’Parthenope’: Mesterinstruktør har lavet karrierens værste film
Hvordan følger man op på et personligt, traumefyldt mesterstykke? Man skal i hvert fald ikke gøre som Paolo Sorrentino.
Den prominente italienske instruktør bag virtuose film som Oscar-vinderen ’Den store skønhed’ og ’Youth’ præsterede i 2021 et nyt hovedværk i karrieren med sin niende film, ’The Hand of God’.
Indtil da havde Sorrentino perfektioneret sine ekstravagante, sanselige og visuelt overdådige skildringer af magtfulde mænd i deres livs efterår – fra korrupte politikere (’Il divo’, ’Silvio og de andre’) og afdankede musikstjerner (’Youth’, ’This Must Be the Place’) til en aldrende one-hit-wonder-forfatter i Roms festglade kulturelite (’Den store skønhed).
’The Hand of God’s semiselvbiografiske coming of age-fortælling om en ung napolitansk mand, der mister sine forældre i en tragisk ulykke, føltes derfor som det helt rigtige skridt i en forfriskende og spændende ny retning.
Det kan man ikke sige om hans biografaktuelle film nummer 10, ’Parthenope’.
Sorrentino har godt nok udfordret sig selv ved for første gang i sin efterhånden 30 år lange filmkarriere at have en kvinde i hovedrollen. Det går bare ikke så godt.
Filmen følger Parthenope (Celeste Dalla Porta i sin første hovedrolle), fra hun bliver født i havet ud for Napoli i 1950 og vokser op hos en velhavende familie, til hun går på pension i 2023. Selvom Parthenope udvikler sig til en dygtig universitetsstuderende og sidenhen professor, forbliver hun en påfaldende passiv karakter, der mest indtager betragterens rolle.
Hovedpersonen Jep fra ’Den store skønhed’ var ligeledes en karakter, som drev gennem tilværelsen, mens han overværede sin bys mange skæbner og særheder. Han fungerede dog samtidig som en kløgtig og humoristisk kommentator, der dissekerede den kultur, han selv var en del af.
At Parthenope ikke kommenterer sine omgivelser det store, er et helt bevidst greb fra Sorrentino. Karakteren er ikke kun opkaldt efter en sirene fra græsk mytologi, men også Napolis første navn, da byen var en tidlig græsk koloni. »Hun dømmer ikke, ligesom byen ikke gør«, sagde Sorrentino ifølge Hypercritic til pressekonferencen ved filmens verdenspremiere i Cannes.
Man fik dog en noget mere levende fornemmelse af selve byens ånd i ’Hand of God’s fodboldfeberfarvede og jordnære periodebillede.
Parthenopes passivitet betyder i praksis, at hun forbliver en flad og kedelig filmkarakter, der tilmed næsten kun defineres ud fra sit ydre. En masse mænd forholder sig løbende hendes guddommelige skønhed og drømmer om at gå i seng med hende. Andre komplimenterer hende for ikke at udnytte sin skønhed.
Samtidig dvæler kameraet igen og igen ved hovedpersonens oftest letpåklædte krop. Selvom ’Parthenope’ er skudt af en kvindelig fotograf (Daria D’Antonio), får man en gennemgående bismag af male gaze. Det er ikke nyt for Sorrentino at betragte kvindekarakterer gennem sine mandlige protagonisters liderlige øjne, men her virker det særligt tonedøvt.
Undervejs tynges Parthenope af et selvmord i familien, som hun på uretfærdig vis bliver bebrejdet for. Sorrentino genbruger altså et pludseligt dødsfald som dramaturgisk værktøj i stil med ’The Hand of God’, men denne gang helt uden samme emotionelle virkning. De indblandede karakterer er så fladt beskrevet, at man ingenting mærker.
Filmen er selvfølgelig ikke uden mindeværdige scener. Vanen tro har Sorrentino strøet spøjse og til tider magiskrealistiske, enkeltstående episoder ud over filmen.
En nytårsaften er Parthenope for eksempel publikum til en ubehagelig sexakt, hvor et nervøst ungt par bliver overværet af deres respektive familier – et absurd billede på det pres, de ældre generationer sætter på deres arvinger.
Senere kommer hun i lære hos en skuespildiva, der er maskeret på grund af fejlslagen plastikkirurgi, og en solbrun katolsk præst iført røde Speedos, der tigger om sex. Gary Oldman kigger også forbi som en alkoholiseret og melankolsk amerikansk forfatter.
Scenerne er nogle steder morsomme. Men i modsætning til instruktørens bedste værker bliver de ikke samlet til et interessant hele. Man sidder med fornemmelsen af, at Sorrentino har famlet efter sammenhængen, da han skulle klippe den 137 minutter lange fuser sammen.
Resultatet er karrierens værste film.
Kort sagt:
Den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentino rammer helt ved siden af med sin skuffende, famlende og tonedøve 10. film, der slet ikke kan måle sig med karrierens tidligere hovedværker.