Earl Sweatshirt

For tre år siden slog Earl igennem med det virtuost chokeffektfyldte ’Earl’-mixtape, det måske bedste album fra Odd Future-lejren. ’Doris’, derimod, er mørkt, mudret og bevidst monotont. Rent rimteknisk har Earl aldrig været bedre: Rimene falder bombetæppetæt, stavelserne udtales med matematisk præcision. Men albummet kræver tid at synke ned i.

Los Angeles-rapperen hæver aldrig sin efterhånden mørke stemme. Det åbenlyse forbillede er DOOM –den maskerede undergrundsrapper underspiller også sine teksters kompleksitet ved at mumle dem utydeligt frem. Men anderledes end hos DOOM er Earls (ofte selvproducerede) beats lige så grumsede og dystre som rapperens stemme. Det skaber et sammenhængende udtryk, der umiskendeligt er Earls eget. Han snøvler og lyder nærmest uinteresseret i, om nogen overhovedet lytter med. Det er originalt og indadrettet, nærmest antitesen til de udadrettede provokationer fra ’Earl’.

Læs også: Guide: Earl Sweatshirts musikalske udvikling

De lyse produktioner på ’Molasses’ og ’Burgundy’, produceret af henholdsvis RZA og Neptunes, er undtagelser, og det melodiske modspil gavner den dystre vokal. Der er også veloplagte gæsteoptrædener fra Odd Future-vennerne Frank Ocean og Tyler, The Creator, hvor Earls lyd nærmer sig gæsternes stil, men det er især Mac Miller-samarbejdet ’Guild’ der inkarnerer ’Doris’. Her tages albummets lyd til sin ekstrem, idet rappernes stemmer formørkes til uigenkendelighed, og Earl udviser tør humor: »Tell the label I want a white driver / and tell him give me space, I don’t know that nigga«.

Sådanne øjeblikke er sjældne. ’Doris’ er ikke et imødekommende album, men et album man skal studere. Eller: Man skal være en lige så god lytter, som Earl er en rapper.