Én dag tilbage: Solvej Balles tidsrejse-banger er al hypen værd

ANBEFALING. Er det lige poppet nok at kalde Tara, heltinden i syvbindsværket ‘Om udregning af rumfang’, eksistentialismens Carrie Bradshaw?

Okay, hear me out: Tara oplever en hel del samtidig med, at hun oplever ingenting overhovedet, og hun fortæller os om det i sin dagbog.

Her filosoferer hun over relationer, årstider, cyklusser og meningen med livet, alt sammen fortalt med klummens indbyggede charme og lethed. Og det er derfor, det hverken føles tungt eller trægt at være fanget i november sammen med hende.

Solvej Balle. Hvis du tilfældigvis ikke har læst dansklærer-biblen og forfatterens gennembrud ‘I følge loven’ i gymnasiet, er det meget muligt, at du først for nyligt er stødt på navnet. Efter sin ikke ubetydelige, men dog moderate succes i halvfemserne forsvandt Balle fra den litterære scene for en stund, sad i sit hvide hus på Ærø og bryggede på en historie om tiden.

Hun havde ikke solgt mange bøger det seneste årti, så der var næppe nogen, der orkede at læse hele syv bind om tiden, fortalte hun, ifølge et interview med Kristeligt Dagblad, sig selv. Hun besluttede derfor at gøre noget, der ellers ofte betragtes som litterært selvmål, nemlig at lave sit eget forlag, Pelagraf, og udgive sine bøger selv.

Og orkede folk? Det kan man roligt sige. Her fem år efter udgivelsen af første bind i serien ‘Om udregning af rumfang’ melder københavnske boghandlere udsolgt af det nyligt udkomne bind 6, og serien er oversat til 30 sprog.

For nyligt var den engelske oversættelse stille og roligt nomineret til verdens vigtigste litterære pris (hvis vi ikke lige medregner Nobelprisen, den kører lidt sit eget løb), nemlig den internationale Booker Prize, som hun desværre tabte til indiske Banu Mushtag.

Men har man ikke allerede lidt vundet, når Karl Ove Knausgård himself står på den røde løber til prisoverrækkelsen og beklager, at det »ikke er ham, der har fundet på det mesterværk«?

18. november, 18. november, 18. november

En af litteraturens tungeste klassikere er James Joyces ‘Ulysses’, og folk, der har kæmpet sig igennem, ynder at lette på deres høje hat og med slet skjult selvtilfredshed ønske hinanden glædelig Bloomsday hvert år den 16. juni. Det er nemlig den specifikke dato i Harold Blooms liv, bogen handler om.

Sådan en litterær mærkedag vil vi nu også til evig tid have i dansk litteratur, nemlig 18. november.

For Tara Selter, en ung antikvar, der til dagligt bor med sin mand i en fransk landsby, men som er taget til Paris for at byde på et par bøger, er den 18. november til at begynde med en helt almindelig dag. Det er først morgenen efter, da avisen ser ud til at være gårsdagens, og da ting begynder at gentage sig, en ske, der falder på gulvet, at det langsomt går op for hende, at hun sidder fast i tiden.

Fuldstændigt som Phil i filmklassikeren ‘Groundhog Day’ igen og igen vågner op til sangen ‘I Got You Babe’, vågner også Tara op til en dag, der er en gentagelse af den i går.

Til at starte med vender hun hjem til sin mand Thomas, fortæller ham hver eneste dag, hvad der er sket, og rørende nok bliver han ved at tro hende.

Scenariet minder om den hjerteskærende slutscene fra ‘50 First Dates’, hvor Adam Sandlers karakter hver eneste morgen må vise den hukommelsessvigtede Lucy, spillet af Drew Barrymore, et kassettebånd, der kort opsummerer det liv, hun ikke har nogen som helst erindring om. Og hvor længe kan man holde det ud?

For Thomas er det altid den 18. november for første gang, han lytter til Taras fortælling, forsøger at finde en løsning sammen med hende, men så snart solen står op, har han glemt det hele igen.

Tara forlader derfor huset og begiver sig i stedet ud mod den franske kyst.

Er der nok mascarpone?

Her begynder rejsen og med den en af de ting, der virkelig fungerer, nemlig Balles store overblik over detaljerne i tidsrejsens regler. Det har efter sigende taget hende 35 år at skitsere plottet, og det forstår man godt, når man tænker på det spind af problematikker, sådan et time-loop fører med sig.

Tænk bare på det klassiske Harry Potter-meme, der gør grin med, at Harry og Hermione bruger den såkaldte tidsvender til at redde hippogriffen Stormvind, efter Dumbledore ellers flere gange har præciseret, at man ikke kan vække de døde.

I et interview i Information fortæller Solvej Balle, at en fortælling som hendes nemt kan virke som »en fiks idé, hvis det bliver for idéstyret«, og at det derfor har taget så »pisselang tid«.

I Taras tidslomme gælder komplicerede regler: Hvis du erhverver dig noget materielt, skal du sove med det i flere nætter i træk, før det bliver hos dig. Omvendt forsvinder det mad, du har indtaget, for bestandigt, så hvis du eksempelvis bestiller tiramisu på den samme restaurant flere gange i træk, vil restauranten før eller siden – til køkkenchefens store overraskelse – løbe tør for mascarpone.

Tara selv kan (modsat Phil i ’Groundhog Day’) flytte sig, hun vågner ikke op det samme sted hver morgen, men hun skal for eksempel for alt i verden undgå at tjekke ind på et hotelværelse, hvor nogen netop er checket ud. I så fald vil både hun og de oprindelige gæster jo vågne op i sengene dagen efter.

En anden tidslomme-regel, der også adskiller sig fra ‘Groundhog Day’, er, at Taras krop i modsætning til Phils ældes. Det er kun folk omkring hende, der forbliver de samme, som dagen før.

Fædre og fostrer

Når Solvej Balle er worth the hype, er det for det første fordi, vi med det seneste sjette bind har befundet os i 18. november-loopet i over 14.712 dage (det er altså fire årtier), og jeg endnu ikke keder mig. Dilemmaerne holder mig til ilden. For som Carrie siger i ’Sex and the City’: »Hvad hvis de store valg i livet faktisk slet ikke er valg, men blot summen af en række små beslutninger?« Tara kender følelsen.

Og nu kommer der en lille spoiler, men den skal ses som benzin til den eventuelle læsekrise efter to bind, hvor man ikke orker at være fanget i Taras hoved i endnu fem bind.

Her ændrer Balle nemlig spillereglerne ved at introducere Henry, den første af mange bikarakterer, der også er fanget i tidslommen. Crewet er udvidet, og det skruer altså alvorligt op for tempoet. Den nye gruppe former et samfund, et kollektiv, og her skal både tages stilling til en hel del filosofiske ting a la: Er det her tidsshow en gåde, der kan løses? Og nogle helt lavpraktiske ting a la: Hvordan undgår vi, at de supermarkeder, vi handler i, løber tør for varer?

Det nye karaktergalleri låser også op for en hel ny runde moralske dilemmaer: Vi har en far, der efterhånden ikke længere kan se sin søn, fordi sønnen – i en slags omvendt ‘Interstellar’ – vil forblive barn, mens faren langsomt ældes til uigenkendelighed, og vi har unge kvinder, der i tilfælde af, at det en dag lykkes at komme videre til den 19. måske vil være for gamle til at kunne få børn.

I filmen ‘The Time Traveler’s Wife’ kan Henry og Clare til at begynde med ikke få børn, fordi Henrys gener vil forårsage, at det ufødte foster rejser i tiden, og i Taras tilfælde er spørgsmålet, om et foster kan udvikle sig, hvis det altid er den 18. november?

Der er også en fyr, der gør det til sit projekt at bruge tidslommen til at gøre verden til et bedre sted, og som derfor standser så mange af den 18. novembers ulykker som muligt, fordi han lidt ligesom Tim i den romantiske komedie ‘About Time’ føler det som sit ansvar som tidsrejsende, at ingen kommer til skade.

Hypen værd

I det afsnit af ’Sex and the City’, som de fleste vil huske som afsnittet med Fleet Week og sømændene, reflekterer Carrie over tiden: »Måske er fortiden et anker, der holder os tilbage«.

I bind 2 af ‘Om udregning af rumfang’ skriver Tara: »Min tid er ikke en cirkel, og den er ikke en linje, den er ikke et hjul, og den er ikke en flod«.

Carrie søger bevægelse i tiden, Tara har anerkendt, at tiden ikke er en lige linje. Carrie vil videre i teksten, Tara vil forsøge at stå stille lidt.

Tiden er et uudtømmeligt emne, og selvom popkulturen elsker at bruge tidsrejsen til at sige noget om at blive konfronteret med fortiden og spejle sig i fremtiden, er det uhyre vellykket og vidunderligt langsommeligt, når Solvej Balle går all in på at trække tiden ud i det her syvbindsværk.

Det er hypen værd, fordi værket slår et slag for stilstand og driller idéen om profitmaksimering ved at sige; hvad nu hvis morgendagen aldrig oprinder?

Som en anden Mumimor har Solvej Balle – i det mindste i fiktionen – skænket os et alternativ til livet som tidsslave.

De første seks bind (ud af i alt syv) af ‘Om udregning af rumfang’ er ude nu.