Audition, bootcamp, liveshow.
Bunker af håbefulde amatørmusikere, der drømmer om at make it big.
Opskriften kender vi fra ’X Factor’, men nu har TV 2-programmet fået en pendant, der er lysår forude, når det handler om at tale til et ungt publikum på deres præmisser.
Navnet er Chat Records.
Det dækker både over hiphop-talentkonkurrencen og det nyoprettede pladeselskab, hvor vinderen sikrede sig en pladekontrakt. Konkurrencen foregik i løbet af august med finale 1. september og blev livetransmitteret via Twitch, der bedst kendes som en streamingkanal for gamere.
Og netop internetplatformene Twitch, YouTube og TikTok har gjort Chat Records og manden bag, internetpersonligheden Søndergaard, til et fænomen i dansk ungdomskultur.
Et, som møder målgruppen på deres digitale banehalvdel, taler deres sprog og involverer dem gennem det helt centrale værktøj, chatten – samtalefunktionen på Twitch – som har lagt navn til pladeselskabet, der er etableret under Universal Music Group.
Men hvordan blev en fyr, der livestreamer sig selv spille computer i sit soveværelse, et uomgængeligt navn i dansk musik? En, der hænger ud med Kesi, Lamin og Anton Westerlin, og som har sit eget pladeselskab?
Hellere gamer end gangster
Som millioner af unge har 25-årige Rasmus Søndergaard i årevis dyrket online-computerspillet ’League of Legends’, der er blandt de mest populære i verden.
For en håndfuld år siden besluttede han sig for at starte en Twitch-kanal, og langsomt fik han flere følgere på platformen, der er kendt for at være båret af chatfunktionen, som lader seer og streamer interagere.
Siden begyndte han at lave videoer på YouTube og TikTok og blandt andet også at dele ud af sit privatliv. Imens fanbasen voksede gennem alt fra madvideoer til danske udgaver af udenlandske YouTube-formater, blev han også kendt for sit venskab med Kesi, som ofte var med på videoer og streams, hvor de to spillede computer og svarede på seerspørgsmål.

Som vi før har påpeget, er dansk hiphop ikke længere domineret af grove gangstertyper, men af friske, kække fyre, der tør vise følelser. Med til det hører også, at de – helt i tråd med mange fans – gerne må lave nørdede ting, som at spille computer med deres venner. Den tendens har været afgørende for, at Søndergaard er blevet synonym med dansk hiphop.
I det sammensurium af formater og medier, som udgør ungdommens digitale virkelighed, favner han nemlig både computerspil, musik, kendisser og onlinekultur, og han skaber et rum med plads til både hiphopfans og gamere, imens han taler ind i nye trends og det sprog, de unge (særligt drenge) bruger.
Via Kesi dukkede andre af dansk musiks største navne siden op i Søndergaards soveværelse.
Han fik besøg af hele B.O.C (godt nok med Gilli på en FaceTime-forbindelse), men også Christopher, Thor Farlov, Anton Westerlin og mange (!) flere har indlemmet sig i Søndergaards univers, hvor seerne tiltales »chat« eller »drenge«.
Den lange liste af topnavne fra dansk musik, som bruger tid på at besøge ham, er bevis på, at hans platform er noget helt særligt. Et sted, man må og skal være i musiklandskabet anno 2025.
I dag har Søndergaard over en halv million følgere på tværs af Instagram, TikTok, YouTube og Twitch, og han samarbejder med brands som Power, Bareen og Red Bull.
Sidstnævnte partnerskab har blandt andet resulteret i, at Søndergaard ved årets Distortion X på Nørrebro livestreamede fra en VIP-platform, hvor musikere og kulturpersonligheder som Annika, Melvin Kakooza, Anna Munch og (naturligvis) Kesi var blandt gæsterne.
Har du ambitioner om at være noget ved musikken, når det kommer til det, danske unge ser, hører, deler og taler om, så handler det om at få en plads foran Søndergaards rullende kamera.

Med status som digitalt samlingspunkt for dansk hiphop var det kun et spørgsmål om tid, før den etablerede musikbranche kiggede Søndergaards vej.
Alligevel vakte det opsigt, da han i juli annoncerede fødslen af pladeselskabet Chat Records med en video gæstet af Kesi, Mas og Anton Westerlin. Et hiphop-label, der skal hjælpe morgendagens rapstjerner frem »på en mere organisk og autentisk måde«, som han forklarer det til Gaffa.
Videoen var samtidig et audition call, og ugen efter startede talentkonkurrencen med tre auditions. Hver dag med gæstedommere – først Merro8, så Michael Williams og til sidst den uundgåelige Kesi, der fik selskab af Anton Westerlin.
Som ekstra dommer var chatten, altså seerne. Helt i tråd med en digital virkelighed, hvor interaktion er den direkte vej til engagement, gav Søndergaard fansene en stemme. Chat Records er noget, han skaber både til og med chatten.
Derfor var det også chattens opgave at barbere gruppen af deltagere sendt videre fra audition ned til otte, som gik videre til bootcamps, hvor de efter hvert afsnit ligeledes havde den afgørende stemme i farezonen.
Mikrofonløse stjerner
Over tre afsnit blev de otte først til seks, siden til fire og til slut til to finalister. De tre bootcamps havde henholdsvis Mas, Benny Jamz og Anton Westerlin som gæstedommere. På første bootcamp skulle talenterne gennemføre en cypher – en fælles rap-performance, hvor man skiftes til at rappe over det samme beat.
I afsnit to gik udfordringen på at lave en musikvideo, og i tredje afsnit kom så esset, der understreger Søndergaards skarpe blik for alle de muligheder, hans platform tilbyder.
Her var Anton Westerlin altså meddommer. Superproduceren er blandt andet blevet kendt gennem YouTube-programserien ’Bag gardinerne’, hvor han i hvert afsnit har besøg af en gæst, som han i en session skaber en sang med, og opgaven på tredje bootcamp var selvfølgelig, at deltagerne hver skulle have en ’Bag gardinerne’-session med Westerlin.
Det var på mange måder den perfekte sammensmeltning af Søndergaard og Westerlins brands. De to har, som ingen andre i og omkring dansk hiphop, formået at gøre sig selv til superstjerner uden at stå på scenen med en mikrofon i hånden.
I stedet forstår de at iscenesætte de stjerner, som de unge hungrer efter at komme tæt på, gennem letspiselige formater på de platforme, som målgruppen bruger hver dag. Det var tredje bootcamp et pragteksempel på.
I bedste ’X Factor’-stil skulle de to finalister mødes i et liveshow. Det blev afholdt 1. september på Nørrebro-spillestedet Rust, og som meddommere havde Søndergaard Kesi, Westerlin, Lamin, og, naturligvis, chatten.

Vinderen blev 9Boogie, og gennemslagskraften af talentkonkurrencen var så markant, at både vinderen og Søndergaard den efterfølgende dag blev inviteret i ’Go’ morgen Danmark’.
Her indgik, udover et langt interview, en hilsen fra rapperen Lil-Ztitch, der røg ud efter første bootcamp. Han blev under konkurrencen nemlig beviset på, hvor hurtigt det kan gå, når man eksponeres for Søndergaards publikum, og at en sådan platform – helt som ’X Factor’ – også kan blive afgørende for dem, der er langt fra sejren.
Til sin audition optrådte han med sangen ’Drinks med citroner’, der takket være hans karakter, et catchy omkvæd og Kesi, Westerlin og Søndergaards begejstrede reaktion øjeblikkeligt gik viralt. Lil-Ztitch blev et internetfænomen, og sangen lå pludselig nummer 1 på Spotifys virale top-50. I dag er den afspillet over 125.000 gange.
Om 9Boogie, Lil-Ztitch eller andre deltagere bliver superstjerner på niveau med Kesi, må tiden vise. Ligegyldigt hvad er Chat Records bevis på, at Søndergaard har ramt en nerve i ungdomskulturen, som musikbranchen ikke kan ignorere.
I et større perspektiv har han sat en tyk streg under den digitale udvikling, som i disse år skaber grundvoldsrystende ændringer i kulturbranchens infrastruktur, hvor magten rykker sig fra store selskaber mod uafhængige content creators og influenter i øjenhøjde med målgruppen.
Man kan kun gisne om, hvad Chat Records herfra kan drive det til, men det virker stensikkert, at vi ikke har set det sidste til Søndergaard, der bliver ved at finde nye måder at engagere de unge præcis der, hvor de lige nu befinder sig.
