Hvorfor havde Ed Sheeran overhovedet medbragt et band i Øresundsparken?
KONCERT. Da jeg efter Ed Sheerans koncert i Øresundsparken kastede mig ud i den herkuliske kamp om at nå først frem til metroen, måtte jeg først forbi en ung gademusikant.
Væbnet med en guitar og en avanceret samling af loop-pedaler spillede han ’Castle on the Hill’. Selvsamme sang som Ed Sheeran to og en halv time forinden havde åbnet sin første af i alt fire gigakoncerter med.
Sheeran begyndte selv sin karriere som spillemand på gader og værtshuse i 00’ernes London, hvor der til at starte med ikke var mange, der fattede nævneværdig interesse for hans musik.
I dag er en stor del af Sheerans appel stadig forestillingen om den helt almindelige, uprætentiøse unge mand, der bæres fra gaden til berømmelsens tinder på vingerne af sine ærlige sange og sit unægtelige rå talent.
Det er en forestilling, der tydeligvis var sprællevende i den unge gademusikant ved metroen, der vel drømte om et lignende gennembrud. Og det er en forestilling, som tydeligvis stadig fylder i Sheerans selvforståelse.
Det stod klart, da han indledte debutsinglen ’The A Team’ med en monolog om, hvor uvirkeligt det er at stå foran 40.000 mennesker og spille den selvsamme sang, han som 18-årig spillede for uinteresserede fulderikker på britiske pubber.
Sangen – et akustisk portræt af en hjemløs stofmisbruger, der i sin blåøjede befippelse over verdens uretfærdighed kun kunne være skrevet af en 18-årig – er formentlig stadig den bedste, han nogensinde har udgivet.
I Øresundsparken stod sangen for mig ikke så meget som en påmindelse om, at Sheeran stadig er den samme følsomt observerende trubadur, han var for 16 år siden, men som en påmindelse om alt det, der er gået tabt.
Jovist, han spiller stadig følsomme ballader på sin guitar – og endda mange af dem – men det er som om, historiefortællingen med tiden er forsvundet.
Svulstige kærlighedserklæringer som ’Perfect’ og ’Leave Your Life’ er stærkt melodisk håndværk, men følelsesmæssigt fremstår de lige så uspecifikke og overfladiske som en sms med en hjerteemoji.
Størstedelen af koncerten spillede Sheeran alene på sin guitar, som han loopede i stadig tykkere og tykkere lag. Sommetider kunne det undre, at han overhovedet havde medbragt et band blot for at eksilere dem på små platforme under højtalertårnene og så nægte dem at spille.
»Det her foran mig er en loop-station. Alt I hører er fuldkommen live, der er intet backingtrack whatsoever«, lovede han.
Ingen kan tage fra Sheeran, at han er dygtig til det, han gør. Hans ekstremt perkussive guitarspil er karakteristisk, om end en kende ensformigt, og han mestrer virkelig den loop-station, som på en eller anden måde var hele koncertens bindeled.
På sange som ’Don’t’, ’Give Me Love’ og ’Bloodstream’ opbyggede han tordnende crescendoer kun bestående af gentagende guitarfragmenter og ekkoende vokaler. De første par gange, han gjorde det, gav det et sug i maven. Men så havde man ligesom også hørt det.
Jeg ville ønske, at Sheeran havde ladet bandet komme med helt op på scenen, og at han havde inddraget dem i et reelt samspil med alle de uforudsigeligheder, det grangiveligt ville medføre.
At høre ham opbygge sine sange i loop-stationens stramt fastlåse skema – hvor selv den mindste skævhed ville sætte hele projektet over styr – var som at se ham spærre sig selv inde i en musefælde, som han derefter først skulle bryde ud af, før sangene kunne nå ud til publikum.
Koncertens bedste øjeblikke var overraskende nok de sange, der var mindst stereotypisk genkendelige som Ed Sheeran-sange.
Ganske vist fungerede det overhovedet ikke, da han på ’Blow’ forsøgte sig med frenetisk hardrock. Og da han på ’You Need Me, I Don’t Need You’ begav sig ud i at rappe, sejlede hans flow i alle retninger, inden det helt kæntrede.
Men så var der den euforiske arenarock på ’Celestial’, der var det eneste øjeblik i hele koncerten, hvor det føltes velfortjent, at sangen kulminerede i fyrværkeri.
Der var noget forførende over den skamløse eksotisme i de nye singler. ’Saphire’ med sine næsten-psykedeliske, indiskinspirerede rytmer og ’Azizam’, som er en ret så overbevisende pastiche over persisk popmusik.
Begge lyder som farvestrålende postkort fra ferier, man gerne ville have været med på – også selvom der skete noget mærkværdigt med lyden under sidstnævnte, der fik de loopede rytmer til at lyde som et kollapsende køkkenskab.
Om den tilsyneladende så muntre poprock-skæring ’A Little More’ fortalte Sheeran, at den handler om den person i verden, han hader allermest. Det er en sang, han ofte har forsøgt at skrive, men altid har droppet igen, fordi den kom til at lyde vred.
»Hvis en vred sang også lyder vred, forsvinder subtiliteten«, sagde han. En rimelig ironisk kommentar fra en kunstner, der ikke ville kende subtilitet, om det så var en pedal i hans loop-station.
Men det er også irrelevant. Det er netop fraværet af subtilitet, der har gjort ham til en af verdens absolut største stjerner.
Det er den fuldkommen håndgribelige direkthed, hvor intet er op til fortolkning, der får fans i alle (!) aldre til svaje henført til ‘Perfect’ og ryste hele kroppen til ‘Shape of You’.
Og som får den unge gademusikant ved metroen til at drømme om, at han kan gøre det samme.
Kort sagt:
Ed Sheeran var unægteligt velspillende i Øresundsparken, men koncerten blev hæmmet af et ensformigt repertoire og af hans højtelskede loop-station, som direkte modarbejdede muligheden for spontanitet og nærvær.