REPORTAGE. Danmark er det land i verden med flest musikfestivaler per indbygger, og skønt jeg ikke kan bryste mig af at have besøgt mere end en brøkdel af det samlede udbud, er jeg ret sikker på, at der ikke findes en festival helt som aarhusianske Alter.
Det stod klart allerede til pre-eventet, der fandt sted på spillestedet Radar onsdag aften – dagen før festivalens egentlige begyndelse – og som blev indledt af en koncert med bandet Drømmedykker. Et eksperimenterende musikprojekt dannet af fire venner fra Skovmoseskolen, som er en specialskole for elever med forskellige diagnoser, primært Downs syndrom.
Deres usammenlignelige kombination af solskinslys dronemusik, mundharmonika, technorytmer og skæv, konkretpoetisk lyrik var hinsides alle kompositoriske konventioner og syntes at eksistere fuldkommen uden for tid og rum. På sin vis skete der ikke meget, og alligevel stod man med et nærmest konstant sug i maven ved visheden om, at stort set alt kunne ske.
Drømmedykkers flydende, søgende musik var på mange måder den perfekte opsummering af den rastløse nysgerrighed, der prægede hele programmet, og som gør Alter til en så unik størrelse i det danske festivallandskab.
Er man til country- og folkemusik, kan man være ret sikker på at finde det, man søger, på Tønder Festival. Er man metalfan, er Copenhell uundgåelig. Alter Festival, derimod, er kendetegnet ved en total uærbødighed over for genremæssige kategorier og afgrænsninger.
Og effekten er ofte en piskesmældsagtig følelse af at blive kastet rundt mellem nærmest modsatrettede indtryk.
Playboi Cartis onde tvilling
Det gjaldt især torsdagsprogrammet på VoxHall.
En forunderlig, let forvirrende og ret forrygende tretrinsraket, som begyndte med den britiske oktet Carolines ekspansive og følelsesmæssigt overvældende postrock, der som en sprællevende organisme voksede til stadig mere gåsehudsfremkaldende grader af intensitet.
Herefter fik vi besøg af den norske singer/songwriter Okay Kaya, der som verdens mest indadvendte standupkomiker kombinerede en nervøs, let fraværende tilstedeværelse og demonstrativt tyste, guitarakkompagnerede sange med bombastisk, ekstremt morsom lyrik.
»Sex with me is mediocre / But I can probably feel what you’re feeling«, lød en linje. »Since you’ve been gone / Everything’s in comic sans«, lød en anden.
Det var inden treenigheden blev fuldendt af kenyanske Lord Spikeheart, der som Playboi Cartis endnu ondere tvilling kombinerede brutal, uigennemtrængelig støj, hårdtslående, industriel hiphop og teatralsk metalenergi i et hæsblæsende sansebombardement, der ikke blot var et chok til – men en total omkalfatring af – systemet.
Lord Spikeheart er en enestående performer, og med en energi som en hoppebold og en stemme som en kaffekværn kommanderede han hele salen at moshpitte med så meget overbevisning, at selv jeg indvilligede.
»Jeg vil være ligesom Moses«, sagde han, da han delte publikum i to.
Foruroligende militæræstetik
Samme excentriske programlægning prægede de resterende to aftener.
Fredag begyndte med en solooptræden af den britiske banjoeksperimentalist Jacken Elswyth, hvis langstrakte, dybt poetiske kompositioner blev optakten til norske Smerz’ skæve og humoristiske meta-popmusik med vindmaskine i håret og kølig stjerneattitude.
Herefter satte det amerikanske droneband Water Damage gang i et ubeskriveligt tungt rytmisk maskineri, der fortsatte nærmest uændret i 40 minutter og undervejs fik tvunget kroppen og sindet i underdanig trance. Inden det kenyanske enigma Kabeaushé forenede farvestrålende, energisk popmusik med en futuristisk og foruroligende militæræstetik.
Lørdag aften begyndte den musikalske opdagelsesrejse hos de svensk-norske folk-pionerer Folk Och Rackare, som debuterede helt tilbage i 1974, og som tryllebandt med deres på én gang erfaringsmættede og alligevel levende fortolkninger af skandinaviske middelalderviser.
Især den dybfølte vokal fra forsanger Carin Kjellmann, hvis lyse stemme er ældet lige så smukt som et stykke ældgammelt drivtømmer blødgjort og bearbejdet af sand og vand, var en kilde til konstant gåsehud. De havde publikum i deres hulehånd – også selvom de tydeligvis var forvirrede over at se så mange unge mennesker.
Da jeg nogle timer senere fandt mig selv hæmningsløst dansende i en sammensmeltet organisme af svedige kroppe til lyden af et nærmest genialt samarbejde mellem den afro-portugisiske elektroniske producer Nídia og den britisk-italienske perkussionist Valentina Magaletti – der i total symbiose med hinanden skabte selve destillationen af ekstase – var det svært at forstå, at jeg stadig befandt mig på samme planet.
Som en drømmeverden
Foruden den særegne kurratering er Alter Festivals største force selve iscenesættelsen af musikken: Den velovervejede måde, festivalen bruger sine forskellige rum på.
Først og fremmest på VoxHall, der var draperet i et fascinerende, grønligt materiale, som reflekterede lyset på en helt særlig mat, støvet måde, og som skabte en nærmest hulelignende effekt.
Men også i Kunsthal Aarhus, der i dagtimerne dannede rammerne for immersive lydkunstværker og ny kompositionsmusik, som man kunne lytte til enten med lukkede øjne i kontemplativ meditation, eller mens øjnene vandrede langs udstillingsvæggene.
Mest spektakulære var dog de to koncerter, der fandt sted i Den Gamle Bys Helsingør Theater, Danmark ældste uændrede teaterscene, som med sine kunstfærdigt malede trompe l’oeil-illusioner, konstante lyd af knagende træ og tunge, støvede duft var som at befinde sig i en drømmeverden.
Det var svært at forestille sig mere velvalgte omgivelser til den iransk-svenske Shida Shahabis repetitive, klassiske minimalisme og Maria W. Horns kombination af spektrale vinglasklange og gregoriansk sang.
Alter Festival bød på helt overvældende mange indtryk, og det var umuligt at tage det hele ind. Det er en festival, der stiller høje krav til sit publikum, og man kunne ikke fortænke teenagerne, der var kommet for at se Smerz, i at se en smule mystificerede ud, da Water Damage kort efter indtog scenen.
På samme måde var det fuldt ud forståeligt, at kun de færreste publikummer holdt ud til den bitre ende.
Men da festivalen lørdag nat lukkede og slukkede med hårdslående techno fra dj’erne C.K. og Mandee, var der en særlig følelse af sammenhold at spore blandt de sidste på gulvet, som havde klaret det.