I underetagen af et lille hus på Blegdamsvej holder Ilma til. Udadtil er Ilma en solist, men bag kulissen er det et lille kollektiv af fem kunstnere, der udgør et multikunstnerisk projekt med den dansk-bosniske sanger i front.
Det ville være forkert reducere de resterende fire til et simpelt baggrundsteam, for Ilma ser sig selv som et samlet organ.
Alting sker i én bevægelse, hvor de kunstneriske discipliner – koreografi, video, sangskrivning og produktion – alle influerer hinanden på tværs og overlapper til ét samlet stykke arbejde.
Alt sammen med et fælles mål i sigte: det kunstneriske produkt.
Af den grund var det også kun passende, at Soundvenues interview blev en samtale med det samlede team: Sanger Ilma Haskovic, producer Jonas Bark aka Glori, video- og fotograf Asbjørn Kragh Holst, danser og koreograf Olivia Sol Anselmo samt projektleder og administrator Ida Hummelgaard.
Projektet er dog i bund og grund et musikprojekt. Eller måske nærmere et innovationsprojekt. De arbejder nemlig med deres helt egne udgivelses- og funding-strategier, der ikke ligner noget andet i dansk musik lige nu.
For eksempel bliver Ilmas næste album, ‘The Phoenix’, udgivet i realtid, hvilket betyder, at værkerne udkommer umiddelbart efter, de er blevet skabt – i stedet for at vente, som det normalt er kutymen, når man skal udgive og promovere et album over en længere periode.
Ida Hummelgaard: »Konceptet til ‘The Phoenix’ har været der et stykke tid, faktisk helt tilbage i slutningen af 2024. Vi begyndte pladeprocessen i starten af 2025 med forskellige sessions«.
»I februar søgte vi en stor kunstfond, som vi var helt sikre på ville give os penge til et arbejdslegat, som ville gøre, at vi kunne færdiggøre pladen i ro og mag og begynde at udgive den – faktisk nu i september var planen«.
»Men i april fik vi afslag, og der var vi lidt i panik faktisk. Der var lige krise en dag, og så var vi sådan: Nå, hvad gør vi så herfra? Den eneste mulighed, vi har nu, det er jo faktisk at begynde at udgive den her plade, før den er færdig, for at skabe noget momentum og blive ved med at skabe sammen«.
»Processen har været meget sådan her: Vi har afsluttet et værk, så har vi uploadet det til distribution, og så er det kommet ud tre dage efter. Bagefter har vi i princippet startet en helt ny proces med et nyt værk uden nødvendigvis at have en klar idé om, hvad det var, vi skulle skabe«.
»Vi har bare et overordnet koncept, som er ‘The Phoenix’, og så lader vi værkerne guide os igennem det hele. De har også meget direkte indflydelse på hinanden«.
Jonas Bark: »Det er jo en metode, som vi har arbejdet på længe – også før afslaget. Da det skete, fik vi bare momentum til at gøre det meget konkret«.
»Vi begynder alle sammen at arbejde med en idé, hvorefter vi begynder at skabe samtidigt. Vi er alle sammen influeret af hinandens processer og udvikler idéen samtidig igennem de forskellige kunstdimensioner. Strategien er 100 procent fokus på produktet«.
Kunsten som ventil
Der flyder en strøm af filosofisk tankegods gennem gruppens beskrivelser af den alternative udgivelsesstrategi og dens fordele.
Hos de passionerede medlemmer fornemmer man en fælles mistro til musikbranchen, og specifikt hvordan streaming og playlisternes algoritmiske greb påvirker den. Noget, der ifølge dem skaber distance til lytteren og hæmmer kunstens potentiale.
Ilma Haskovic: »Med den første plade gjorde vi det efter bogen. Du laver et album, så udgiver du drypvist singler, der går en måned mellem hver single, og så kommer pladen. Da vi begyndte at udgive på vores måde, var alle sådan: Wow, I går fuldstændig imod alle reglerne. I må ikke gøre det her. Man kan jo ikke nå at følge med. Hvad laver I?«.
»Metoden er jo særligt interessant, da vi nu får vi totalt rene tal – for hvem er det egentlig, der lytter til vores musik? Altså er det folk, der bare har fået det på en playliste, eller er det rent faktisk folk, der hører musikken?«.
»Det har vi tal på, så det er meget bevidst, at vi ikke feeder algoritmen og pusher det de steder som Spotify-playlister og sådan noget. Vi er fucking ligeglade med playlister. Det er ikke det, det handler om«.
»Hvis vi for eksempel har skrevet en sang om alle de ting, der er galt med det system, som vi er en del af lige nu, og vi udgiver om tre måneder … hvilken relevans har det så? Kan det se anderledes ud på det tidspunkt?«.
Jonas Bark: »Kunst er jo en ventil for samfundet, ikke? Og hvis den ventil hele tiden får at vide, at den skal vente på en eller anden algoritme, kvæler det jo ligesom momentum for kunsten. Det handler om at sætte forskellige mål for folk, i stedet for at det hele skal presses ned i ét system«.
Ærligheden som kompas
Ilma-holdet arbejder dog ikke kun med innovation på udgivelsesfronten.
Tilbage i maj åbnede platformen ILMA.life, der i øvrigt er skabt i samarbejde med Veto-frontmand Troels Abrahamsen. På hjemmesiden møder man Ilma Haskovic, der er placeret midt på skærmen som en slags videospilskarakter a la ’Mortal Combat’, fuldendt med typiske adventurespil-formater som ’XP’ og ’LVL’.
Man kan vælge at støtte denne kampklare avatar ved at købe 30 dages adgang til ’The Dimensions’, der byder på eksklusivt behind the scenes-indhold og inviterer én bag kulisserne i den kreative proces.
For Ilma-holdet er platformen en måde at gøre op med musikindustriens traditionelle økonomiske strømme og reetablere en tæt forbindelse til publikummet. En forbindelse, der ifølge dem kun er mulig, hvis man samtidig er ærlig og sandfærdig i hvert skridt.
Ilma Haskovic: »Det startede med, at vi var sådan: Hvordan funder vi projektet uden midlerne og udenom Koda og alle legater og sådan noget? For der er et eller andet med det her legatlotteri, der er lidt mærkeligt. Det er jo ikke bæredygtigt for kunstnere. At man skal bruge herrelang tid på at skrive en ansøgning og så få et engangsbeløb, det holder jo ikke i længden«.
Ida Hummelgaard: »Med den platform, vi laver, prøver vi at se, hvordan vi kan skabe nogle økonomiske kanaler, der ikke kommer fra de klassiske strømme, som man har fra Gramex og Koda, hvor det alligevel afhænger af, at du har spillet koncerter eller fået noget spillet i en radio«.
»Det er også den eneste måde, man rent faktisk kan måle på, om det, man laver, har en forbindelse til nogen. Ved at have vores egen platform, hvor vi sørger for, at al data og information i princippet er strømlinet kun til os, så kan vi faktisk måle meget direkte på det – uden om algoritmerne«.
Ilma Haskovic: »Hvilket er mega vigtigt. Vi var jo på en efterårsturné, hvor vi spillede 10 shows i hele Danmark. Altså kæmpe, kæmpe turné. I Aalborg, der var der 17 mennesker, og lige før det spillede vi på Roskilde og alle mulige andre festivaler med kæmpe hype, hvor alle medier skrev om det«.
»Efter den turné kiggede vi på hinanden og var sådan: Shit, mand. Vi ved slet ikke, hvad det er, vi laver. Hvordan hænger det her sammen? Man tænker jo you’ve made it, når du har hype omkring dig. Men det passer slet ikke. Det er fuldstændig ligemeget med hype«.
Jonas Bark: »Hvis ikke det er sandheden i hvert fald. En meget central del af vores metode er ærlighed. Sandhed. Det er den bedste måde at vide, om man har fat i noget. Og hvordan får man ærlige tal?«.
»For eksempel ved at lave en subscription-model, hvor du får adgang i 30 dage. Det ville være en uærlig metode at gøre den bindende, sådan at man subscriber, og den automatisk fornyer den næste måned. Så er det først en måned senere, vi finder ud af, at nu har alle meldt sig fra, og i de to måneder er det bare sådan: Yeah, det går for sindssygt, det kører bare!«.
»Hvis du er ærlig i hver eneste proces, er der meget større sandsynlighed for, at den ærlighed reflekterer tilbage på dig. Det er også det, der ligger os meget på hjerte: At få kunstneren til at forstå sin egen magt, sin egen indflydelse og dermed sit eget ansvar«.
»Jeg har haft rigtig mange sessions med forskellige mennesker i industrien, and they don’t give a fuck. De er fuldstændig ligeglade med, hvad de sender ud. Der er ingen bevidsthed. Intet nærvær. Der er ingen tilstedeværelse i kunsten. Det er blevet så systematisk. Og det er vi fucking trætte af«.
»Kunstnerne er ubevidste. De ved ikke, hvad de sender ud. De kender ikke deres egen magt. Lytteren er ubevidst, hvilket giver en masse mørketal, der gør dig ubevidst om, hvor godt dit produkt egentlig klarer sig«.
»Hvis der er 900 millioner mennesker, der hører dit track, men ingen har lyttet … er det en succes? Det er jo ikke en succes«.
Under snakken mærker man en stærk fællesskabsfølelse mellem medlemmerne. En følelse, der også viser sig i det kunstneriske produkt.
Ser man musikvideoerne og lytter til singlerne, kunne man nemt lokkes til at tro, at der er tale om den næste store danske major label-satsning inden for hiphop og r’n’b. På den måde viser produktets kvalitet på mange måder også, hvad der er muligt, når kreative sjæle fra forskellige felter slår sig sammen om et fælles mål og lader sig inspirere af hinanden.
Og når man ikke mindst anerkender hinandens værd som kunstnere.
Ilma har indtil videre udgivet syv sange fra ‘The Phoenix’ – inklusive nummeret ‘The Wake’, der netop er udkommet.