’The Wizard of the Kremlin’: Jude Law er bleg, dum og overraskende perfekt som Putin
VENEDIG FILM FESTIVAL. Det åbenlyse trækplaster ved ’The Wizard of Kremlin’, franske Olivier Assayas’ mærkværdigt fede film om fødslen af det moderne russiske politiske system, er åbenlyst Jude Laws transformation til en af verdens værste mænd.
Med hud og udstråling som et lystofsrør, komisk passion for at køre på vandscooter, vigende hårgrænse og sans for at levere idiotiske indsigter med selvindbildt autoritet er han om muligt endnu mere ukarismatisk end Putin selv. Og ret perfekt. Rip, Ripley. Rip, Mr. Napkinhead.
Men filmens sande trolddom kommer sjovt nok fra Paul Dano i hovedrollen som den fiktive figur Vladimir Baranov, der stiger til tops i Rusland efter Sovjetunionens fald ved at hviske netop Putin i øret, mens han overtog magten fra Boris Yeltsin.
Den forhenværende præsident bliver i øvrigt virkelig morsomt skildret som en senil ’Weekend at Bernies’-figur, som bliver spændt fast til stolen, når han taler til befolkningen, hvorefter de dubber talen på hans forvirrede læbebevægelser.
Det kan ikke overraske nogen, der har set Dano ”drikke” Daniel Day-Lewis’ milkshake i ’There Will Be Blood’, at han kan levere et mystificerende skurkeportræt som få. Han er med andre ord født til at spille troldmanden i hjertet af det døde russiske demokrati. Og i voice-overen fortæller han historien med en blidt hypnotiserende stemme.
Velkendte Dano-træk, men ikke desto mindre effektive.
Vi møder først Baranov som pensioneret og eksileret i en villa på landet, hvor han har inviteret den amerikanske journalist og forfatter Rowland (herlige Jeffrey Wright) på besøg for at fortælle ham sin historie.
Og med fare for at udstille min egen begrænsede erfaring på området er det første gang, jeg har set en spillefilm om russisk politik, der ikke kedede mig halvt ihjel, selv hvis det var meningen, den skulle være sjov (jeg kigger desværre på dig, ’Stalins død’). Eller som er fængende for folk, der ikke brugte deres gymnasietid på at cosplaye kommunist (jeg ser på dig tidligere ungdomspolitikertype…). En film der – tør man sige det – putter lidt techno i technokrat?
Vi starter i 90’ernes Moskva, hvor det politiske paradigmeskifte bliver fejret af ungdommen med raves, techno, stoffer og kunstnerisk opblomstring.
Her er Danos Baranov en ung ambitiøs teaterinstruktør med læderjakke og smøg bag øret, hvis talent for at instruere virkeligheden viser sig som en magtmæssig guldmine, han ikke har moral til at modstå i mødet med først trashy tv-programmer og så politikkens verden.
Hvilke principper kan man egentlig ellers forvente af en mand fra en generation, der blev opdraget med kommunismen som altoverskyggende magt, blot for at se det styrte i grus?
Samtidig forelsker han sig også i den kyniske og kæmpepelsbærende Ksenia (Alicia Vikander), som dog hurtigt drages af den nyudklækkede Dmitiri i stedet, som er bedre til at danse og spise kaviar.
Baranov helliger sig i stedet missionen om at gøre Stalin-fan Vladimir Putin til fader Rusland, hvilket indebærer at »stoppe med at finde på historier, og begynde at opfinde virkelighed«.
Det kan ikke overraske nogen, at den franske instruktør har begivet sig ud på en mission med garanteret provokationsevne ved at skildre Ruslands moderne politiske historie, der i disse år kulminerer i den katastrofale Ukraine-krig, gennem sit filmiske og ret så poppede troldspejl. Min sidemand sad eksempelvis og fnøs, i hvad der virkede som raseri, hele filmen, mens jeg selv grinede højt.
Det er nok ikke detaljegraden og sagligheden, man skal gå efter i en film, hvor samtlige karakterer bliver spillet af Hollywood-stjerner, der ikke engang foregiver at lyde russiske.
Begivenheder som Ruslands invasion af Tjetjenien og senere Krim flyver forbi i Assayes’ popsangsagtige version af stormagten, men dog skal det hele jo forstås gennem øjnene på Baranov, som bliver besat af politikken og medievirkelighedens tryllekunst.
’The Wizard’ har i sine skarpeste øjeblikke på den måde mere til fælles med film som ’The Social Network’, som tør skære sit helt eget skurkeportræt, så det for alvor giver genlyd ind i nutiden.
Kort sagt:
Jude Law og Paul Dano brillerer som den politisk imbecile Putin og hans sjælløse troldmand i et både provokerende, mystisk og tankevækkende portræt af en af verdens mest skadelige politiske udviklinger.