’Vaiana 2’: Man drukner i bløde Gajolpakke-citater i genforening med Disney-nyklassiker
Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne småcrushe på en langhåret mand med hulaskørt.
Men det gjorde jeg altså i 2017, efter The Rock havde lagt stemme og nerve til den tatoverede og ’You’re welcome’-syngende halvgud, Maui.
Det var derfor med en vis hjertebankende spænding, at jeg skulle se ’Vaiana 2’ og dermed genforenes med min gamle animerede flamme.
Men som det kan ske i sådanne romantiske situationer, måtte jeg sande, at ilden var helt død. For Disney-opfølgeren er en både hektisk og slatten rodebutik, der kan få selv korthalsede strandløver til at miste deres magic touch – og som gør det svært at binde sig til historien.
Det er en skam, for selvom etteren ikke nødvendigvis var en af animationsgigantens allerbedste film, var fortællingen om den unge drivkraftige pige, der sejlede ud for at genoprette det polynesiske økosystem, en smuk og underholdende oplevelse.
Med vidunderlige sange og velskrevne replikker lærte den på det tidspunkt atypiske Disney-’prinsesse’ (hun er vist egentlig ’bare’ høvdingedatter) os om venskab, kvindelig heltedåd og råstyrke.
Det gør Vaiana (Auli‘i Cravalho) nu stadig, når hun endnu engang skal på eventyrlige søfærd for at stoppe kaos og forene sig med andre folkeslag.
Eller også skulle hun finde en undervandsø. Eller stoppe en meteorologisk gud med temperamentsproblemer. Måske i virkeligheden hele baduljen… eller ingen af delene.
Ja, undskyld, men filmen er på denne front lidt svær at orientere sig i – hvilket er ironisk, eftersom det at finde vej er et gennemgribende tema. Men det samme er det modsatte. Potentialet i at fare vild, altså. En pointe, der fungerer som en kærlig påmindelse til det unge – og for såvel det voksne – forventningspressede publikum.
Desværre er filmen spækket med den slags lommefilosofiske floskler, så man til sidst ikke rigtigt lytter efter, men bare drukner i bløde Gajolpakke-citater.
Og apropos at drukne så er titelfigurens båd ikke kun gæstet af the main man Maui, men denne gang ligeledes fyldt til randen med svømmeudfordrede karakterer. Udover gamle kendinge som det idiotiske, men underholdende sidekick Heihei og grisen Pua, tælles her en grumpy og tilsyneladende bundløs senior, en historiker som skaber god stemning og selvinkluderet fanfiction og en skøn rappende sløjdtype med adhd-tegn.
Lige med undtagelse af Vaianas cutsie lillesøster, der (u)tålmodigt venter på, at besætningen skal vende tilbage til hende og hjemøen, kommer vi dog aldrig rigtigt ind under huden på de nye karakterer – nogle af dem forstår jeg slet ikke meningen med. Hvad skal den sexede flagermusdame (stemmelagt af Pussycat Doll’en Nicole Scherzinger), som de rejsende pludselig ender hos, eksempelvis?
Okay, hun skal selvfølgelig synge en sang. Og det viser sig faktisk at være ret heldigt! For her leveres det måske eneste rigtigt gode musikalske indslag i denne to’er, der slet ikke rummer sin forgængeres hitparade.
Mange ting er ellers som sidst, når ’Vaiana 2’ ikke blot genbruger motiver fra andre Disney-klassikere, men ligeledes læner sig ualmindeligt meget opad sit forlæg – og ikke kun dramaturgisk. Tematikkerne er de samme, problemerne er de samme, jokesne er de samme.
Og jo jo, det er da meget underholdende med en lille dreng, der forsøger at score piger med lidt creepy breakdance. Jeg har bare allerede grint over det én gang … for syv år siden.
Heldigvis er dialogens kækhed også den samme, hvilket særligt giver latter og shine til Dwayne Johnsons Maui. Men hvor forvandlingens mester tidligere havde egne indre dæmoner og egoproblemer at bøvle med, er han denne gang en lidt flad og flink karakter – og dermed underligt nok knap så loveable eller tiltalende (#IGotIssues).
Visuelt er det dog som at flyde rundt i en krystalblå drøm, og selvom det kan forvirre, at vi skal ned i undervandsgrotter og gudeportaler, er disse sekvenser fortryllende smukke.
Det er ligeledes svært ikke at lade sig røre af filmens fine budskaber om søsterkærlighed og fællesskab på tværs af tid og sted – for slet ikke at nævne dens portræt af forskellighedernes skønhed.
Jeg tror også, at den gerne vil påpege noget nobelt om, at magi kan komme indefra – den pointe modsiger den bare lidt på et andet tidspunkt, men skide være med det.
Der er derfor sikkert mange børn og deres familier, der vil blive somewhat underholdt og beriget af ’Vaiana 2’. Man skal bare ikke sætte sig i biografsædet med en forventning om at blive synderligt overvældet – eller forelsket.
Kort sagt:
’Vaiana 2’ er et smukt og sjovt eventyr fuld af prisværdig female empowerment, men den er ikke lige så inspirerende eller vellydende som originalen.