REPORTAGE. »Ingen er perfekte, men vi kan alle gøre det bedste, vi kan«.
Budskabet var klart og tydeligt. Kneecap var kommet for at holde en fest, men de var der lige så meget for at lave et politisk opråb. Og for at opildne deres fans til at fortsætte den aktivistiske kamp sammen med dem.
Det var nemlig den frihedskamp, de er blevet symbolet på, der var i centrum, da den første af to udsolgte og voldsomt omdiskuterede Store Vega-koncerter løb af stablen onsdag aften.
Den irske rapgruppe består af Mo Chara og Móglaí Bap og produceren DJ Próvaí. Med deres hårdtslående lyd og tekster, der blander irsk gælisk og engelsk, er de blevet et velkendt navn, sideløbende med at de i 2024 lavede filmen ’Kneecap’, en fiktiobiografisk historie om bandets tilblivelse.
Mest opsigtsvækkende er dog deres politiske budskaber, som har skabt stor debat. Teksterne kredser om irsk ungdomskultur, stoffer, vold og vigtigst om kampen for et uafhængigt hjemland fri for briter.
Debatten om bandet, der før har skabt røre ved at opfordre til drab på konservative parlamentsmedlemmer, er taget til, efter at de gentagne gange har udtrykt støtte til Palæstina i Gaza-konflikten.
De vakte opsigt med ordene »fuck Israel, free Palestine« på årets Coachella-festival, ligesom Mo Chara i en igangværende retssag er tiltalt for terrorbilligelse efter blandt andet at have viftet med et Hizbollah-flag på scenen. Retssagen har fået Kneecap til at aflyse efterårets USA-turné.
Kontroverserne fik op til koncerterne Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager fra Det Konservative Folkeparti til udtrykke voldsom kritik af Vega for at booke gruppen, som han mener »forherliger en terrororganisation som Hizbollah, som er optaget på både EU’s og Storbritanniens terrorliste«.
Vega selv slår fast, at man ikke vil lade sig censurere ved at aflyse koncerter på en sådan baggrund. »Det bliver først problematisk, hvis kulturlivet lader sig forskrække – og begynder at censurere, fordi det virker kontroversielt«, svarede kommunikationschef Søren Gaden på Næsagers kritik.
Men hvem var det egentlig, der var mødt op for at se gruppen – aktivister, irere, hiphopnørder? Det var et af flere spørgsmål, der meldte sig, da vi tog til koncert onsdag aften.
Det glemte sprog
Allerede i eftermiddagstimerne er en kø begyndt at slange sig på fortovet foran Vega, hvor små grupper af unge i mørkt tøj med keffiyeh-halstørklæder slår ventetiden ihjel i håbet om at komme helt tæt på gruppen, der er blevet kaldt »det farligste band i verden«.
En ældre fyr ved indgangen uddeler flyers med budskabet ’Forsvar Kneecap og Vegas bestyrelse’, og irske Michael på 23 svarer prompte »fire away, lad«, da jeg spørger, om jeg må stille ham et par spørgsmål.
»Jeg er her, fordi de er irske og taler det irske sprog, som mange har glemt. Politikken betyder ikke ret meget for mig, men i det mindste gør de da noget modsat alle dem, der intet gør. Det bliver vildt, vent bare til at irerne får et par øl mere«, griner han med en umiskendelig accent.
En accent, der høres rigtig mange steder, også i merchboden, hvor der er rift om ’Bevar Kneecap’-plakaterne, som bandet i sympati med Christiania havde fået lavet til lejligheden, og de allerede ikoniske Kneecap- balaclavaer i de irske farver grøn, hvid og orange.
Overalt er der pro-Palæstina-trøjer og -halstørklæder at se, men samtidig er rigtig mange klædt i grønt. Irske landsholdstrøjer, eller hvad man lige har kunne finde i skabet.
Det er et sammensurium, der bedst kan beskrives som mødet mellem en Palæstina-demonstration og Saint Patricks Day, og det giver faktisk god mening. Hos Kneecap går der nemlig en lige linje mellem Irlands kolonitid, og det, der i dag udspiller sig i Gaza.
»De er fede, fordi den politiske kamp fylder så meget, og de trækker tråde mellem deres lands frihedskamp og den, Palæstina kæmper lige nu, som jeg er meget investeret i. Jeg synes, at man skal se mere på alt det positive, de gør, frem for de fejltagelser, de har lavet. Nu skal jeg ind og svinge med mit keffiyeh!«, fortæller Ida på 25 år, kort før Kneecap går på.
Det dansk-irske brødrepar Christoffer, 28, og Marius, 25, er i Vega, fordi Kneecap er irske kulturbærere ulig nogen, de før har oplevet.
»Det handler om irsk stolthed. De sætter Irland og landets historie på verdenskortet, og så rapper de på irsk gælisk, hvilket er så cool. Engang talte vores far det, og nu har Kneecap gjort det til noget sejt, man kender verden over«, fortæller Christoffer.
Da jeg spørger ind til Mo Charas retssag svarer Marius, at »de jo tydeligvis ikke har ment de ting, som de nu kritiseres for, men har gjort det for at prove a point. For at vise, at fokus altid bliver rettet mod dem i stedet for den sag, de taler for«.
Enhver jeg taler med tager, ikke overraskende, tydelig afstand til den påståede støtte til terrorgrupper og al form for vold. Men de fortæller også, at de er trygge ved, at Kneecap gør det samme.
»Det er længe siden, at jeg har mødt et band med så meget på hjerte, men derfor kommer de også til at tale over sig«, fortæller 28-årige Mads, der i aftenens anledning har iført sig en trøje med bandet Fontaines D.C., som tidligere i år forvandlede Orange Scene til én stor Palestina-demo.
»Deres frihedskamp rammer noget unikt i tidsånden, og jeg tror på, at det flag var uigennemtænkt og en fejltagelse, som de jo også efterfølgende har taget afstand fra«, fortsætter han.
»That’s a fuckin’ bargain!«
Da koncertstarten nærmer sig, har en fan i orkanens øje midt for scenen indtaget et par skuldre med et stort Palæstina-flag, der gynger i ottetaller over det forventningsfulde crowd.
Lyset dæmpes, og en fandenivolsk DJ Próvaí opildner salen med fingerpeg, klap og en knyttet hånd. Publikum reagerer med et kollektivt brøl, der lyder mere af et fodboldstadion end et mellemstort spillested.
Rapperne Mo Chara og Móglaí Bap indtager med vanlig ballademager-energi scenen, får både sagt »tak, tak« og proklameret, at de regner med, at Vega overgår deres ellers vanvittige koncert forleden i Warszawa, inden de fire sange inde i sætlisten ikke kan holde det inde længere.
»Fuck it, free Palestine«.
På balkonen har en gruppe midaldrende mænd i Adidas Superstars taktfast gang i den velkendte hiphop-arm, imens fadølskander hænger fra bukselommerne. Havde man kun set på dem, kunne det lige så godt have været en Malk De Koijn-koncert, man stod til.
Men netop fordi der omkring dem foregår en helt anden fest, er det tydeligt, at Kneecap er noget helt særligt. De forener folk, man aldrig troede skulle stå skulder ved skulder.
Foran scenen har de unge fans fra start til slut energiniveauet fastlåst på 110 procent. Svingende halstørklæder får selskab af først hatte, siden trøjer og endda et par trekvartbukser, som folk løbende tager tøjet af i salen, der mest minder om en sauna med tre gange gusmesteren fra helvede.
De muntre rappere får også både mindet folk om at »stay hydrated« og spurgt ind til billetpriserne. Da Mo Chara tjept, og ekstremt tvivlsomt, får omregnet de 400 kr. til euros, udbryder han grinende »that’s a fuckin’ bargain!«. Selvom budskaberne er dybt alvorlige, er de også spasmagere.
Der bliver joket om vagternes godkendelse af balkon-moshpits, og historien om sommerens Northside-koncert ender i en ny udgave af Madness-hittet ‘Our House’.
»Aarhus – in the middle of our street«, skråler hele Vega pludselig, inden Móglaí Bap, der for længst har smidt trøjen, udbryder: »Anyone sweatin’? I don’t think this venue has any air condition!«.
Efter en god time med sveden drivende langs ben, arme, vægge og lofter har et irsk par i Guiness-bøllehatte fået lige, så hatten passer, og snubler nærmest sidelæns ud af salen, efterfulgt af en forbavset herre med balaclavaen siddende på issen som en tophue. »Det stikker helt af om et øjeblik«, fremstammer han i forbifarten, og han får ret.
»Get Your Brits Out« suger som en magnet folk op på skuldrene af hinanden, og 15-20 kroppe danser på samme tid hævet over publikum, inden det uundgåelige klimaks med kæmpehittet ’H.O.O.D.’ indtræffer.
Da rapperne sænker mikrofonerne og lader de moshpittende masser få ordet helt for sig selv, svarer de med et fælles brøl af omkvædet: »I’m a H-double-O-D / Low life scum, that’s what they say about me«.
Som alle andre gange, Kneecap imponerer, hyldes de ikke med råb af deres navn. I stedet lyder det repetitive »free, free Palestine«-tilråb. For det er den sag, mere end Kneecaps egen, der forener dem og deres fans.
Et band og en bevægelse
Da Kneecap har forladt scenen, og publikum træder ud i lyset, ligger håret svedigt ned langs hovederne, der ikke helt er stoppet med at boppe.
De er glade, udmattede og gennemsvedte, og kunne lige så godt have været gæster fra et kæmperave, der ved solopgang trådte ud i morgensolens gryende lys, som koncertgæster på en fredelig efterårsaften.
I garderobekøen fortæller 42-årige Mette, hvis irsk-elskende kæreste har taget hende med, småforpustet:
»Det var en vild oplevelse. Musikken og energien er helt særlig, og at de bruger den til at tale om både deres hjemland og Gaza er fantastisk. Når man ser dem live, er det jo tydeligt, at deres budskab og det, de vil opnå, kun er positivt. Jeg har kæmpe respekt for den måde, de bruger deres stemme«.
Fra en kø til en anden spreder der sig gennem foyeren et insisterende »free, free Palestine«. Da det ebber ud, går der få øjeblikke, før det på ny dukker op lige uden for indgangen.
Og netop det er et rammende billede på, hvad Kneecap er for en »bevægelse«, som de selv kalder det. En, der udvisker skellet mellem politik og musik.
Om man spurgte unge eller gamle, irske eller danske, var der i Vega bred enighed om, at Kneecap rækker langt ud over deres musikalske virke. For deres fans er de aktivister, frihedskæmpere og nationalhelte, før de er rappere. Det er det, der gør Kneecap til et popkulturelt unikum.