Bruce Springsteen – gabende kedeligt

»One, two, three, four«, råber The Boss så autoritært ud over det gigantiske Forum på Frederiksberg, at hans E Street Band gang på gang øjeblikkeligt sætter i med et nyt nummer. Når USA’s sociale samvittighed giver en ordre, adlyder både band og publikum straks. Han er jo trods alt ‘The Boss’, og det er som det skal være, hverken mere eller mindre. Problemet for Bruce Springsteen er imidlertid ikke, at The E Street Band ikke gør præcist, som hans fire magiske ord befaler. Efter mere end 30 år på landevejene og tusindvis af koncerter på verdens allerstørste stadiums spiller hans otte trofaste følgesvende bagdelen af ethvert ungt håbefuldt band. Respekt for det, problemet er derimod bossen selv.

Sandheden om den engang så iltre og fremragende sangskriver er, at han ikke har skrevet en lytteværdig og langtidsholdbar sang de sidste to årtier. Og 30 år gamle fornemme sange om ungdommeligt oprør runger simpelthen hult i munden på en mand med 58 år på bagen. Det er og bliver et uomgængeligt faktum, der bare syntes at være gået henover hovedet på det forgudende publikum, der ligesom heltene på scenen var udstyret med en grålig hårfarve. Og ikke mindst kontanter nok til at lægge 650 kroner ved indgangen.

Men gråt var trods alt en farve, som efter 150 minutter indrammede musikken rigtig flot. For Bruce Springsteen & the E Street Band leverede en trist og tilbageskuende forestilling, hvor kun en hæderlig indlevet version af ‘The River’ for alvor havde fortidens magi med i bagagen. Bevares, attituderne har han endnu. Cowboytøjet og den maskuline Fender-guitar satte ham perfekt i ramme som ‘The Boss’. Alligevel blev aftenen aldrig til andet end et stort halbal, hvor fadbamser og hotdogs var eneste rigtige næring.