The Weeknds nye album handler om »mentalt sammenbrud« under ‘The Idol’-optagelser

The Weeknds nye album handler om »mentalt sammenbrud« under ‘The Idol’-optagelser
The Weeknd i 'The Idol' (Foto: PR)

The Weeknd er 24. januar klar med albummet ‘Hurry Up Tomorrow’, der afslutter den såkaldte ‘Nightmare’-trilogi efter ‘After Hours’ i 2020, og ‘Dawn FM’ i 2022. Samtidig skulle det også være Abel Tesfayes sidste udgivelse under sit The Weeknd-alias.

I et nyt interview med Variety fortæller verdensstjernen nu, at albummet handler om et »mentalt sammenbrud«, som han fik i en travl periode i 2022-2023. Forsinkede optagelser til ‘The Idol’-serien, hvor Tesfaye spillede den sidenhen latterliggjorte karakter Tedros, medførte, at han måtte skyde scener, mens han også var på turné.

Det mentale pres, som The Weeknd var under, ledte til, at han mistede sin stemme under en koncert i 2022.

»Jeg vidste, at jeg virkelig havde brug for at fucking sidde ned og få styr på mit liv«, fortæller Tesfaye om den stressfyldte periode.

»For at finde ud af, hvad der skete, se det i øjnene, lære noget nyt og starte forfra. Jeg havde haft et slags mentalt sammenbrud, hvilket ret meget er, hvad det her nye album handler om«.

I interviewet taler The Weeknd også om den dårlige modtagelse af ‘The Idol’, som han ikke tager personligt.

»Jeg er virkelig stolt af den – det er vi alle. Det er ærgerligt, at den, du ved, ikke blev mødt med den varmeste modtagelse, men vi vidste, hvad vi lavede – noget provokerende og mørkt«, siger Tesfaye, som også var producer og medskaber af serien sammen med Sam Levinson (‘Euphoria’) og musikpartneren Reza Fahim.

»Måske kunne den være blevet fortalt på en anden måde, måske ikke. Det var større, end jeg havde forventet. Ikke alt, hvad man udgiver, vil skabe forbindelse, og det er okay«.

I kølvandet på det nye ‘Hurry Up Tomorrow’-album kommer en stort anlagt film med samme titel, hvor The Weeknd spiller hovedrollen over for Hollywood-stjernerne Jenna Ortega og Barry Keoghan. I instruktørstolen sidder Trey Edward Schults, der har den roste indiefilm ‘Waves’, basketserien ‘Winning Time’ og thrilleren ‘It Comes at Night’ på cv’et.

Filmens amerikanske premieredato er 16. maj. Det vides i skrivende stund ikke, hvornår den kommer til Danmark.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af