Justin Biebers selvforvaltende skabertrang kører af sporet på ‘Swag II’
ALBUM. Der er to sider af Justin Bieber. Den hyperkendte megastjerne bevæbnet til tænderne med talent og berømmelse – og så hans ret ufarlige musikalske output.
Mens hans kærlighedsliv og skrantende mentale helbred har været talk of the town på internettet i over et årti, og album som ’Purpose’ og ’Justice’ har leveret megahits til cv’et, så er den store, helstøbte popplade udeblevet.
Måske lå det i stjernens baghoved, da han for første gang uden musikdirektøren Scooter Braun ved roret tog i studiet med tidens hotteste r’n’b-aktører, blandt andre den hypede retrodyrker Dijon og den eminente guitardarling Mk.gee.
Og mens fanbasen via paparazzivideoer og Instagram-posts var travlt beskæftiget med popstjernens privatliv, sendte Bieber surprise-albummet ’Swag’ på gaden med et brag.
Den længe ventede udbasunering, et tiltrængt fokus på kunsten frem for kunstneren. Kærligheden til konen, afskyen for berømmelsen og den kristne moralske habitus mesterligt sammenkogt i en spritny r’n’b-niche med legende bluesguitar, glimtende synth-klokker og samplede garagetrommer.
‘Swag’ snublede på målstregen med tåkrummende interludes og er cirka 10 numre for langt, men markerede startskuddet for Biebers egenrådige r’n’b-løb. Han er fri – og hamrende produktiv. For nu kun to måneder efter ‘Swag’ har vi ud af det blå fået efterfølgeren ’Swag II’.
Opskriften fra forgængeren er stort set uændret, så menuen står på charmerende r’n’b med 90’er-synth og bluesguitar – desværre igen serveret med en glat omgang fyld on the side. Når længden var det største problem sidst, er 23 (!) nye swag-sange som at hælde benzin på bålet.
Men når ‘Swag II’ rammer plet, er kontrasten mellem den atmosfæriske retroproduktion og Justin Biebers drengede, krystalklare popvokal tæt på genial.
Åbneren ’Speed Demon’ sætter barren højt. Den loopede trommekadence og letbenede chorus-guitar er et perfekt underspillet bagtæppe til Justin Biebers legende melodier, der sylespidst skærer igennem.
Det er præcis den kontrast mellem tidløs charme og moderne stemmeføring, der er Biebers stærkeste kort på hånden. Hans nye yndlingsdisciplin er tydeligvis at boltre sig på dovne trommesamples og mystiske akkorder, hvilket han også brillerer med på ’Eye Candy’.
Det bliver kun bedre af, lydbilledet er pakket ind i et skønt luftigt mix. ’Lyin’’ er et godt eksempel, hvor trommerne tromler, men fordi der er så meget rum omkring dem, lyder det hele stadig let og atmosfærisk.
Letheden er også afspejlet i teksterne. Mens albumcoveret til ’Swag’ var kulsort, er efterfølgeren lysende pink. Det er passende, for ’Swag II’ handler mindre om selvransagelse og mere om familietid og religiøsitet.
’Love Song’ byder på et velplaceret callback til megahittet ’Love Yourself’. Dengang sang Bieber til sin eks »I didn’t wanna write a song«, mens han nu »wanna write you a love song, baby«.
Forelskelsen fortsætter på 80’er-perlen ‘Open Up Your Heart’, der er en langsom, men groovy vaskeægte powerballade.
»Tell me what you’re really feelin’«, synger han, mens de rumklangstunge trommeslag hamrer derudaf. »Without you, babe, I’m a mess«, afrunder Bieber teatralsk – overgivet hjerte-smerte-kitschet på den helt rigtige måde.
Den underspillede banger ’Witchya’ har pladens måske største hitpotentiale, mens Bakar-samarbejdet ’Don’t Wanna’ er et sjældent vellykket Michael Jackson-pastiche-eksperiment.
Nej, ’Swag II’ mangler bestemt ikke gode sange. Til gengæld er rygsækken også pakket med undervældende metervarer.
’Need It’ er klinisk steril uden ét eneste gram retro-charme med et hovedpineindbydende omkvæd i falset. Den får kamp til stregen af den platte ’Oh Man’ om pladens fladeste omkvæd.
På ’Safe Space’ sidder Bieber og Bay Area-rapperen Lil B fast i et underudviklet tekstunivers frem til sidste minut, hvor vi endelig får et udmærket klimaks i drum’n’bass-kadence.
Og så er der de mere afpillede singer/songwriter-numre, som Bieber har sværere ved at eksekvere end den pulserende r’n’b.
Guitarballaden ’Everything Hallelujah’ vinder på en gudesmuk akkordrundgang, men numre som den mærkeligt forældede ’Petting Zoo’ og den underproducerede, interlude-klingende ’Dotted Line’ kører i total tomgang.
På den næsten otte minutter lange albumlukker ’Story of God’ indtager Bieber prædikestolen og gennemgår historien om Adam og Eva. Det føles mere som søvndyssende søndagsskole end en guddommelig finale.
’Swag II’ bliver derfor ligesom sin forløber et ambivalent bekendtskab, der skifter mellem glimrende genistreger og friktionsfrit fyld. Hvis ’Swag’ var overraskelsens glæde over Justin Biebers nye selvforvaltende skabertrang, så er opfølgeren hverdagen bagefter.
Der er ingen tvivl om, at Bieber har fundet en niche, der passer ham. Spørgsmålet er, om vi har brug for så meget af den.
Kort sagt:
På ’Swag II’ brygger Justin Bieber videre på sin nyfundne r’n’b-niche. Når han rammer plet, vinder han stort på den atmosfæriske retroproduktion og krystalklare popvokal, men tasken er tungt pakket med overflødig bagage.