side«.

Richard Gere og Julia Roberts i ‘Pretty Woman’ (Foto: Buena Vista Pictures Distribution)

»Med hensyn til ’Pretty Woman’, altså, det er så ikonisk en film, men jeg havde faktisk ikke draget nogle af de paralleller, mens vi filmede. Det var først efter, vi var færdige, sådan relativt for nylig, at folk lavede de ligheder. Og du ved, jeg elsker den film, og jeg synes, den er utrolig. Hvorfor ikke?«.

Hvad var de mest udfordrende scener for dig at filme?

»Der var mange udfordrende scener. Der var nogle, som var fysisk udfordrende, og nogle, som var følelsesmæssigt udfordrende. Overordnet set synes jeg, det bare var en karakter ulig nogen anden, jeg før havde portrætteret, så en stor del af udfordringen var bare al forberedelsen inden, så jeg var i stand til at gå på set og vide, hvem min karakter er«.

»Men den sidste scene var jeg meget nervøs omkring og satte meget pres på mig selv for at gøre rigtigt. Og så var dansen i starten meget svært også. Selvom det er en kort scene, brugte jeg mange måneder på at forberede alt«.

Kan du tage os gennem optagelsen af den sidste scene, hvordan du forberedte det, hvad din tilgang var, og hvad den siger om karakteren?

»Ja, det var en scene, som Sean og jeg talte en del om, og vi tilbragte meget tid på at tænke over, hvordan hvert øjeblik ville se ud. Det var en scene, som er meget vigtig for historien«.

»Der var så meget arbejde bag det, og jeg følte, der var den her kæmpe opbygning til scenen. Og vi skød den, og jeg husker, at jeg bagefter følte mig ret skuffet over mig selv på en måde. Det var ligesom ikke, hvordan jeg havde forestillet mig det i mit hoved. Og jeg tænkte så meget på den scene bagefter og var sådan: ’årh, burde jeg skrive til Sean? Skal jeg fortælle ham, at vi måske burde lave scenen om eller sådan noget?’«.

»Men jeg tror faktisk, at det, der skete, var, at den måde, jeg havde det under optagelserne af filmen, havde en parallel til meget af det, som Ani følte. Jeg tror, vi underbevidst ligesom var smeltet sammen, jeg var bare ikke klar over det på det tidspunkt«.

»Men jeg blev sådan ret defensiv, og jeg var ikke lige så følelsesladet udadtil, som jeg normalt er. Jeg holdt mange ting inde. Så jeg husker faktisk, at jeg så scenen, og jeg var meget lettet, fordi jeg var faktisk taknemmelig for den måde, jeg havde det, mens vi filmede det, fordi der var ingen Mikey involveret, det var alt sammen Ani«.

’Anora’ får biografpremiere 5. december.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af