’Emilia Pérez’: Mesterinstruktørs vanvittige vovestykke burde ikke fungere – men det gør det!
Jacques Audiard er blandt Frankrigs største nulevende instruktører. Ikke fordi han har perfektioneret en bestemt type film eller stil – snarere fordi han fortsat stikker i mange forskellige retninger.
Fra en intens fængselsfilm (’Profeten’) og et socialrealistisk indvandrerdrama (’Dheepan’) til en moderne western (’The Sisters Brothers’) og et parisisk trekantsdrama i sort-hvid (’Lev, elsk, Paris’).
Selv med disse forskellige genremæssige afstikkere in mente er den 72-årige franskmands nyeste og 10. film alligevel hans hidtil mest spøjse og vovede af slagsen.
’Emilia Pérez’, der vandt tre priser på sidste års Cannes-festival og er en af årets Oscar-favoritter, er nemlig noget så atypisk som en musical om en mexicansk narkoboss, der vil skifte køn.
Den livstrætte advokat Rita (Zoe Saldaña) er ved at køre død i sit arbejde, der mest går ud på at sørge for, at forbrydere og mordere går fri af retssager. En dag får hun en overraskende forespørgsel, da gangsteren Manitas (Karla Sofía Gascon) vil have hendes hjælp til at få foretaget en kønsskifteoperation, fingere sin død og leve et nyt liv som kvinden Emilia Pérez.
Relativt hurtigt lykkes missionen. Emilias nyvundne frihed kommer dog med en pris. For end ikke hendes hustru Jessi (Selena Gomez) og deres to børn må vide, hvem hun var engang. Det skal vise sig, at Emilia får mere end svært ved at give slip på fortiden, hvorfor hun igen beder Rita om hjælp til at udføre en ny, halvrisikabel plan.
Som det nok kan høres, bevæger ’Emilia Pérez’ sig løbende i helt uventede og bevidst melodramatiske retninger. Undervejs åbner Emilia Pérez for eksempel en velgørende NGO og finder kærligheden på ny med en anden kvinde. Og til allersidst sætter filmen alt på spil med et overraskende actionfyldt klimaks, der bringer det underliggende gangsterdrama frem.
Filmen er umulig at regne ud, og derfor føles den så forfriskende. Det burde ikke fungere at blande alle disse elementer sammen – men det gør det faktisk!
En gennemgående konstant i det særprægede drama er sangene, som er catchy uden at virke polerede. Numrene kan starte midt i en scene og udgøre en diskussion mellem karaktererne. De kan også bryde med diegesen, karakterernes virkelighed, og skabe en slags mentalverden, hvor sangeren kan udtrykke sine følelser frit og konsekvensløst.
De koreograferede dansenumre, ofte med Zoe Saldaña i front, udfoldes på uvante scener – eksempelvis blandt rengøringspersonalet i en retssalsbygning og på en plastikkirurgisk klinik, hvor både personale og patienter skråler med på en sangtekst om penisproteser.
Sidstnævnte har åbenlyst en komisk effekt, men andre steder er sangene også følelsesmæssigt engagerende. Det er for eksempel næsten rørende, da Emilia inden sin transition fortæller om længslen efter et nyt liv med en rusten autotunerøst.
Dansetrænede Zoe Saldaña og popstjernevante Selena Gomez er selvsagt sikre i deres musikalske præstationer. 52-årige Karla Sofía Gascon, som de færreste nok kendte på forhånd, åbenbarer sig derudover som en veloplagt og troværdigt intens musicalstjerne.
Emilia-karakteren er netop fanget i sit eget skuespil. Hun bliver nødt til at spille en rolle og kappe alle bånd for at være sig selv. Men selv her mangler hun noget i sit liv.
Skal man finde et sammenhængene kendetegn ved Audiards film, er det måske de stærke følelsesmæssige forbindelser mellem mennesker. Forbindelser, der stadig brænder igennem, når alt andet ramler. Som de to elskende i ’Smagen af rust og ben’, der finder noget meningsfuldt sammen ud af skrøbelighed og kaos.
Set i det lys kan man argumentere for, at ’Emilia Pérez’ også handler om at miste disse forbindelser til sine nærmeste. I en af sine afstikkere stiller filmen sågar skarpt på de tusindvis personer, der er meldt savnet i Mexico – ofre for landets brutale karteller – og deres pårørendes uforløste sorg.
Nok er ’Emilia Pérez’ skør. Men det er også en meget reel film om at miste sine kære og miste sig selv. Og at turde miste alt i forsøget på at vinde det hele tilbage.
Kort sagt:
Jacques Audiards forfriskende vanvittige vovestykke af en queer gangstermusical er både skør og gribende – og umulig at regne ud.